I kærlighedens tegn. (S)

[Lucas Selwyn]

Hogsmeadeweekend
Vera M. Selwyn

Lucas havde travlt som altid. Men han prioriterede den ene weekend i måneden hvor han kunne bruge tid sammen med Vera. Efter de havde holdt jul og nytår sammen havde det dog været en del sværere at sige farvel. Så han måtte indrømme at han så en del frem til at se hende. Særligt fordi han havde aflyst deres sidste møde, hvilket han stadig havde dårlig samvittighed over. Derfor var det vigtigt for ham at forkæle hende lidt ekstra og når man var så tæt på Valentines dag så kunne det ikke passe bedre sammen.

Han havde bestilt bord på Madame Nuttetruts og ved siden af Veras tallerken lå der en firkantet velureæske med gyldne bogstaver rundt i en cirkel. Lucas sad med rank rynk og hænderne hvilene mod bordet og så sad han ellers bare og ventede på sin gravide forlovede.

[Vera M. Selwyn]

At være en slank pige som Vera var efterhånden et problem, når man bar rundt på et barn i sin mave og helst ikke ville have at nogen skulle vide det. Hun var dog stadig kun nogle måneder fremme og da det også var koldt, sørgede Vera blot for at gå rundt med sin Ravenclaw kappe hele tiden hvilket var ret ukarakteristisk, men ingen havde tilsyneladende lagt mærke til det. Det var en lang tur til Hogsmeade og det gjorde hende en smule træt, men da hun så Lucas, kunne hun ikke lade være med at smile. Hun havde glemt alt om Valentinsdag, men synet af ham og velouræsken huskede hun på det. Det fik et lille lys frem i hendes øjne.

Det var dog ikke æsken hun gik hen til først, hun kunne ikke lade være med at gå rundt om bordet og give den ranke mand et kys på læberne, som hun havde svært ved at slippe.
"Hej." Sagde hun og rødmede, måske fordi det var så længe siden, at hun næsten følte sig genert over at kysse ham. Derefter satte hun sig ned, forsat med helt røde kinder og undrede sig over, hvorfor hun var så akavet.

[Lucas Selwyn]

Lucas vidste at Vera var gravid, så selvom man ikke kunne se det så kunne han ikke lade være med at smile over synet af hende da hun trådte ind på den lille café. Han rejste sig med det samme fra sin plads og lod sig dvæle ved kysset så længe han kunne før han kunne trække stolen ud for hende. Blidt lænede han sig ned og kyssede hende på kinden.
"Du ser dejlig ud min egen" mumlede han næsten lydløst mod hendes ører.

Han gik omkring bordet og satte sig igen. Hurtigt efter skubbede han lidt til den firkantede boks og hentydede diskret at hun gerne måtte åbne den.

[Vera M. Selwyn]

Lucas var så galant at det fik Vera til at rødme. "Tak." Mumlede hun til hans kompliment og så op mod ham, inden hun vendte blikket ned mod bordet igen da han gik tilbage på sin plads.
"Det er da.. Alt for meget." Mumlede hun og så ned på den lille boks, mens hun blinkede lidt med sine øjne. Forsigtig, rakte hun ud efter den og lod fingrene glide over den bløde velouræske. Vera kunne ikke huske at hun nogensinde havde mærket noget så luksuriøst før. Det var virkelig et helt andet liv hun levede nu.
Forsigtig åbnede hun æsken og lod blikket falde ned på indholdet, som fik hende til at måbe en anelse og trække øjebrynene lidt sammen.
"Lucas." Hviskede hun. "Det er. Tak." Bemærkede hun og blev så rørt at hun fik tårer i øjnene.

[Lucas Selwyn]

"Det manglede da bare. Jeg ved godt at jeg ikke kan være hos dig så meget som jeg gerne ville." Lucas sukkede. Smykker kunne intet gøre, men han gjorde alt hvad han kunne for at hjælpe Vera igennem hendes sidste år. Til sommer ville de gifte sig og starte deres liv som ægtefolk ved at byde deres første barn velkommen. Et liv der gerne måtte skynde sig. Det var forfærdeligt for ham at være på arbejde, velvidende om hvordan Vera havde det.

