På ukendt vand

[Padraig Ogden]

Padraig betragtede Cedrella i et langt øjeblik og fattede knapt hvad hun fortalte ham. "Så hun har tilmeldt dig auktionen? Men den er vel ikke seriøst sat op for at føre nogen sammen?" Han forstod det ikke. Det hele virkede lidt vel gøglet for hans smag.

"Hun kan vel ikke tvinge dig. Du er jo et voksent menneske," konstaterede han, selvom han havde mødt Abbies familie, blandt andre.

[Cedrella Ogden]

Cedrella tog en dyb indånding. Det var i det mindste en trøst at vide, at hun ikke var den eneste, der fandt hele konstellationen tåbelig. "Det kommer vist an på øjnene der ser," konstaterede hun og gned sig over halsen, mens blikket vandrede nervøst op mod scenen. Og hendes mors falkeøjne så alle muligheder.

"Heldigvis kan hun dårligt styre resultatet. Og det er til et godt formål, hører jeg," fortsatte hun og smilede resignerende. "Nogle kampe er nemmere at vinde end andre."

[Padraig Ogden]

Padraig trak en anelse på smilebåndet over hans kollegas meget pragmatiske tilgang til det hele. Men Cedrella var en Yaxley, en fuldblodsheks, og han vidste hvordan de familier var. Så han så blot sympatisk på hende.

"Kampe som den slags gør mig i hvert fald glad for at min familie er knapt så højt på strå," bemærkede han. "Selvom jeg er sikker på der er goder ved det."

[Cedrella Ogden]

Cedrella tog en dyb indånding. "Måske engang," konstaterede hun, selvom det var et mere personligt emne end de måske normalt ville diskutere. Men hun var heller ikke ædru og Padraig var en af de få, som hun rent faktisk fandt det let at tale med.

"Men hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg gerne fri for det hele. Bare det at prøve noget andet..."

[Padraig Ogden]

Padraig kendte følelsen. Han fik mange goder af at være kæreste med en Bancroft, men der var også en høj pris at betale.

“Jeg ved hvad du mener,” svarede han. “Men vi må nok indse vores plads i systemet...”

[Cedrella Ogden]

Cedrella tog en tår mere af sin vin. Den boblede lidt i hendes blod og hun var svagt bevidst om effekten af den, der gjorde hende mere ærlig end ellers. Det var også det, der fik hende til at se tænksom ud og gjorde, at hun bare svarede generisk på Padraigs ord.

"Ved du hvad?" sagde hun i stedet lavmælt. "Det tror jeg faktisk ikke, at jeg har lyst til at blive ved med."

[Padraig Ogden]

Padraig hævede begge bryn lidt over det ærlige og uventede svar. Han blinkede en enkelt gang, før han trak en anelse på smilebåndet.

"Nej? Hvad vil du så gøre?"

[Cedrella Ogden]

Cedrella var helt overrasket selv, men det fik hende også til at smile lidt. Underligt lettet, selvom hun intet andet havde gjort end at sige det højt. "Til at starte med, tror jeg at jeg vil stoppe med at lade min mor tage beslutninger omkring mit liv. Det er vist længe på tide i en alder af otteogtyve," svarede hun, en kende tørt, men også med en lille sitren i den ene mundvig.

Hun tog en dyb indånding og trak så lidt på skulderen. "Men jeg er også glad for mit liv, som det er. På Hogwarts. Det har jeg ikke lyst til at ændre, bare fordi nogen har andre planer."

[Padraig Ogden]

Padraig var helt forbløffet, men kom også til at smile af Cedrellas svar. Det lød... Fornuftigt. Virkelig fornuftigt. Næsten for meget, med tanke på hans generelt ret ufornuftige valg på det sidste. Han tog en dyb indånding og nikkede lidt til kollegaen.

"Du burde ikke ændre dit liv, bare fordi nogen har forventninger til dig," svarede han. "Hvis de virkelig holder af dig, burde de støtte det du gerne vil."

En svag, mental hyletone satte lidt i gang over de konstateringer, men han ignorerede det. Alting handlede ikke om ham.

[Cedrella Ogden]

Et smil blomstrede frem på hendes læber over ordene, der gav resonans i hende. "Præcis," svarede hun blødt, mere end bestemt. Velvidende, at det var en holdning, der kom med visse ofre.

"Det er et frygteligt spild af liv at gå rundt og have dårlig samvittighed over noget, der alligevel gør en ulykkelig, er det ikke?"

[Padraig Ogden]

Padraig blinkede en enkelt gang og følte i det øjeblik, at Cedrella Yaxley kunne se lige igennem ham. Han rynkede panden og nikkede svagt.

“Jo, det er det nok,” svarede han, en smule hæst. “Men hvis man også er ansvarlig for andres lykke, kan ofre blive nødvendige,” indvendte han lavmælt. “Man kan ikke altid jage sin egen glæde.”

[Cedrella Ogden]

Cedrella rynkede brynene lidt over Padraigs tonefald og blikket på ham blev en anelse undrende. Halvt spørgende, men uden at følge op på det. De var jo kun kollegaer...

"Ikke altid, nej," medgav hun. "Men bør det ikke stadig være den grundlæggende følelse? Mere end undtagelsen?"

[Padraig Ogden]

Padraig rynkede panden dybt, før han trak på skuldrene. Det var lidt en ynkelig reaktion og han var ikke stolt af den. Han troede lidt, efter alt der var sket mellem ham og Abigail Bancroft, at de ville have det bedre nu. Men de var tilbage i den samme, dårlige rutine og han havde mere end en gang åbnet skabet for at se på kufferten. Han havde ikke pakket den igen, men ideen var ikke forsvundet. Det kunne han dog ikke så godt sige til Cedrella. I stedet tog han en dyb indånding.

“Vil du danse med mig?”