Andre rammer

[Dominique O'Callaghan]

Muslingehytten var lille, næsten klaustrofobisk. Dominique havde haft det sådan med forældrenes hjem, siden hun var barn, men de sidste par måneder var det kun blevet værre. Gangene og rummene virkede tomme, og snoede sig om hinanden og de knækkede mennesker, der boede der. Som i mysteriedepartementet, hvor der var hundrede døre, men ikke svar bag nogle af dem.

Endnu engang flygtede hun ud på stranden og prøvede ikke at mindes alt det, de havde mistet, men selv vinden syntes at hviske om, hvordan det hele var gledet ud af kontrol, efter MACUSA var landet i England med bæstkontrol, begrænsninger og udemokratiske reformer.

Luften var salt herude og beroligede tankerne lidt. Det var ellers nemt at komme til at tænke på, hvordan Victoire var blevet revet fra dem alle, før Dominique havde nået at forklare, hvorfor hun altid havde været en rædselsfuld søster. Eller hvordan de ikke havde været i stand til at tage hendes krop med derfra. Hun tog en dyb indånding, der smagte af saltvand. Selvom det var et år siden, sneg det sig af og til ind på hende.

En skikkelse lidt derfra fortalte hende, at hun ikke var den eneste, og hun skridtede langsomt op på siden af Teddy Lupin.

“Fryser du ikke?”

En alternativ virkelighed,
Vinteren 2028

[Teddy Lupin]

Der havde været mange forandringer i Teddys liv. På trods af, at han det meste af sin barndom havde boet hos sin mormor, var han alligevel et barn af flere hjem, med skiftende søskende, fætre og kusiner, skiftende voksne og skiftende nabolag. Og det havde været godt.

Senere i livet havde han haft mange interesser i skolen, og derefter forskellige og skiftende jobs, boliger og fritidsinteresser. Og det havde været godt. Selv var han jo også en mand der forandrede sig oftere end de fleste og det var sådan han holdt af at leve. Der skulle gerne ske noget nyt, nogle skift og nogle forandringer, så livet ikke blev for kedeligt.

Der havde dog altid været én konstant i Teddys liv. Et menneske som han havde givet sit hjerte til, og som altid sørgede for, at han landede solidt på jorden igen, når forandringerne blev for meget. Victoire Weasley. Hun havde altid været der. De havde haft hinanden, mens resten af verden måtte bukke under for skiftende årstider og nye regeringer, og sådan havde det altid været.

Indtil det ikke var.

For et år siden var Teddys verden væltet. For et år siden havde han mistet hende. For et år siden blev hans liv forandret, og i mange måneder efter havde det været så ubærligt at han ikke engang kunne forlade sit hjem.

Men tiden gik. Og før eller siden var han blevet nødt til at vende tilbage til livet, selvom det i en periode havde virket nytteløst. Heldigvis var han ikke helt alene. Familien havde virkelig været der for hinanden, og selvom det var hårdt at samles lige netop i dag, var Teddy dukket op. De havde alle sammen brug for hinanden.

Men i løbet af dagen blev det alligevel lidt for meget, at være i muslingehytten. Teddy var ganske distræt listet ud for at trække vejret lidt og han havde ikke opdaget, at han ikke var alene, før Dominique pludselig dukkede op ved siden af ham.

Han så først en anelse overrasket ud, men smilte så lidt og trak på skuldrene inden han så frem for sig igen. ”Det er ikke galt.”

[Dominique O'Callaghan]

Engang havde Dominique holdt sig langt væk fra Teddy og Victoire. Deres lykke havde altid virket til nærmest at håne hende, mens hun havde stået på sidelinjen med sit flossede hjerte i hånden og forsøgt at affinde sig med, at hun aldrig ville finde det samme. Men så var alt blevet forandret.

MACUSA var første skridt. Og nu... Nu havde de vist alle sammen brug for hinanden. Også selvom det var med en helt anden kant af dårlig samvittighed, at hun så på Teddy nu.