"Heldigvis kommer påsken snart, hvor du kan komme hjem" Han lagde sin hånd mod hendes og lukkede sine fingre omkring hendes. ".. og jeg skal ikke arbejde."

[Vera M. Selwyn]

Lucas' ord fik Vera til at blive en smule bleg og hendes smil falmede en anelse. Bordet og gaven havde fået hende til at glemme hvor ked af det hun var blevet over hans aflysning. Nu han bragte det op igen, kom alle følelserne op i hende igen. Hun blinkede med sine øjne og sukkede dybt. Det var bare en aflysning. Det kunne hun godt klare.

"Nåja. Påsken." Bemærkede hun stilfærdigt og så ned på de pæne smykker i æsken, inden hun løftede blikket mod hans. "Lucas." Hviskede hun. "Jeg har brug for dig, ikke smykker, selvom det er sødt af dig så. Jeg glæder mig til at være sammen med dig i påsken, men efter du aflyste sidst så er jeg nervøs. Jeg vil ikke være helt alene." Bemærkede hun. På en eller anden måde følte hun sig ynkelig, hendes behov for ham var så stort, at hun slet ikke kunne kende sig selv. Han ville hade hende for det, for hun sad her og kæmpede med ikke at komme til at græde.

[Lucas Selwyn]

Luas trak vejret dybt ind. Det plagede ham stadig og at se Vera så ked af det over det hjalp ikke på den dårlige samvittighed. Men når han som den laveste i kæden inden på kontoret ikke kunne sige hverken til eller fra kunne han desværre ikke tage fri når han var blevet bedt om at arbejde.

"Jeg er ked af det skat.." Hans øjne søgte forgæves hende og en klump samlede sig i hans hals. Indstinktivt rettede han sig op og klarede halsen en smule. "Jeg.." Hans mund krummede sig sammen. Hvad end han havde at sige, så ville det jo ikke hjælpe på hendes savn og mangel på at han var hos hende. Han kunne intet stille op og han måtte bruge at sin energi på ikke at kæmpe imod de dæmoner der kredsede om ham.

[Vera M. Selwyn]

Vera tog en dyb indånding. Hun ville ikke græde foran Lucas og ikke skabe en scene, her på en offentlig cafe. Hun havde sagt det hun havde brug for at sige og egentlig, håbede hun at hun kunne komme videre nu.
"Jeg ved det godt." Sagde hun. "Men der er ikke så lang tid tilbage nu, jeg må bare færdiggøre min uddannelse så godt jeg kan." Bemærkede hun og lagde hænderne på sin mave. Hun blev nødt til at være stærk, endnu mere end hun nogensinde havde været, fordi hun havde et lille liv inde i sin mave. Tilsidst sukkede hun dybt og rakte ud efter øreringene og skiftede dem ud med dem hun havde på i forvejen.
"Klæder de mig?" Spurgte hun og forsøgte at smile en anelse. Det eneste hun havde lyst til var at være tæt på Lucas, men han sad så langt væk, på den anden side af bordet.

[Lucas Selwyn]

Lige nu var det som om at Lucas ikke kunne gøre andet end at nikke med hovedet og lytte til hvad Vera havde at sige. Det smertede ham og han havde mest af alt lyst til bare at lægge sine arme om hende og holde hende tæt og trøste hende. "Jeg har så meget tiltro til dig Vera. Du er stærkere end hvad du selv giver dig selv kredit for" han sendte hende et lille smil.

Stemningen skiftede en smule og det lettede den lettere trykket stemning. "Meget." Vera havde altid været smuk og dejlig at se på, og for ham personligt gjorde det hverken fra eller til i forhold til hvad hun havde på. Men hun virkede i den grad mere magtfuld når hun kom i nogen andre ting.

Blidt strøg han hende hende over hånden. "Jeg har savnet dig sådan."

