Glansbilleder

[Elias Oliver Wood]

Døren blev lukket i, så aftenbrisen ikke længere kunne fylde gangen. Elias følte sig kold nok. Især efter scenariet der havde udspillet sig med Jemima Burke . Han havde det elendigt, men trods han havde bebrejdet boblerne for at han indrømmede det hele, var en del af ham sikker på at han... Havde haft brug for at sige det.

Louis havde sagt noget om at tænke mindre. Lige nu, var det temmelig svært.

Han havde kun nået at sætte sig ned på den smalle bænk, der sikkert blev brugt til at afklæde sig fodtøj, da han spottede glitrende stof gennem halvmørket. Og så var hun der. Pigen som Jem nærmest havde beskrevet som roden til alt ondskab. Og hende han havde lovet sig selv ikke at nærme sig hele aftenen.

Alissa Avery

[Alissa Avery]

Aftenen var gået glidende og huset var efterhånden fyldt med den gode summen af folk, der havde en helt fantastisk aften. Det var dog også nogenlunde selvkørende, så Alissa undskyldte sig fra samtalen, hun havde stået i for at trække noget frisk luft. Blikket søgte selvfølgelig Hamish Buchanan, men da ikke hun kunne se ham nogetsteds, søgte hun i stedet ud mod døren.

Det var første gang, hun så Elias i huset, og selvom hun nok ikke burde, smilede hun helt instinktivt. Det så næsten tilfældigt ud, da hun stillede sig over for ham.

"Du kom."

[Elias Oliver Wood]

Du har først bemærket det nu, tænkte Elias, men holdt ordene lukket godt inde bag lukkede læber. Langsomt nikkede han. Nakken måtte lægges lidt tilbage, nu hvor han sad og hun stod så tæt på. Tæt nok til at han kunne række ud og røre det glitrende materiale fra hendes kjole.

"Huset er proppet. Alle kom," bemærkede han. Noget virkede lidt fjernt i tonen, og inden længe rejste han sig om. "Det er imponerende, Alissa. Hvis du vil undskylde mig..."

[Alissa Avery]

Sidste gang de havde set hinanden, var i spådomslokalet inden ferien og selvfølgelig havde Alissa spottet ham på tværs af Kings Cross station. Da havde alt virket til at være okay mellem dem. Men det krævede intet geni for at regne ud, at det tydeligvis havde forandret sig.

"Nej, det vil jeg ikke," svarede hun og trådte et skridt til den ene side. Brynene var søgt tæt sammen. "Hvad er der?"

[Elias Oliver Wood]

Elias var tvunget til at stoppe op. Det betød dog også, at afstanden mellem ham og sirenen var temmelig minimal, grundet den smalle bevægelse han ellers havde gjort fremad.

"Jeg skulle holde afstand," svarede han, som om det var temmelig ligetil. "Det var aftalen."

[Alissa Avery]

Alissa gjorde intet for at skjule sin skepsis. For hende var det nemlig tåbeligt tydeligt, at det ikke havde noget som helst at gøre med aftalen. Armene blev lagt over kors.

"Vi står jo bare og snakker," pointerede hun defensivt.

[Elias Oliver Wood]

Bare og snakker. Elias var pænt sikker på, at bare at snakke med Alissa, kunne putte mere brænde på de rygtesgløder der åbenbart allerede havde spredt sig. Han tyggede lidt sammen, før blikket søgte hen mod gangen. Bare for at se om nogen potentielt nærmede sig, da han ytrede den næste sætning.

"Jemima... ved det."

[Alissa Avery]

I forvejen havde Alissa svært ved at forestille sig, hvordan nogen kunne modstå hende i dén kjole - især én, der havde kysset med hende over de sidste par uger. Forvirringen blev kun større ved afsløringen, der primært stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor han dog kunne være sur på hende, når han var den, der havde røbet hemmeligheden for hendes fjende.

"Ved hvad?" spurgte hun i et advarende tonefald og det var kun situationens alvor, der fik hende til ikke at knytte en bemærkning om, at det vist ikke var sæsonens mode, Jemima Burke vidste noget om.

[Elias Oliver Wood]

Anføreren var ikke vred på Alissa. Han var nærmere vred på sig selv og over hvorfor han havde bragt sig ind i den her forestilling i første omgang. Det havde været så overbevisende, da han havde set Alissa snakke med sin forlovede. Blinke op til ham, nærmest med beundringsværdigt stjernestøv i øjnene.
Han havde trådt på et venskab grundet fantasi over fornuft.

"Om... os." Det sidste ord var så dæmpet, at det nærmest blev mimet.

"Jeg tænkte at hun burde vide det."

[Alissa Avery]

Alissa åbnede munden for at konstatere, at han tydeligvis ikke havde tænkt, for det var kun tankeløs tåbelighed, der kunne have ført ham til at sige det til Jemima. Læberne fandt sammen igen og hun tog en dyb indånding, så hun ikke risikerede en scene.

"Og hvorfor var det, at du syntes en pige, der altid har været på nakken af mig, som har lagt fisk i min seng og engang fået mit hår til at falde ud, skulle vide det?"

[Elias Oliver Wood]

Anklagerne flød åbenbart frit mellem begge pigerne. Og for Elias - gjorde det kun forvirringen mere betydelig. Brynene rynkede lidt, mens han kæmpede lidt med at finde ord. "Hun sagde ligeså slemme ting om dig, Alissa," bemærkede han, uden at hæve stemmen.

"Men det er underordnet," Han havde ikke lyst til at vælge side. For Jem var hans ven, og Alissa var... Ja, han anede ikke hvad hun var - så beslutningen var nok klar der.

"Hun blev temmelig oprørt, men jeg følte at hun burde vide det. Hun er en... ven trods alt." Han tøvede. For en indrømmelse fra Jemima havde kun gjort forvirringen større.

[Alissa Avery]

Alissa tvivlede ikke et sekund på, at Jemima havde mindst lige så meget slemt at sige om hende. Det var trods alt ikke Burke-tøsen, der førte deres lille strid, hvis man altså spurgte Slytherins ukronede dronning.

"Og så valgte du det for os begge? Ved du, hvad det her kan betyde for mig, Elias?" hvæsede hun lavmælt.

[Elias Oliver Wood]

Konsekvenserne var ikke blevet overvejet så nøje. Tænk mindre. For fanden. Havde han endelig lyttet til kammeraten, eller var der en form for sandhedsserum i boblerne, han havde slugt? Elias spændte kæben temmelig minimalt. Han ønskede ikke at kaste Alissa under natbussen.

"Hun fortæller ikke nogen om det," sagde han, uden at være komplet sikker. "Det kan jo også gå ud over mig, og det vil hun ikke lade ske." Hun var jo vild med ham. Fuck...

[Alissa Avery]

De lyse øjne var ikke andet end smalle sprækker. Behovet for at komme ud og få noget frisk luft var i hvert fald ikke blevet mindre, selvom Alissa for øjeblikket havde glemt alt om det.

"Hvorfor skulle jeg stole på det? På hende? På dig?" krævede hun at få at vide. Hun kunne jo tydeligis ikke stole på nogen af dem.

[Elias Oliver Wood]

"Jeg har aldrig bedt dig om at stole på mig," svarede Elias med en rolig stædighed i stemmen. Bag det, gemte der sig et væld af frustration, men han forsøgte at holde sammen på det hele.

"Du kysser kun på mig, fordi din forlovede ikke går på skolen længere." Han vidste ikke hvor det kom fra. Men noget ved måden han havde set dem snakke sammen på, havde ramt ham.