Lumre lakridsrødder

[Calliope Zabini]

Det var startet som en forholdsvis uskyldig idé. Lidt leg i eliksirtimen. Hverken Calliope eller Milphio Borgin havde forventet, at det ville ende med en af deres klassekammeraters taske stående i lys lue. Eller, at det ville høste dem en solid eftersidning med rengøring af alle flasker, flakoner, bøtter og øvrige beholdere indeholdende ingrendienserne til eliksirbrygning.

Ikke engang en time inde i eftersidningen, var Cal dog ved at være temmelig træt af at støve af, og hun sank ned at sidde med ryggen op ad reolen med et dybt suk.

"Det er så pisse uretfærdigt, det her."

[Milphio Borgin]

Miles havde nu siddet med den samme kolbe i snart tyve minutter, og gjort adskillige halvhjertede forsøg på at nå bunden med en klud. Men hånden kunne af gode grunde ikke komme derned, og hans fingre var for korte. Nu prøvede han at mase kluden derned for sig selv, men han endte bare med at give slip på den, og nu lå den nyttesløst på bunden. Det var i sandhed en umulig opgave.

Med tungen ud af munden, vendte han bunden i vejret på situationen og prøvede at rave den ud igen med lillefingeren, indtil Callie kom med en klagende lyd og Miles så over på hende. Han knipsede med fingrene og pegede på hende, ”se det på den lyse side, Bean! Hvis vi ikke bliver færdige inden sengetid, for vi lov til at gå rundt på slottet mens alle andre sover, med en lovlig undskyldning!”

[Calliope Zabini]

Calliope stillede den fedtede flaske fra sig med lidt større forsigtighed, end hun gav den smudsige klud. Under andre omstændigheder havde hun sikkert moret sig kosteligt over Miles' besvær, men med hendes egen modgang, var hun ikke åben for at grine lige nu.

"Fuck lovlige undskyldninger," lød det prompte fra hende. "Hvad skal vi bruge dem til?"

[Milphio Borgin]

”Det siger du nu, men jeg har planer om at slå et smut forbi køkkenet når vi er færdige, så…” Han trak på skuldrene og morede sig lidt over hendes elendighed. ”Bare så vi ikke får en eftersidning mere, ikke?” Han fangede endnu en klud og gik i gang med også at presse dén ned i kolben.

”Merlins lange venstre… Seriøst, jeg forstår ikke hvordan man skal gøre dem her rene!” Erklærede han endelig, da nummer to klud forsvandt ned i kolben.

[Calliope Zabini]

Calliope kunne have pointeret, at køkkenet, uanset lovlig undskyldning til at smutte tilbage til sin opholdsstue, var forbudt for elever. Men det vidste Milphio udmærket godt.

"Det er bare for at få os til at stoppe med at lave ballade," fnøs hun og vippede fra side til side med fødderne. "Som om nogle fedtede flasker er nok til dét."

[Milphio Borgin]

Miles tyggede lidt i underlæben og lignede en der virkelig tænkte sig godt om, mens han stirrede på kolben. Niks. Det var en umulig opgave, og Callie havde helt ret.

”Hey!” Grinet bredte sig igen, og et glimt i øjet indikerede at han havde fået en idé. ”Tror du ikke vi kan lokke et par husalfer til at klare resten?”

[Calliope Zabini]

Tavsheden brugte Calliope til at svælge lidt i selvretfærdig harme over straffen, indtil Miles igen brød tavsheden. Der var et skeptisk blik i de mørke øjne, som de fandt ham.

"Og hvordan skulle vi lige få husalferne til det? Eller overhovedet komme hen til dem, mens der stadig er aftensmad deroppe?" inkvirerede hun, slagtende hans idé. Hun kunne ikke engang tilkalde Crux, der kun lystrede hendes forældre. Og gad adlyde hendes brødre. Fucking husalf.

Maven gav sig under en højlydt beklagelse. Det måtte i hvert fald være aftensmadstid.

[Milphio Borgin]

Måske var det meget heldigt, at Callie var der til at affærdige de dummeste af Miles’ idéer, men det var også lidt vanskeligt at hun altid skulle være så negativ. Han sukkede højlydt og teatralsk mens han halvhjertet vendte opmærksomheden mod den umulige kolbe igen.

Først da hendes mave gav lyd, så han op igen og med et stort grin. ”Der er nogle store snegle i tanken ovre i hjørnet, Bean. Jeg er sikker på ingen lægger mærke til, hvis du snupper en eller to.”

[Calliope Zabini]

Callie var sulten og sur over at være fange til eftersidning igen, men hun blev så overrasket over Milphios bemærkning, at hun kom til at grine. “Fy for helvede,” svarede hun og skar en grimasse.

“Så hellere æde min sko.”

[Milphio Borgin]

Miles sprang på benene med ballade i blikket. ”Ej Callie, du skulle nødig blive forgiftet af hvad end det er dine fødder udskiller,” han var hurtigt henne ved sneglene og var ikke mange sekunder om at lurer hvordan man åbnede glasset. ”Jeg fanger en tyk en til dig!”

Ganske ubekymret over at få slim på fingrene, stak Miles hånden ind og lirkede en tyk lille basse af en gren. Den hang godt ved. Men det lykkedes og han sendte Callie et triumferende grin.

[Calliope Zabini]

Callie fnøs af ham og mumlede noget om, at hun da i hvert fald var den af dem, der havde de renligste fødder. Men hun fik snart andet at tænke på, da han greb en stor, fed snegl.

"Tror du virkelig, at den kan skræmme mig?" spurgte hun og hævede et bryn. "Og hvis du prøver på noget, kan du selv få lov at æde den, kan du."

[Milphio Borgin]

Glasset lukkede han igen med den frie hånd, inden han bevægede sig tilbage mod Callie, med sneglen i fremstrakt arm.

”Jeg troede du var sulten, Rumle? Jeg kan riste den for dig først, hvi du er sart?” Den ledige hånd rodede et par lommer igennem, før den fangede tryllestaven.

[Calliope Zabini]

Hvor nogle mugglerfødte havde tendens til at være berøringsangste omkring ingredienserne fra eliksirlokalet, var Calliope vokset op som heks med stort H. Hun hævede et uimponeret bryn af sneglen.

"Du kan jo spise den først og så fodre mig den som en fuglemor," foreslog hun med et lydløst grin.

[Milphio Borgin]

Miles var ikke mange millisekunder om at fange hendes blik, og se hende intenst ind i øjnene. Et udfordrende smil kravlede ind over hans læber, og nåede snart hans øjne, som han løftede sneglen tættere på sin egen mund.

”Er det en udfordring, Beanie?” Spurgte han dybt seriøst.

[Calliope Zabini]

Calliope havde virkelig ikke lyst til at æde Milphios sneglebræk. Men hun havde på den anden side tilsvarende meget lyst til at se ham æde en snegl. Eller have retten til at håne ham, hvis ikke han turde.

"Ja," røg det ud af hende. Fuck. Hvad? Nå, så var der vel ingen vej tilbage.