Der' noget i luften

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad havde faktisk glædet sig til julefesten i år. De andre år havde været fine nok, og hun plejede at hygge sig med sine kollegaer og nogle veninder i andre afdelinger, men så var det heller ikke vildere.

Det var bare noget andet i år. Hun var forlovet nu, og julefesten var i princippet det første officielle event, hvor hun kunne få lov at spankulere rundt med ham, så alle kunne se dem! Hun følte sig næsten som en teenager igen ved tanken, og kunne næsten ikke komme igennem julefrokosten i hendes egen afdeling hurtigt nok, trods god mad og vådt til ganen. Bevares, det var da hyggeligt nok. Men da folk endelig begyndte at drysse mod kantinen, var hun bestemt ikke en af dem der blev tilbage.

I en elegant dybgrøn kjole trådte hun ind i kantineområdet. Hendes hår var sat op i en stram men tilpas festlig frisure, og pyntet med en lille kristtjørn. Hun hilste høfligt på et par ældre troldmænd fra en anden afdeling medet lille nik, kun fordi de var vigtige, inden hun søgte rummet for sin forlovede.

Da hun fik øje på ham, var hun hurtig til at fange sig et glas inden hun bevægede sig over til ham. ”Tom Yaxley ,” hilste hun og blinkede lidt med vipperne.

[Tom Yaxley]

Tom havde hverken tilbudt at hente Sinéad eller tænkt sig at skulle tilbringe hele aftenen med hende. Til gengæld havde han fået læst og påskrevet derhjemme omkring sine forpligtelser som en god forlovet efter at visse rygter om deres relation havde nået hans mors ører. Det passede ham dårligt, men han var ingen idiot og han anstrengte sig derfor nøje, da hun kom op til ham. Et lettere stift smil trak op i hans mundvige og han nikkede høfligt til hende.

"Miss Sykes. En fornøjelse at se dig igen," løj han. Det vidste hun formentlig, men han gjorde et lidt større nummer ud af skuespillet denne gang.

[Sinéad L. Yaxley]

Han smilede til hende. Det var alligevel noget nyt, trods stivheden og den efterfølgende udmelding, der umiskendeligt var en løgn. Ikke desto mindre, fangede det hende off-guard, og hendes slanke bryn rykkede en anelse op.

”I like måde,” svarede hun nok mere ærligt mens hun studerede ham nysgerrigt med øjnene. ”Jeg håber frokosten i din afdeling var lige så fornøjelig som min?” Prøvede hun konverserende.

[Tom Yaxley]

Tom havde forventet mere ækel, sukkersød snak, som han ville få svært ved at håndtere. I stedet svarede hun ham helt som et normalt menneske og et øjeblik røg hans ene bryn en smule op, før han fik det ned igen og nikkede en enkelt gang.

"Den var udmærket," konstaterede han. "Utrolig store mængder af æggesnaps, i forhold til hvor ringe en drik det er."

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad slap en let latter og nikkede. Måske var det æggesnapsen der havde fået hendes forlovede til at virke mindre fjendtlig? I så fald var det måske ikke den ringeste drik der fandtes.

”Det bliver heldigvis også kun serveret én gang om året.” Bemærkede hun alligevel enigt, og tog selv en tår vin. ”Til næste år har vi glemt hvordan det smager og så stiller vi det frem igen.”

[Tom Yaxley]

Tom nikkede let. "En glimrende metafor for meget andet i livet," konkluderede han, uden at uddybe præcis hvad han mente det var en metafor for.

"Jeg håber du har det godt?"

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad ventede nysgerrigt på, at han ville forklare hvad han mente det var en metafor for, men i stedet blev hun bare stillet et nyt spørgsmål. Hun blinkede et par gange. Det var ikke et spørgsmål hun havde regnet med, at hun ville stille. Måske havde hun dømt ham lidt for hurtigt? Eller var det den førnævnte æggesnaps der spillede ind?

”Jo. Ganske udmærket. Tak.” Det søde smil fandt vej ind over hendes læber, ”og du?”

[Tom Yaxley]

Nu var det sukkersøde tilbage og Tom følte sig fristet til at kaste op. Han reagerede i stedet vældig engelsk med at nikke let, uden nogen anden dybere respons end "glimrende."

Det var hvad man fik for at blive kvalm. Måske var det en mere effektiv adfærdskontrol end ærlighed.

[Sinéad L. Yaxley]

Nok var han flot og nok var hun lykkelig over, ikke at være blevet forlovet med en olding, men Tom Yaxley havde altså også en lidt mystisk og knapt så tiltalende side. Det ene øjeblik var han charmerende og spurgte ind til hende, og det næste øjeblik smækkede han endnu en dør i hovedet på hende. Sådan føltes det i hvert fald, og det huede hende ikke.

