Mugglerpjok

[Lucas Nigellus Selwyn]

Lachlan McKenna

Et blankpoleret vejlederemblem sad fastgjort på den sorte, gulvlange kappe til fuld skue for at indikere den magre Slytherinknægts autoritet. Et af skoleårets første morgenmåltider var veloverstået, små som store elever med fyldte favne, pilende ind og ud mellem hinanden for at nå til dagens første lektioner. Han havde længe vænnet sig til ansvaret, der fulgte med vejlederstatusen, de smalle falkeøjne glidende årvågent rundt i Indgangshallen for at sikre, at alle makkede ret. De låste sig fast på en rødhåret dreng med manglende slips. Det var ikke første gang. Thirlby kom fra en mugglerfamilie, og det afspejlede sig åbenlyst i den kroniske forfjamskethed. Pjokkets intellekt og hukommelse syntes ikke-eksisterende. At nogen mente, han hørte hjemme på Hogwarts, var næsten komisk.
“Thirlby,” kaldte han skarpt, som han marcherede hen til staklen, der var fanget i rovdyrets kløer. Det fregnede ansigt udpenslede frygt, men det rørte ham ikke. Lucas Selwyn var alt andet end blød.
“Jeg ser ikke dit slips. Fem point fra Slytherin. Hvad er undskyldningen i dag?” Drengen var stille, skammede sig tydeligt over at have begået endnu en fejl, trods selv Lucas vidste, det ikke blev gjort bevidst.
“Hvad venter du på? Ned på sovesalen. Ser jeg dig uden slips igen, ryger du tilbage til din mor. Du er tydeligvis ikke egnet til Hogwarts.” Tonefaldet var skarpt, belærende. Der var ingen hjælp at hente i vejlederens stålsatte ansigtsudtryk. Bortvisning var naturligvis ikke noget, han havde nogen rådighed over, men han vidste, pjokket ikke anede råd, og han udnyttede det skamløst. Magtruset præsenterede sig for fristende.

[Deleted]

Lachlan var netop kommet ind på slottet efter sin morgentræning og var mere eller mindre på vej direkte op i Ravenclaw-tårnet for at skifte, da han pludselig så Lucas stå og irettesætte en ung dreng - igen. Den drævende stemme fik det til at sitre i Lachlans hud og han næsten dirrede, da han nærmede sig de to.

Han hørte de sidste par ord, som Lucas skød af sted og han måtte lægge bånd på sig selv for at ikke at blive fysisk med vejlederen. "Så hold dog mund, Selwyn. Han har jo bare glemt sit slips - det er ikke jordens undergang!" Drengen så op på ham med blanke øjne og Lachlan smilede beroligende. "Han kan ikke sende dig hjem."

[Lucas Nigellus Selwyn]

Førend pjokket kunne nå at tage benene på nakken, fik han uventet assistance fra Ravenclaws Quidditchkaptajn. Lucas forbandede ham langt væk. Han havde erfaret, at den blonde ørn havde en slem vane med at blande sig i ting, der ikke vedkom ham.
“Bliv i din egen boldgade, McKenna,” advarede han, skænkede ham kun et kortvarigt, varslende blik, inden han sendte Thirlby på vej, førhen Mckenna kunne forbarme sig yderligere. Vejlederanliggende kom ikke ham ved, akkurat som Quidditch ikke vedkom Lucas. Det var typisk mugglerpjok at rotte sig sammen. Først da skiftede falkeblikket bytte.
“Femte årgang,” slyngede han ligegyldigt ud, blikket borende sig ind i den andens for at etablere magtbalancen.
“Du burde være på vej til time. Det ville være en skam at dumpe sine U.G.L.’er.”

[Deleted]

Den lille slytherin stak af så hurtigt, som hans ben kunne bære ham og Lachlan så efter ham med uretfærdigheden brændende i kroppen over, at han skulle føle sådan, fordi et fuldblodsfjols ikke kunne styre sit ego. 'Som de aldrig kan,' tænkte han ved sig selv og vendte igen front mod slangen foran sig.

Lucas forsøgte at nedstirre ham med ét af de blikke, som tydeligt viste, hvor råden han var indeni. De to drenge var så godt som lige høje og Lachlan trådte et skridt frem, så han kom helt op i ansigtet på den anden dreng. Vejleder eller ej, Lachlan var hverken bange for ham eller respekterede ham. "Måske du hellere skulle fokusere på dine egne studier? Og lade dine ækelheder gå ud over mindre anstændige folk."