To med hver sin hemmelighed

[Vera M. Selwyn]

Rupert Horatio Montague
07/03/2027

Efterhånden var Vera et stykke henne i sin graviditet og morgenkvalmen kom sjældnere nu end den plejede at gøre. Hun havde dog ikke ligefrem præsteret særlig godt siden hun kom tilbage fra juleferie og havde været så ufokuseret, at de fleste var begyndt at undgå at være i gruppe med hende. Heldigvis havde ingen opdaget hendes lille hemmelighed endnu, men det ville snart blive svært at skjule, specielt når det blev varmere og hun ikke kunne gemme sig under sin Ravenclaw kappe.

Vera endte med at skulle arbejde sammen med en ny elev i klassen. Hun kunne nemlig ikke være kræsen, så hun satte sig ved siden af ham og smilede en anelse. Det var lidt frustrerende at skulle arbejde sammen med en Montague igen, men måske var ham her mindre irriterende end Constantin. Hun ville i hvert fald ikke umiddelbart dømme ham på forhånd, selvom det var svært.
"Det ser ud til vi skal arbejde sammen." Sagde hun og smilede skævt.
"Er du godt bekendt med Imperius besværgelsen og Veritaserum?" Spurgte hun. Opgaven var, at de sammen skulle diskutere hvilke ligheder og forskelle de to former for magi havde og hvordan man kunne forsøge at forsvare sig imod dem og derefter skrive en samlet opgave om dette.

[Rupert Horatio Montague]

Ruperts mundvige vendte ret nedad, da Vera fandt ham. Han havde ingen ønsker om at arbejde sammen mes en mudderblod og denne her havde ikke engang den formildende kvalitet af at være Frankie Figg.

Han rynkede på næsen og rystede på hovedet. “Du må have hørt forkert. Gå du bare videre,” opfordrede han nedladende.

[Vera M. Selwyn]

Vera blinkede lidt med øjnene over reaktionen og rynkede sine øjenbryn lidt. Derefter smilede hun og rakte sin hånd op.
"Undskyld, Professor Spindleweel? Montague vil ikke arbejde sammen med mig og de andre har dannet grupper. Skal jeg arbejde alene?" Spurgte hun højlydt, hvorefter alle i klassen gloede på dem og hun diskret rettede på sin kappe.
Dette forårsagede at professoren kom gående hen til de to elever og betragtede Montague opmærksomt.
"Det må være en misforståelse ikke sandt Montague?" Sagde professor Spindleweel og kløede sig i skægget.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert nedstirrede Vera, da hun gav sig til at kæfte op. Den lille, finkede mudderblodskælling, tænkte han, uden at sige noget højt. Han bed tænderne lidt sammen og vendte blikket langsomt mod professoren med et ubehageligt smil.

"Det er en misforståelse," svarede han selvfølgeligt. "Hun må have propper i ørerne."

[Vera M. Selwyn]

Det var ikke ligefrem fordi at Vera ønskede at være sammen med Rupert, men hun hadede at sådan nogle som ham altid fik tingene som de ville have dem. Selvom det ville være en pine, så frydede det hende en anelse at han blev nødt til at arbejde sammen med hende.
Imens professoren betragtede dem begge, satte Vera sig pænt ned ved siden (i sikker afstand) af Rupert og begyndte at tage sine ting frem.

"Det var godt, jeg ser frem til at læse jeres opgave." Sagde Spindleweel og gik derefter sin vej og forlod de to elever så de kunne arbejde, dog med hensigt om at holde nærmere øje med dem i løbet af timen.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert betragtede Vera med samme falske smil, da professoren stadig så på dem. Så snart de var alene forsvandt alle spor af imiteret venlighed og Rupert nedstirrede hende.

“Ryk dig længere væk,” kommanderede han. “Du lugter.”