"Jeg tog en kop te med ud til dig," annoncerede hun, selvom det vist var temmelig åbenlyst, som hun rakte koppen frem til ham. "Er det... Vil du have selskab?"

[Teddy Lupin]

Han så fra hende og til teen, en smule overrasket, men snart efter smilede han bare taknemmeligt og tog imod koppen. ”Tak, Dom.” Selv nu nåede smilet hans øjne, trods de også var berørt at andre følelser.

”Jeg kom bare ud for lidt frisk luft. Det kan heldigvis sagtens nydes i selskab.” Bemærkede han og prøvede at lyde lidt opmuntrende. Som var det ham der havde fundet hende ude i kulden alene, og ikke omvendt.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde aldrig været en smilende pige. Selv omkring Teddy, hvor hun tidligere havde haft lidt mere grund til at smile, havde hun holdt det tilbage i frygt for, at noget skulle gå i stykker på grund af de forræderiske følelser, der flaksede i hendes indre, når de var sammen.

Det var dog ikke dét, hun tænkte på, da hun med skyggen af et smil rakte ham koppen og nikkede lidt til hans ord. Tavst slog hun sig ned i sandet og lod blikket fare ud over vandet.

"Det virker som evigheder siden, at jeg var her sidst," musede hun. Det havde altid været svært at være i muslingehytten, men efter tabet af søsteren, havde hun undgået det mere end før.

[Teddy Lupin]

Da Teddy trådte ind i det lille strandhus tidligere, havde det føltes som var det i går, at havde været der med Vic. Det var måse derfor han var listet ud. Det hele havde været lidt for meget og lidt for tæt på. Lidt for hårdt.

Alligevel smilede han lidt til Dom, og nikkede enigt. ”Det er det vel også,” musede han og fulgte ellers hendes blik ud over havet. ”Hvordan… Går det ellers godt? Sådan…” Han vendte blikket mod hende igen, ”jeg har vist ikke været så god til at holde kontakt det sidste års tid.” Et beklagende smil fulgte, men blikket var oprigtigt interesserede i hendes svar.

[Dominique O'Callaghan]

Det var et tåbeligt spørgsmål. Hun havde mistet en søster. Men det var lige så dumt, som da hun spurgte, om han var okay. Så hun smilede svagt og rystede på hovedet.

"Det skal du ikke tænke på," forsikrede hun ham og mente det virkelig. "Jeg, uhm... Jeg er kommet ind på en danseskole i Paris. Jeg tager af sted om et par måneder."

Fingrene blev trukket igennem håret, mens hun kiggede ud mod vandet igen. Hun havde altid været den, der løb fra sin familie og nu hendes forældre var begyndt at hele igen, kunne hun vende tilbage til flugten, der havde formet hendes liv.

[Teddy Lupin]

Det virkede underligt at live gik sådan videre uden Vic. Det føltes som om, at alt burde være gået i stå, men her sad de alligevel ved havet og drak te, mens Dom planlagde ture til Paris. Han var selvfølgelig glad på hendes vegne, men det kom alligevel bag på ham at hun sådan tog afsted.

”Paris? Hold da op,” bemærkede han og forsøgte at smile lidt. ”Hvor længe skal du være væk?” Måske han skulle blive bedre til at kontakte hende når hun kom tilbage igen.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde aldrig tøvet med at flygte så langt væk fra sin familie og ansvaret, der fulgte med størrelsen af den. Men nu gav det alligevel en knugende fornemmelse i mellemgulvet, da hun så Teddys smerte, og tanken om at efterlade ham virkede et sekund helt ubærlig.

Hastigt rettede hun blikket ud mod havet.

"Halvandet år," svarede hun og trak benene op under sig, så hun kunne hvile hagen på sine knæ.

