Upopulær

[Vera M. Selwyn]

Kala Patil-Fawley

Det var lørdag morgen og Vera smuttede hen til Slytherins bord, i stedet for Ravenclaws. Hun havde netop spottet Kala og havde ikke lige haft mulighed for at hilse på hende et stykke tid nu. Veras tilstedeværelse forårsagede nogle utilfredse lyde fra bordet, men nu hun havde Rupert Horatio Montague ved sit bord også, var der jo ikke rigtig nogle steder der var bedre end andre.
"Morgen." Sagde hun og smilede svagt.
"Du har stadig lidt søvn i øjnene, lige der." Sagde hun og pegede mod Kalas øjenkrog. Derefter rakte hun ud efter havregrøden, som var det eneste hun kunne holde ud at spise pt. Imens ignorerede hun komplet alle de provokationer der kom fra den anden ende af bordet og tilsidst holdt de da også helt op. Ren magi crewet var efterhånden lidt lamt.

[Kala Patil-Fawley]

De sidste par uger havde efterladt Kala med lidt af en adrenalinhøj. Slytherins sejr over Ravenclaw, hendes attenårs fødseldag og udsigten til at skulle bruge det meste af lørdagen med William Knight var alle ting, der gjorde, at juicen smagte lidt bedre den morgen.

Derfor mødte hun også Vera med et bredt smil, da ørnen slog sig ned ved siden af hende. Det var endda nok til, at hendes indre kun vred sig en lille smule over hendes bemærkning. Selvbevidst fjernede hun hurtigt søvnen fra øjenkrogen. Hun klarede halsen.

"Tak. Og, ja, godmorgen til dig, også." Smilet var snart tilbage, lidt mindre nu.

[Vera M. Selwyn]

"Bare rolig, du er stadig den lækreste pige på skolen." Bemærkede Vera, måske en smule mere flirtende end hvad hun havde regnet med. Det var bare svært når Kala var en godte og Vera en hormonbombe, som slet ikke fik så meget som hun plejede fordi Lucas havde så travlt for tiden.
"Hvordan går det ellers?" Sagde hun og undgik bevidst at tale om graviditeten, som hun helst ikke havde lyst til at en eller anden dum Slytherin skulle overhøre.

[Kala Patil-Fawley]

Kalas blik flakkede. En willie, havde Imrah engang kaldt hende i sjov, og hun havde virkelig mærket de negative effekter af det på sit sjette år. Siden da var der ingen, der havde set sådan på hende. Og det var måske i virkeligheden også en lettelse.

"Hvordan det går? Så du ikke kampen, eller hvad?" spurgte hun med et skævt smil.

[Vera M. Selwyn]

"Jo men." Sagde hun. "Altså, vi tabte jo." Sagde hun. Ikke at hun gik så meget op i det, ud over at hun havde kysset lidt med Ravenclaws anfører engang for længe siden.
"Men tillykke da." Bemærkede hun. Hendes hjerne var åbenbart ved at omdanne sig til en sump. Det var utroligt at hun stadig formåede at få gode karakterer i sine opgaver.
"Sorry, jeg er lidt, ja du ved." Sagde hun og trak på skuldrene, hvorefter hun sulten gik igang med at spise sin grød.

[Kala Patil-Fawley]

Kale kunne ikke helt lade være med at smile. Det var også derfor, hun ikke havde turdet at have en reel samtale med Elias Oliver Wood endnu. Det var nok bedst, at hun ventede, til det smørrede smil ikke længere var en refleks.

"Tak," svarede hun. "Og det skal du da ikke undskylde for. Du har rigeligt." Hun tøvede lidt.

"Hvordan går det egentlig med..." Hun kastede et blik omkring sig og sænkede stemmen lidt. "Det hele?"

