Nudget

[Abigail Bancroft]

I Abbies liv skulle alle gerne være fejlfrit, eller som minimum fremstå sådan. Men hun havde også savnet Padraig, og selv aftenens rædselsfulde skjortevalg kunne ikke ødelægge hendes humør, da en af de ældre højesteretshekse bemærkede, hvor fint et par, de udgjorde.

Med et varmt smil om læberne vendte hun derfor tilbage til Padraigs arm, som hun gled helt naturligt ind på. "Vidste du, at vi er et aldeles betagende par?" bemærkede hun ud for hans øre.

[Abigail Bancroft]

Abbie vidste ikke rigtigt, hvor hun stoppede og han begyndte, af og til. De havde været en fælles enhed så længe, at hun bare trak på skuldrene, både fysisk og mentalt.

"Så du mener altså kun, at jeg er betagende, når folk har drukket?" bemærkede hun og tippet hovedet let til den ene side, altid holdende ham på tæerne med et mildt glimt i øjet.

[Abigail Bancroft]

Abbie så sjældent sig selv som fjollet. Derimod så hun sig som en kvinde, der af og til virkelig ønskede, at Padraig var en mand, der besvarede den slags spørgsmål med et kompliment. Men den vedholdne kan overleve selv på krummer, og det var det, hun mindede sig selv om.

"Ja, lad os," svarede hun med et mildt smil og pakkede sine behov og ønsker væk igen.

[Abigail Bancroft]

Det var lidt meget offentlig ømhed, men Abbie kunne godt lide at blive set sådan sammen med Padraig. Hun vinklede sig halvt ind mod ham med en munter lyd.

"Jeg har alle intentiomer om, at vi igen skal gå hjem som uudfordrede mestre," bemærkede hun og strøg fingrene ned over hans revers, sikrede sig, at alt sad helt perfekt.

[Abigail Bancroft]

Bemærkningen efterlod hende med en underlig, uplacerbar trykken i maven og Abbie ventede på elevatoren i tavshed. Først da gitteret gled til side og de trådte ind, tog hun atter luft ind til at forme ord.

"Ja, det gør vi vel."

Gitteret gled i, og for en sikkerheds skyld holdt hun fast, da elevatoren satte i bevægelse med et hårdt ryk.

[Abigail Bancroft]

Smilet var svundet lidt ind, da først gitteret var gledet for, og der ikke længere var den konstante mulighed for, at der kunne være blikke på dem. Abbie vendte ikke blikket mod ham, da han talte.

“Der er selvfølgelig nogle af højesteretstroldmændene- og heksene, som det ville være passende at introducere dig til. Desuden skal vi selvfølgelig have hilst på både Sinéad L. Yaxley og Mallory Slughorn.”

[Abigail Bancroft]

Abbie drejede hovedet og sendte alligevel et lille smil til Padraig. Det kunne godt være, han var lidt distræt og ikke altid var den bedste til at overholde deres aftaler. Men hun tvivlede ikke på, at han altid ville stå ved hendes side, og den ene hånd sneg sig ind i hans.

“Godt,” svarede hun med et glimt i øjet, netop som elevatoren stoppede igen og gitteret gled til siden.

[Abigail Bancroft]

Det var øjeblikke som det, at Abbie levede for, og hun var som fisk i vand, da hun med Padraig ved sin side kunne bevæge sig fra den ene gruppe til den anden. Hun introducerede selvfølgelig sin bedre halvdel, grinede af dårlige jokes og førte høflig sniksnak frem og tilbage, som var der ingen morgendag.

Først ved snak om juleplaner, strammedes hendes hånd lidt om hans på en måde, der ikke var meget kærligt i, men hun sagde ikke noget. I hvert fald ikke før heksen og hendes mand igen var forsvundet i mængden. Smilet forblev om hendes læber, men det nåede ikke længere øjnene, der fandt ham.

“Uafklaret?”

[Abigail Bancroft]

Abbie var næsten ikke overrasket længere. Eller måske var hun, men følelsen var begravet dybt under tanken om, at hun burde have vidst det, burde have forberedt sig på det. Hun rettede blikket væk fra ham igen.

“Så, du besluttede dig for at fortælle mig det til festen?” spurgte hun og kæmpede lidt mere med at holde smilet, hvor det skulle være.

[Abigail Bancroft]

Måske burde Abbie værdsætte sin partners modvilje og manglende evne til at lyve for hende, men lige i det sekundville hun næsten ønske, at han havde gjort det. Hun nikkede langsomt, ikke vanvittigt imponeret af tilbuddet.

“Jeg har aldrig følt mig mere speciel,” svarede hun med et sødmefuldt smil, der ikke helt gjorde op for det ætsende tonefald. Men ikke fem sekunder senere fik de selskab af en højesteretstroldmand og hans hustru, og Abbie skruede igen op for charmen.

[Abigail Bancroft]

Det var sådan, Abbie var opdraget og den verden, hun var vokset op i, hun begik sig i den med en vis naturlighed. Selv da Padraigs arm forsvandt fra hendes ryg, søgte hun hans arm. Ikke fordi hun nærede nogle ønsker om at være tæt på ham, men fordi det var påkrævet.

Sådan kom de gennem aftenen, og hun havde stadig en hånd liggende lidt stift om hans arm, da de sammen forlod Callistus S. Bancroft, som selvfølgelig også ville høre, hvordan alt gik. Flere af gæsterne, især de ældre og nogle af parrene, var gået, og de havde flere gange konstateret, at det var ved at blive sent, så hun satte tavst mod pejsene.

[Abigail Bancroft]

Abbie havde heller ikke drukket nævneværdigt, selvom det nok havde været ganske fint med noget til at tage den værste kant. Hun sagde intet, men tog blot en håndfuld susepulver og trådte ind i pejsen. Øjeblikket senere forsvandt hun i grønne flammer, og kunne træde ud i deres stue ikke længe efter.

Skoene stillede hun lige ved siden af pejsen, før hun stillede dem ud på plads, netop som Padraig gjorde hende selskab

[Abigail Bancroft]

Uden at værdige ham et blik, skridtede Abbie forbi Padraig og ind i soveværelset, hvor hun gik i gang med at knappe kjolen op. Fingrene var rolige, selvom stormen rasede i hendes indre.

“Hvad er der at tale om?” spurgte hun frakoblet. “Du skal fejre jul på slottet.”

[Abigail Bancroft]

Løfterne virkede tomme og ordene mere tirrende end lindrende. Abbie vendte sig halvt mod ham igen, så hun kunne møde hans blik. Halvdelen af rummet var mellem dem igen, og det virkede næsten som en større afstand end den fra London til Hogwarts.

“Det eneste, jeg hører, er at du igen sætter mig og os i anden række,” pointerede hun og forsøgte at bevare roen, men stemmen skælvede let og fingrene var faldet fra knapperne, så kjolen nu hang løst om hendes skuldre.

[Abigail Bancroft]

Kæbemusklen spillede advarende under den lyse hud, som Abbie kneb øjnene lidt sammen. Det blev alt sammen fremstillet som om det var noget, han udelukkende gjort for hendes skyld. Som om hun var den eneste, der egentlig ville have ham der.

“Så derfor skal jeg ikke kunne fejre jul med hele min familie? Eller det vil du måske ikke være?” spurgte hun og lød langt mere såret, end hun havde håbet. “Er det sådan et liv, du vil byde mig? Hvor du aldrig helt vil være her?”