[Teddy Lupin]

Brynene skød lidt op, og øjnene blev en anelse større. Halvandet år var lang tid. ”Åh? Hold da op, det var…” Han tøvede lidt, men nikkede så og gjorde sit bedste for at virke støttende.

”Det lyder godt.” Måske var halvandet år væk fra alting bare had Dom havde brug for, og det kunne ingen vel bebrejde hende. ”Det lyder som noget du virkelig vil blive glad for.” Selvom ’glad’ var en underligt relativ ting.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique mindede sig selv om, at det var Teddys ulykke, der talte, og ikke et komplet urealistisk scenarie, hvor han rent faktisk ville savne hendes selskab. Hun tog en dyb indånding og drejede ansigtet mod ham med et smalt smil.

"Du burde besøge mig dér," strøg det alligevel impulsivt fra hende. Forbandet være hende og hendes dumme hjerte, der aldrig lod til at arbejde sammen med overetagen. "Hvis du har lyst, altså."

[Teddy Lupin]

Teddy smilte lidt, ”selvfølgelig.” Han var typen der uanset hvad ikke ville sige nej til at besøge sin familie, om de så flyttede til en ødemark i Sibirien eller slog sig permanent ned på Antarktis.

Måske var det heller ikke nogen dum idé at komme lidt væk fra det hele. Alt derhjemme mindede ham om Vic, og det samme gjorde de steder, som de ellers plejede at komme.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique smilede smalt til ham, selvom hun ikke var helt sikker på, om det var familieforpligtelserne, der drev ham. I sidste ende var hun egoistisk nok til at tage imod det uanset. Tavst lænede hun sig ind mod ham og lod hovedet hvile mod hans skulder.

De sagde farvel dagen efter, og det blev sidste gang, de så hinanden, før Dominique forlod sit lejede værelse for sidste gang. De første måneder i Paris forsvandt i ét stort mylder. Med det nye land, de nye mennesker og det nye job var der rigeligt at forholde sig til, og hun havde knapt bemærket, at der var gået ni måneder, inden hun hun med bankende hjerte kunne tage hen mod visitationspunktet for internationalt rejsende troldmænd og hekse.

Hun spottede hans ansigt med det samme, selv i mængden, og hun tænkte knapt over det, da fødderne af sig selv satte i bevægelse og bragte hende hen til ham. Der var ingen hilsen, i hvert fald ikke i ord. I stedet lod hun sig impulsivt glide ind til et kram.

[Teddy Lupin]

Der var overraskende mange mennesker. Teddy anede ikke, at der kunne være så mange magikere, der rejste til Paris. Men det var selvfølgelig snart weekend, så hvorfor ikke. Han spejdede lidt rundt efter et velkendt ansigt, men lod i øjeblikket sin opmærksomhed blive fanget af en ældre heks, det ene lille træ op ad tasken efter det andet, mens en uniformsklædt ung troldmand så dovent til og noterede et eller andet på et stykke pergament. Besynderligt.

Han nåede kun lige at vende ansigtet igen, før han fik øje på Dominique der var på vej lige imod ham, og han blottede tænderne i et smil samtidig med, at armene brede sig ud for at omfavne hende. Det var bestemt ikke sådan en slags hilsen han havde forventet af Dominique, men det var lige sådan en hilsen han havde allermest lyst til.

”Dom! Halløj,” han smilede og knugede hende nærmest broderligt. ”Godt at se dig!”

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde aldrig været overstrømmende af karakter. Hun var mest komfortabel med en meters afstand til de fleste. Men Paris havde været god ved hende, og hun indså i dét øjeblik, hvor inderligt savnet til Teddy havde været. Hun tog en dyb indånding, der var tyk af hans duft.

“I lige måde,” svarede hun og fik kun modvilligt viklet sig fri af ham igen. Det gik ikke at friste skæbnen, når hun allerede nu mærkede hjertet slå lidt hårdere i brystet.

“Skal vi finde en pejs, så du kan komme af med dine ting?”