Strakt tyndt

[Abigail Bancroft]

Abbie havde nok skiftet kjole et dusin gange, bare for at være sikker på, at alt var helt perfekt. Hun kendte flere Averys fra ministeriet og vidste, at flere af højesteretstroldmændene og -heksene ville være der, så det var ikke lejligheden, hvor der var plads til slinger i valsen.

"Er du klar?" Spørgsmålet faldt fra hendes læber, så snart hun trådte ud af soveværelset og før blikket overhovedet var nået til at inspicere ham. I stedet skridtede hun gennem lejligheden og fandt både sko og kappe.

[Abigail Bancroft]

Det var for forholdet og for Padraig, at Abbie havde gjort sig umage og fundet den helt perfekte kjole. For ham, at hun havde sikret sig, at hvert hårstrå sad præcis som det skulle. Det ville være den perfekte aften, blev nødt til at være den perfekte aften. Guderne skulle vide, at de behøvede den.

Allerede da hun trådte ind i stuen igen, blev den dog udfordret. "Du kommer til at krølle, Padraig," konstaterede hun og forsøgte at lyde overbærende, men utålmodigheden skinnede igennem.

[Abigail Bancroft]

Blikket havde endnu ikke fundet hans, men inspicerede hans tøj nøje. Alt blev tålmodigt glattet og fingrene strøg ned over hans brystkasse, da han talte igen. Et lille smil krøb over hendes læber og førte de hasselfarvede øjne op til hans.

Hvor længe siden var det, at de havde stået sådan? Hun huskede det næsten ikke og i det korteste øjeblik var smerten tydelig. Så forsvandt den igen bag smilet, som hendes hånd gled ned over siden på hans hals i et ømt kærtegn.

"Du er det vigtigste for mig, Padraig. Det ved du godt, ikke?"

[Abigail Bancroft]

Det var de færreste detaljer, der gik Abbies opmærksomhed forbi, og hun hæftede sig ved, hvordan han tøvede, inden kærtegnet blev gengældt. Forsikringen gav selvfølgelig en anelse mere ro i sjælen, men fjernede ikke til fulde følelsen af, at han ikke ville være der hos hende.

"Jeg savner også dig," hviskede hun, pludselig bange for, at stemmen ikke ville kunne bære hende. Den knækkede en smule, som hun alligevel lod facaden krakelere det mindste og krøb ind til ham.

[Abigail Bancroft]

“Jeg ville ønske, at vi bare kunne blive hjemme,” indrømmede Abbie, selvom ordene fik skammen til at gnave i hendes indre. Det var ikke den slags, man burde sige. Eller tænke. Festen var en fantastisk mulighed for at netværke.

Hun tog en dyb indånding, der duftede af ham, af varme og af hjem, før hun rettede sig lidt op og klarede halsen.

[Abigail Bancroft]

Smilet var smalt, men ikke desto mindre oprigtigt, da Abbie fandt hans blik med sit igen. Hun nikkede lidt og tog hans hånd, der fik et lille klem.

"Godt," konstaterede hun og slap ham for at udglatte det allerede glatte skørt med hænderne, mens hun så på uret. "Vi burde også komme af sted."

[Abigail Bancroft]

Kysset var uventet, men glattede rynken mellem brynene næsten helt ud, og Abbie tog villigt imod det. Der var ingen som ham, der kunne få hende til at slappe helt af. I hvert fald i de få øjeblikke som nu.

Hun tog en dyb indånding og smilede let op til ham, før hun greb en håndfuld susepulver og trådte ud i Avery-huset.

[Abigail Bancroft]

Abbie stod klar til at tage imod Padraig, da først han trådte ud af pejsen efter hende, og hun gled naturligt ind på hans arm.

"Skinnende," bemærkede hun dæmpet ud for hans øre, mens hun tog de glitrende omgivelser ind.

[Abigail Bancroft]

Abbie blinkede et par gange, før øjnene kunne falde til ro uden at flakke mellem det ene glitrende pynt efter det andet. Hun nikkede lidt og strøg fingrene over hans underarm i et blidt kærtegn.

"Jo," svarede hun og fangede hans blik. "Den perfekte baggrund til vores nytårskys."

[Abigail Bancroft]

Indrømmelsen, ømheden og de overdådige omgivelser efterlod Abbie mildt stemt, og hun smilede overbærende til Padraig. Hun slap endda en munter lyd og gav hans arm et lille klem.

"Se dog ikke så overrasket ud."

[Abigail Bancroft]

I Abbies univers var nytårskys lige så meget en selvfølgelighed, som at ens kæreste selvfølgelig stod klar til at dele de første øjeblikke af det nye år med én. Men det sidste år havde om noget vist hende, at Padraig ikke altid så på partnerskabets forpligtelser med samme selvfølgelighed som hun gjorde.

“Jeg tror, spørgsmålet er hvad. Og svaret dertil må være champagne,” svarede hun og hev ham med sig i retningen af drikkevarerne.

[Abigail Bancroft]

Det var som regelt en god idé at have noget i hånden, mens man gik rundt og tog runderne. Sådan kunne hun også skjule en dyb indånding ved tanken om at skulle tale med rektoren af Hogwarts. Det undrede hende ikke engang, at det selvfølgelig var dér, Padraig ville starte.

"Lad os. Jeg skal jo høre om alt dit fantastiske arbejde på skolen," svarede hun dog mildt. Det var ikke tidspunktet til tunge emner.