[Vera M. Selwyn]

Vera rørte sig ikke, men skar blot en grimasse over hans ord. Derefter trak hun øjenbrynene sammen og fandt et pergament frem.
"Ærgeligt du synes det, jeg havde ellers sådan håbet på at du syntes at jeg lugtede godt." Bemærkede hun sarkastisk og sukkede opgivende og lettere irriteret. Derefter satte hun blækhuset på bordet og dyppede fjeren i blækket, mens hun overvejede hvad hun skulle skrive.
"Så, har du nogle tanker om opgaven?" Spurgte hun og vendte blikket mod ham. I det mindste kunne de da blive hurtigt færdige, ved mindre han ville bruge mere tid på at svine hende til.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert hævede begge bryn let og blev ved med at se på pigebarnet.

“Jeg kan ikke koncentrere mig, når du sidder der og lugter,” konstaterede han nogenlunde roligt.

Han var ikke interesseret i samarbejde. Tydeligvis.

[Vera M. Selwyn]

Da han svinede hende til igen, gad Vera ikke svare igen mere, i stedet rakte hun hånden op og fik med det samme professorens opmærksomhed. De fleste andre på syvende årgang kunne godt finde ud af at opføre sig ordentligt.
"Montague vil ikke arbejde med mig, fordi han siger jeg lugter." Sagde hun og smilede stjernesødt.
"Så kan Montague måske tænke over sin skolegang til en eftersidning hos mig mandag kl 20" Sagde han og kiggede skarpt på Rupert. "Hvis du gerne vil afslutte din uddannelse, så foreslår jeg, at du begynder at respektere din underviser."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert hævede begge bryn over Veras protest til professoren. "Det har jeg aldrig sagt," konstaterede han roligt, men også med en aura af bekymrethed. "Jeg beklager, professor. Jeg bad bare Monaghan om hun ville give mig lidt plads."

Han fik relativt elegant snoet sig selv ud af eftersidningen og de blev begge to bedt om at stoppe med at forstyrre undervisningen med deres interne stridigheder og se at komme videre.

Da professoren havde vendt ryggen til igen, smilede Rupert falsk til Vera. "Prøv at få mig i problemer igen, og du vil nok opdage, hvordan det føles at falde ned fra en trappe," konstaterede han glat.

[Vera M. Selwyn]

Det frustrerede Vera, at læreren ikke troede på hende og hun sukkede irriteret over hans reaktion. Det var så typisk at fuldblodstosser altid fik tingene som de ville have det.
Hun havde dog ikke ligefrem regnet med at det ville ende ud i en trussel, selvom hun kendte fuldblodstosserne godt efterhånden, så kendte hun ikke den her idiot.
"Uhh, hvor bliver jeg bange." Sagde hun og himlede med øjnene, tydeligvis uden at tage hans trussel alvorlig.
"Tænk engang, en fuldblodstosse der truer med vold, hvor originalt. Det har jeg aaaaldrig oplevet før." Bemærkede hun afdæmpet, mens hun satte sig til at skrive. Han kunne rende og hoppe. Narrøv.

[Rupert Horatio Montague]

Resten at timen foregik i sydende stilhed, men på vej ned til frokost fra timen var tiden kommet til at give mudderblodstøsen en straf.

Rupert var ferm med tryllestaven i ærmet, da hun gik foran ham tæt på trapperne og de var ikke den store kunst at fremkalde en glat overflade hvor hun gik, midt i al postyret. Hvem ville nogensinde ane det?

[Vera M. Selwyn]

Timen var overstået og Vera følte sig ret lettet, men hun vidste også at hun skulle være opmærksom på hvad der skete omkring hende. Hun blev samtidig også nødt til at opføre sig naturligt, fordi hun ikke ville tiltrække sig opmærksomhed, så hun blev ved med at gå selvom hun havde en ubehagelig fornemmelse i kroppen.

Pludselig gled hendes fod og hun faldt ned bagover og ind i en af de elever der gik bag ved hende. Derefter ned mod trappen og landede hårdt på numsen og med hovedet på trappetrinnet. Svimmel, forsøgte hun at sætte sig op, men måtte blive på trappetrinnet lidt endnu.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert lod tryllestaven forsvinde i ærmet og gik direkte forbi gruppen af elever, der stimlede sammen omkring Vera.

Han nød ikke rigtig at straffe hende, men de kunne ikke have mudderblod, der rendte rundt og troede de var bedre end de var.

Lukket?