Men mon ikke det ville gå over? Det satsede hun på, og lod som om, at tavsheden mellem dem var meningen, da hun tog en tår af sin vin, inden hun snoede en arm ind for at blive kædet sammen med hans. ”Introducér mig til nogle af dine kollegaer, ikke?” Befalede hun i et sukkersødt og feminint tonefald.

[Tom Yaxley]

Tom lod sig gerne rive rundt i manegen af Keeran Appleton, men det var noget andet med Sinéad. Hende havde han ikke nær den samme tålmodighed med og hans smil var stramt ved hendes ord.

“Nej,” svarede han. “På et senere tidspunkt.” Han rankede sig. “Lige nu har jeg dig jo for mig selv ,tilføjede han ironisk.

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad ville gerne ud og vise deres forlovelse frem. Og selvom der var noget smigrende i hans ord om at ville have hende for sig selv, så var der alligevel noget ved hans tone som ikke rigtig understregede det.

”Okay. På et senere tidspunkt, så.” Gentog hun, og trak armen til sig igen. ”Men måske før folk ligger og sover over toiletterne, eller er listet afsted med deres sekretærer.” Der var vidst allerede et par stykker der var gået til den under frokosten, og det var aldrig rigtig helt til at gennemskue, hvor længe folk kunne blive ved.

[Tom Yaxley]

Tom mente en anden dag. Han undlod dog at rette Sinéad og nøjedes med at sende hende et afmålt smil.

“For nu, vil jeg besøge faciliteterne,” konstaterede han. “Miss Sykes.”

Han nikkede let i hilsen. Det var mest en undskyldning for at slippe af med hende. Det var intet tilfælde, at han ikke fandt hende, da han vendte tilbage en stund senere. Jo længere han kunne trække det hele jo bedre.

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad nikkede kort tilbage og fulgte sin forlovede med øjnene, til hun ikke længere kunne se ham. Tilfreds med, at samtalen indtil nu egentlig var gået ganske godt, kunne hun ikke helt lade være med at smile, mens hun ventede på, at han ville komme tilbage.

Men minutterne passerede. Og snart var der gået et godt kvarter eller en halv time. Det virkede til, at han enten måtte være faldet i, eller at han ikke havde tænkt sig at vende tilbage. Hvilket efterlod den ellers elegante unge kvinde med en lidt stram maske og et hint af betuttet barnlig fornærmelse.

Hun bundede det sidste af sin vin, efter at have sippet til den et utalt af gange, inden hun satte kursen mod bordet med den famøse æggesnaps og andre mere tiltalende drikkevare. Heldigvis stødte hun på et par kollegaer kort efter opfyldningen, som hun faldt lidt i snak med, selvom tankerne stadig kredsede om Tom Yaxley og hans tarvelige forsvindingsnummer.

Hele to gange troede hun, at hun fik øje på ham. Men den ene gang var vedkommende væk, hurtigere end hun rigtigt kunne nå at identificere ham, og den anden var, ved nærmere eftersyn, helt bestemt ikke hendes flotte forlovede.

Men så fik hun endelig øje på ham, og undskyldte sig fra sine kollegaer inden hun rettede kursen lige imod ham. ”Mr. Yaxley!” Hurtigt var hun henne og i færd med at lægge en arm i hans, med et påtaget smil der gemte på fornærmelsen over, at han var forsvundet tidligere.

[Tom Yaxley]

Tom havde haft det en hel del mere strålende uden Sinéad. Flirtet overfladisk med kollegaer, lidt mindre overfladisk med en nyansat juniorassistent og generelt holdt en afslappet, julefestlig tone. Han havde endda, i mangel på at kunne tage Keeran Appleton med hjem, lagt fundamentet til at tage juniorassistenten med sig i stedet. Et lille plaster på såret. Pludselig dukkede den sødmefyldte irer dog i stedet op og han måtte forfalske et smil til hende, imens han forsøgte diskret at få sin arm fri.

“Miss Sykes. Du fanger mig desværre på et dårligt tidspunkt. Jeg var netop på vej hjem. En stor skam.”

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad løftede et bryn, men slap ikke hans arm, selvom han rykkede på den. Hun holdt ikke som sådan fast, men flettede bare armen rundt om hans, som om de kærtegnede hinanden med de atypiske armbevægelser.

”Hjem? Allerede? Du er vel ikke blevet dårlig, Tom?” Et bekymret blik søgte hans øjne, selvom det mest af alt var lidt påtaget.