Et lillebitte magisk øjeblik

[Sinéad L. Yaxley]

At nytårsfesten hos Avery var overdådig var næppe nogen overraskelse. Selvfølgelig var den det! Sinéad blev næsten hensat til den første gang hun trådte ind i storsalen på Hogwarts, hvor magien havde ramt hende med samme effekt.

Hun havde efterladt sin overkappe og stod derfor kun i sin kjole med et højt glas, hvori den glitrende væske henledte tankerne til nattehimmelens stjerner. Gennemført ned til mindste detalje!

Når hende og Tom blev gift, forstillede hun sig, at deres bryllup skulle være mindst lige så magisk. Uden tvivl. Og bedst som hun stod og tænkte på sin kommende mand, fik hun øje på ham. Det blå jakkesæt klædt ham betydeligt, selvom det ikke ligefrem matchede hendes kjole ret godt. En detalje de virkelig skulle arbejde på, inden næste store begivenhed.

Hendes blik hvilede på ham. Afventende. Før eller siden ville han se op, og få øje på hende. Og hun var sikker på, at han ville komme over og komplimentere hende. Måske sige et lille kys ind mod hendes kind.

Tom Yaxley

[Tom Yaxley]

Tom havde set Sinéad. Og det var også grunden til, at han drejede sig langsomt rundt på hælen og gik i den modsatte retning.

Han vidste ikke præcis hvor meget længere han kunne udskyde konfrontationen, men velvidende at der nu lå en dato for deres fremtidige bryllup, var han ret ivrig efter at bevare så meget frihed som muligt indtil den dag.

Derfor dukkede han da også nakken, sneg sig om bag en gobelin og var relativt sikker på, at han var sluppet forbi.

[Sinéad L. Yaxley]

Hun fortsatte med at betragte ham ud af øjenkrogen. Glædede sig til, at han ville få øje på hende og krydse gulvet.

Men han havde nok ikke set hende, for pludselig gik han.

Sinéad strakte diskret halsen og holdt øje med hvor han var på vej hen, og blev en anelse overrasket, da han pludselig listede sig ind bagen overdådig gobelin, hvor en meget fin vævet herre rykkede forvirret på sig, da nogle rykkede på stoffet han var vævet i.

Sinéad blinkede forvirret et par gange. Men måske havde Tom set hende, og nu inviterede han hende om bag det store vægtæppe? Hun sendte sine omgivelser et blik, inden hun diskret bevægede sig hen over gulvet, og endelig selv stod ved siden af gobelinen. Hjertet sprang et slag over. Det hér var langt mere spændende, end hendes vildeste opgaver på jobbet. Og da ingen kiggede, sneg hun sig også om bag gobelinen.

”Hvad laver du her?” Der var drillende toner i den lyse stemme.

[Tom Yaxley]

Tom frøs til is, da han hørte hendes stemme. Merlin til hest. Hans øjne var store i halvmørket og han overvejede seriøst et øjeblik om han mon ville kunne formå at stikke af. Han så dog for sig, hvordan han potentielt ville vælte ud derfra og skabe en scene, så i stedet blev han stående helt stiv i ansigtet og så på hende.

"Forsøger at komme væk fra dig," svarede han ret simpelt og temmelig uhøfligt.

[Sinéad L. Yaxley]

For et kort øjeblik forsvandt varmen i hendes blik, men hun konkluderede at hendes kommende mand nok alligevel havde nogle fejl og mangler. Hans humor var da i hvert fald lidt tør. Men hun besluttede sig for at drille lidt igen.

”Ked af jeg fandt dig så hurtigt?” Modsat hans kluntede forsøg på at være morsom, var Sinéad bedre til at sende ham et lille smil med joken.

[Tom Yaxley]

Tom grinede ikke og havde intet glimt i øjnene. Han så direkte på den ærlig talt lidt skøre kvinde, som han var forlovet med.

"Ja," svarede han simpelt. "Hvad vil du mig?"

[Sinéad L. Yaxley]

Han var altså virkelig tør i sin humor, og Sinéads smil forsvandt lidt. Men hun gav da ikke op.

”Hold nu op Tom. Jeg driller bare, ikke? Kom med ud igen. Det er fjollet at stå heromme.” Og det gjorde heller ikke underværker for hverken hår eller tøj, selvom der nok skulle udbryde krig, før Sinéads hår ville sidde forkert.

”Med mindre…” Hun rykkede lidt tættere på ham.

[Tom Yaxley]

Tom rykkede væk, da Sinéad rykkede tættere. Merlin, hun fattede bare ikke en afvisning. Han endte med at træde ud fra gobelinen for at komme væk fra hende. Så trak han sin tryllestav og gik så vidt som til at transferere sig til et andet rum.

Det var en fest blandt magikere, han var ikke alene om det, men han håbede dog at det sendte et budskab.

[Sinéad L. Yaxley]

Først kom det bagpå hende, da han pludselig bare forsvandt fra deres lille gemmested. Men det skulle ikke være første gang hendes forlovede spillede kostbar, og selvom det irriterede hende en smule, var det allivel også lidt spændende. Tom var ikke kun flot og velstillet, han var også lidt mystisk og det pirrede hendes nysgerrighed mere nu, end det havde gjort i starten.

Hun søgte rummet for ham. Men han var her ikke.

Timejump

Det var først senere hun igen fik øje på ham, et helt andet sted i Avery residensen. Denne gang ventede hun dog ikke på, at han spottede hende. I stedet kom nærmede hun sig bagfra, og listede stille ind ved siden af ham. ”Fundet,” bemærkede hun kort og lavmeldt, med et sukkersødt smil og blikket en smule skævt.

[Tom Yaxley]

Tom var besk. Han savnede Keeran Appleton og han var ikke interesseret i at være tæt på Sinéad. Der var en grund til, at han havde fortryllet sin lejlighed til at hun ikke ville opsøge den.

Nu var hun dog lige der igen og hans nuværende indtag af vin havde løsnet hans tunge endnu mere.

“Lad mig nu være. Jeg gider ikke spilde min tid på at tale med dig,” hvislede han.

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad blinkede et par gange ved hans ord. En smule forbavset. Før havde han listet rundt bag vægtæpper for at fange hendes opmærksomhed. Drillende, som en anden forelsket teenager. Nu var han bare ubehøvlet. Og måske lidt fuld?

Hendes blik gled diskret hen over ham. Var han vred over, at hun ikke havde fundet ham før? En smule umodent, virkelig. Og det var i øvrigt heller ikke en tone hun ville finde sig i.

”Fint.” Bemærkede hun først kort, men var hurtig til at tilføje ”vi kan snakkes ved når du bliver ædru, Tommy.” Og så vendte hun ellers om på hælen, inden han fik en chance for at svare.

Lukket