[Vera M. Selwyn]

Vera smilede lidt over Kalas smil. Det var nu meget rart at se veninden lidt glad efter hun havde haft det lidt svært så længe, med dumme drenge.
"Det går faktisk lidt bedre nu." Sagde hun afdæmpet, efter hun havde tygget af munden.
"Kaster ikke så meget op mere, men nu har jeg fået lidt mere mave på, det er derfor jeg konstant render rundt i stort tøj." Sagde hun og pegede på sin trøje.
"Det bliver svært til sommer, men så er jeg tilgengæld også færdig og så kan de vel ikke smide mig ud." Sagde hun og smilede skævt.

[Kala Patil-Fawley]

Det var en lettelse at høre, at Vera havde det bedre. Ikke, at Kala havde haft meget tid til at tænke på hende med al Quidditchtræningen. Især med kampen mod Ravenclaw, der havde ligget i føringen.

"Jeg kan i hvert fald ikke se noget, så det skal nok gå," svarede hun med et forsikrende tonefald, der ikke afslørede hendes skepsis. Der var stadig en del måneder tilbage.

[Vera M. Selwyn]

Vera ville måske have troet på venindens forsikrende ord, hvis ikke hun selv havde været så usikker. En del af hende havde måske troet at hun ikke ville nå så langt i sin graviditet, at hun ville have mistet det allerede, men nej.
"Ja." Sagde hun og rodede lidt rundt i grøden med sin ske.
"Gad vide om jeg bliver en god mor." Bemærkede hun og sukkede let, hvorefter hun spiste videre.

[Kala Patil-Fawley]

Kala og Vera havde været veninder i årevis, og selvom hun kendte ørnen ret godt, anede hun ikke, om hun ville blive en god mor. Hun var ikke engang sikker på, hvad der præcis udgjorde en god mor.

Akavet stak hun lidt til sin morgenmad og skovlede en bid ind, før hun gav Veras arm et blødt puf med albuen. "Det tror jeg slet ikke, du skal bekymre dig om," prøvede hun opmuntrende.

[Vera M. Selwyn]

"Nej, det er nok rigtig nok." Sagde hun og smilede en anelse. Det var sødt at Kala var så opmuntrende, det fik alligevel Vera til at slappe af, at der var en anden der troede lidt på hende.
"Hvornår kommer der talentspejdere til quidditchkampene?" Spurgte hun og så nysgerrigt på Kala, quidditch virkede som sådan et simpelt emne i forhold til børn og fremtid.

[Kala Patil-Fawley]

Det var en lettelse, at Vera godtog hendes konstatering og fik emnet et lidt mere ukompliceret sted hen. Kala smilede automatisk, da det endda blev hendes favoritemne.

"De er der til de fleste kampe," svarede hun og sank. "Bedst mulighed for at få et ordentligt indtryk af spillerne."

[Vera M. Selwyn]

"Har du været i kontakt med nogle af dem? Sådan uofficielt eller noget?" Spurgte hun, da hun var ret sikker på at hun ville have hørt noget hvis nogen havde givet Kala et seriøst tilbud.

[Kala Patil-Fawley]

Kala var ikke decideret overtroisk. Altså, hun havde da sine små ritualer før kampene og det havde da også gjort sit indtryk, at hendes mor havde fyldt det meste af hjemmet med krystaller til forskellige ting og spådomskugler. Derfor tøvede hun også med at jinxe samtalen.

I sidste ende trak hun dog på skuldrene. "Der var én, der kom hen til mig efter sidste kamp og spurgte, om jeg har nogle planer efter skolen," indrømmede hun med et skævt smil.

[Vera M. Selwyn]

"Åh ej hvor fedt." Sagde hun og smilede bredt. Det var dejligt at høre, at folk var begyndt at lægge mærke til hende. Det hjalp lidt, nu når Vera følte at hendes fremtid pludselig var blevet så 'babyfyldt'.
"Har du ellers set Liam for nyligt?" Spurgte hun og forsøgte at lyde henkastet.