Skovtur under tunge skyer

[Malcolm Edgecombe]

Beltane-forårsfesten

Athena Blackwood

Malcolm var bekymret for, at han var gået for vidt. Bedst som han glattede en beskeden pressefold i den petroleumsblå vest, og rettede overflødigt på den snorlige butterfly, mistede han tilliden til, at han gjorde det rigtige. Nu var det ikke længere sikkert, at Athena ville bifalde hans gestus. Det kunne meget vel være, at det hele var ligeså absurd som at han nørklede med sin allerede fuldendte ekvipering i et af De Tre Kostes krystalklare vinduer.

Den indadvendte professor var ikke i tvivl om, at hans tidligere veninde ville værdsætte det benarbejde, han havde gjort. Hun var et følsomt gemyt, der let blev påvirket; oftest af henrykkelse, men på det seneste mest af vemod. Han havde besluttet sig for at lette deres tungsind med lys og luft, bogstaveligt talt: han havde forberedt en overdådig picnickurv, og at samtlige af kroens ansatte havde slået pjalterne sammen for at få hende i en yndig kjole, og få hende til at arbejde til den populære Beltane-fest.

Han trådte indenfor i den fuldstuvede beværtning. Idet han fik øje på Athena, spadserede han op til baren.

[Athena Blackwood]

De sidste par uger havde været rædselsfulde. Direkte forfærdelige, hvis man spurgte Athena, som over en længere periode havde søgt tilflugt i sin lille lejlighed ovenpå De Tre Koste, når ikke hun arbejdede. – I Anledning af forårsfesten havde et par af kropigerne dog insisteret nådesløst på at hun måtte vise sig selv lidt frem som den gode værtinde nede i baren og de havde således lokket hende i en hvid kjole med blonder, blot for ligeledes at have pyntet hendes hår med små nydelige blomster. – Noget den stilfulde Athena med sikkerhed aldrig ville have ladet sig pynte med, havde det ikke været bare en smule for festlighedernes skyld. Solen skinnede udenfor, vejret var lunt og ikke mindst, var der godt gang i forretningen, hvilket glædede kromutteren der for en gangs skyld, var i glimrende humør. – Dette altså lige indtil at hun ud af øjenkrogen spottede netop den eneste, hvis selskab hun ikke var sikker på at hun ønskede. Øjnene flakkede, som viskestykket hun havde i hænderne blev lagt på disken og i et forsøg på at gemme sig en smule og forhåbentlig undgå den rødhårede Professor, forsøgte hun lidt galant at sno sig omkring baren og over i kroen ved det lille bord, hvor hendes blok med reservationer også lå. – Noget hun gav sig til at fumle lidt med, i et ynkeligt forsøg på at se travl ud. Nej…Tale med Malcolm, var hun ikke sikker på at hun ville, efter det uheldige udfald, deres sidste møde havde haft. Forhåbentlig kom han ikke for at besøge hende af ren og skær medlidenhed…Ak og ve, hvis han gjorde. Jage ham på porten kunne hun vel sagtens gøre nok engang, selvom det ikke var med hendes gode vilje.

[Malcolm Edgecombe]

Som Malcolm fik skabt passage gennem det overvældende fremmøde og nåede frem til bardisken, vendte Athena sig og gik over i den modsatte ende, til det lille bord hvor personalet holdt sig ajour med bestillingerne. Professoren betragtede hende eftertænksomt, imens han skubbede brillerne tilbage på næsen.

Der herskede ingen tvivl om, at Athena aktivt havde lagt afstand mellem dem. Det bebrejdede Malcolm hende overhovedet ikke. Hun var trods alt den af dem, som havde reelle hjertesorger, og som havde tabt ansigt. Alligevel syntes professoren, at hendes afmarch virkede tøvende, og nervøs. Han var ganske vist aldrig blevet afvist af en kvinde før, men han gik ud fra, at man ligesom med sit eget køn omgående vidste, når man var afsindigt uønsket.

Han nærmede sig bordet med et interesseret smil. "Godeftermiddag, Athena. Er det i dagens anledning, at du er iført den nydelige kjole?" Interessen, herunder hans blik, blev påfaldende ofte ved at lande på sommerkjolen.

[Athena Blackwood]

Det var en tydeligt betuttet Athena der stod og forsøgte at fordybe sig i en tom side i reservationsbogen. De blå øjne var køligt slået ned, som et par af de røde lokker afskærmede hende fra direkte øjenkontakt med barndomsvennen lige med det første. En smule nervøst rømmede hun sig, som hun rettede en smule på kanten at blondekjolens udskæring og ganske let, bed hun sig i underlæben, før blikket atter hævede sig og hun efter en dyb indånding hævede hovedet, for at se sin barndomsven i øjnene. Fortsat, måtte det dog være tydeligt at se, at hjertesorgerne hos hende var ulidelige og at ydmygelsen ligeledes stak dybt. ”Mhmm…Men ikke for din skyld.” Brummede hun køligt, før hun klappede reservationsbogen sammen og hun atter rankede sig og trådte et skridt nærmere Malcolm. ”Du ville måske noget?” Spurgte hun en smule bistert.

[Malcolm Edgecombe]

Malcolm vidste, at efter omstændighederne var det hovmodigt at hævde, at det var hjerteskærende at Athena ignorerede ham. Der fandtes et utal af erosneutrale synonymer for at være så fortrydelig og bedrøvet, som han var blevet af at være ude af stand til at gengælde hendes overvældende forelskelse.

Hvilket de begge tolkede som ensbetydende med, at professoren ikke længere havde evnerne til at fortsætte deres enestående venskab. Alligevel syntes hjerteskærende at være det eneste ord, der nøjagtigt beskrev Malcolms kvaler. Forgæves spejdede han efter hendes blik, der sigende forblev i sikkerhed bag de udslåede, røde lokker.

Det gjorde fysisk ondt at se hende såret, og noget i hans overkrop vred sig afskyeligt, som et lidende dyr ville gøre det. Efterhånden så Athena på ham, tydeligt betænkelig ved at udsætte sig selv for mere pine og ydmygelse. 

Hendes stramtandede adfærd gjorde Malcolm målløs. Som forbløffelsen lagde sig, smilede han ydmygt og rettede optimistisk på sin ekvipering. "Jo, såmænd. Jeg kom for at invitere dig ud på en picnic," forklarede han tålmodigt.  

[Athena Blackwood]

Hvis Athena havde været overrasket over at se Malcolm i første ombæring, var det intet til sammenligning med den overraskelse der nu fyldte hende fra top til tå. Overraskelse og ikke mindst foragt over at han syntes at kunne stå der og tillade sig at være fræk som en slagterhund, nu velvidende om, hvad hun havde af følelser for ham. – Var hendes følelser virkelig så lidt værd for ham? Fandt han det virkelig nødvendigt at sparke sådan til hende, når hun allerede lå ned? Brynene rynkede sig, som kromutteren smed sit viskestykke fra sig på disken og med de kølige blå øjne hvilende på ham, greb hun en smule om kanten på disken, som hun trådte yderligere et skridt frem. ”Picnic?!” Tonen var tydeligt overrasket og læben dirrede nu nærmest i arrigskab, som hun næsten følte trang til at puffe til ham. – Noget hun dog kæmpede en brav kamp mod sig selv for ikke at gøre. Det var ikke et niveau, hun ønskede at synke ned på. ”Du syntes ikke det er en smule frækt at komme anspadserende på den måde? Nok holder jeg af dig, Malcolm, men der må grænsen gå…Situationsfornemmelse ejer du tydeligvis ikke i øjeblikket.”