[Vera M. Selwyn]

Vera havde aldrig set sig selv som stærk, men måske var hun det alligevel. Et svagt smil dukkede op på hendes læber over hans reaktion på øreringene. Det var ikke ligefrem et svar der overraskede hende, men nærmere sådan et, der fik hende til at føle at intet i deres situation havde ændret sig.
"Jeg har også savnet dig." Sagde hun og smilede til ham, inden hun lod blikket glide ned mod hans hånd.
"Skal vi finde et sted at være bagefter?" Spurgte hun, selvom hun var gravid havde hun stadig brug for den nærhed og intimitet han kunne give hende. Hun havde næsten endnu mere brug for den nu, fordi hun følte sig så sårbar.

[Lucas Selwyn]

Hun så det aldrig sel og det var nok også Veras svageste side og Lucas undede hende sådan at hun en dag mærkede sig selv på den måde som han så hende. Han havde dog stadig stor tiltro til hende. Han nød at betragte hende, og nød hvordan verdenen syntes at svinde ind og kun rumme de to når de var i samme rum.

"Mmh.." hviskede han fraværende imens hans fingre kærtegnede hendes håndryg. "Jeg har sådan manglet dig og savnet dig." Han følte han kunne undskylde overfor hende tusinde af gange og det ville stasig ikke være nok, så i stedet ville han fokuserer udelukkende på hendes behov.

[Vera M. Selwyn]

De små kærtegn på hendes hånd, føltes endnu mere intense efter hun ikke havde set ham så længe. Hendes trang til at føle sig tættere på ham, voksede blot mere og hun sukkede lettere henført mens hendes blik hvilede i hans.
"Samme her." Hviskede hun lettere hæst.
"Hvis du vil, så kan vi gå snart. Jeg behøver ikke at sidde her meget længere, jeg spiste en del til frokost på skolen." Bemærkede hun og bed sig lidt i læben, mens hun så ned. Det var mærkeligt hvordan hun aldrig havde følt sig flov over at have lyst til at være tæt på ham, men nu skammede hun sig over det, måske fordi hun følte sig mere sårbar efter de ikke havde set hinanden så længe, det gjorde hende åbenbart flov.

[Lucas Selwyn]

Et smil voksede sig stort på hans læber over Veras ærlige indrømmelse. Han havde i den grad også lyst til at mærke hende tættere på, men havde ekstra følt behovet for at lade hende søge ham end omvendt. Nu da hun var gravid og sådan.

Stadig en smule opslugt i hendes øjne og de blide kærtegn nikkede han langsomt. Der gik dog ikke længe før det gik op for ham hvad hun egentlig havde sagt. "Jamen så lad os gå." Hogsmeade var desuden fyldt med madsteder så de skulle nok kunne finde noget andet hvis madtrangen skulle vise sig på et senere tidspunkt.

[Vera M. Selwyn]

Vera tøvede ikke, men rejste sig og forlod stedet med Lucas. Hun huskede dog, at tage æsken til øreringene med sig så hun havde et sted at lægge dem bagefter.

Da de endelig nåede værelset, tog Vera hans hånd og trådte tættere på ham for derefter at kysse hans læber. Hun kunne slet ikke være i sig selv over hvor meget hendes hjerte bankede. At mærke ham så tæt på efter så længe gjorde hende lykkelig og uden at tænke over det lod hun sine hænder glide ind under hans skjorte, så hun kunne mærke hans varme hud. De skulle dog stadig være forsigtige, men Vera havde undersøgt nok om det i juleferien til at vide at det var sikkert, der var nogle fordele ved at være mugglerfødt af og til.

[Lucas Selwyn]

Det hele skete så hurtigt at døren knapt nok var lukket og låst før deres kroppe var presset mod hinanden. Lucas' hånd gled om bag hendes nakke og den anden fumlede med at få adgang til op under Veras tøj. Hans åndedræt var allerede tungt og langsomt bakkede han mod dobbeltsengen foran dem.

"Vi har begge for meget tøj på" mumlede han efter han fik sig løsrevet fra kysset som han knapt nok kunne slippe.