Kriblen i fingerspidserne [S]

[Kala Patil-Fawley]

Med et brændende ønske om at hive pokalen hjem til Slytherin dette år, havde Kala bestilt banerne fra seks til ni den morgen. Ikke, at hun var et vanvittigt morgenmenneske, men det havde en skudefuld kaffe ændret på og hun havde da også været særligt intens den første time efter det.

En omgang træning og et seriøst tiltrængt bad senere, kunne hun dog langt om længe sætte ned mod troldmandsbyen til en aftale, hun havde set frem til med længsel og det kriblede helt ud i fingerspidserne, da hun trådte ind på vildsvinet.

William Knight var, forventeligt, forsinket, men det gjorde hende ikke noget. Det var kun en fin mulighed for at bestille drikkevarer, før hun fandt den bedste og mørkeste krog til dem.

Hosgmeadeweekend, november

[William Knight]

Susepulveret blev børstet af kappen. Kappen der, selvfølgelig, bar præg af at han ikke hængte den godt op efter brug, men nærmere smed den på soveværelsegulvet i forældrenes hjem, når han kom udmattet hjem fra oplæringen. Paradoksalt, var det teorien der demotiverede ham mest, men det var ikke engang grundet praktiske forpligtelser at han kom for sent. Nej. Han var bare Liam Knight. Frygteligt forsinket.

De mørke øjne spejdede rundt i den ligeledes mørke kro, før han endelig spottede hende. Smilet blev bredere, som han åbnede kappen og slyngede den over stolryggen overfor hende.

"Man skulle tro at du gemte dig." I sandhed var det ham selv der havde forslået den skumle kro. "Kom her." Han havde ikke set hende i to måneder. Det var to måneder for længe.

[Kala Patil-Fawley]

Kala var sunket ned på sin plads, halvt skjult bag et sportsmagasin, der havde en dybdegående artikel om exceptionelle målmænd gennem tiden, da skridtene stoppede foran hendes plads og en kappe faldt over stoleryggen på stolen over for hende.

Hun var allerede oppe, før han nåede til sit punktum, og hun tøvede ikke et øjeblik med at søge direkte ind i hans favn. "Shit, jeg har savnet dig," mumlede hun mod hans brystkasse.

[William Knight]

Armene lagde sig tungt omkring hende. Han klemte nok også lidt for hårdt, for at fragmentere sentimentaltieten lidt. "I lige måde, babe." Ordet faldt naturligt over hans læber, selvom det i en længere periode, var blevet stoppet i processen.

"En varm ingefærøl, eller ildwhiskey?" spurgte han dernæst, som et brat emneskift. Han havde savnet hende mere end han kunne forklare, men ønskede ikke at trække stemningen nedad. Det havde været hårdt. Især i skyggen af alt der var sket for nogle måneder siden.

[Kala Patil-Fawley]

Babe. Der var en tryghed i, at kaldenavnet var tilbage mellem dem og Kala klemte lidt tættere om sin bedste ven. Det var næsten ved at blive for meget og hun skyndte sig at trække sig fra ham igen med et skævt smil. Reddet. Men det var på et hængende hår. Næsen nev også lidt.

"Jeg har bare købt os øl," svarede hun og gestikulerede mod bordet, hvor der allerede stod to krus fremme. Et af dem, hvor der tydeligt var blevet drukket af, både på indholdet og det buttede læbeaftryk på kanten.

[William Knight]

En forvirret rynke fandt vej mellem de mørke bryn, før han kiggede mod bordet. Okay... Han havde været så fokuseret på Kala, at han havde overset de skummende øl, blandt de mørke skygger der foldede sig over bordet. Følelsen af savn slog åbenbart ikke glæden ved gensyn.

"Damn. Genialt." Smilet var bredt, som han dumpede ned på stolen. "Nu skal jeg jo indhente dig... Fuck. Hvor har jeg savnet vildsvindets øl..." Den smagte krydret. Ikke at han ønskede at vide ingredienslisten.

[Kala Patil-Fawley]

Kala smilede bredt og kunne ret godt lide at være genial i Liams bog. Det holdt ved, mens hun tog plads igen og fejede lidt af det mørke hår bag øret, så det strittede under vægten.

"Så vildsvinets øl får et savner og jeg får i lige måde?" drillede hun med et spillende blik og trak sit krus hen til sig.

[William Knight]

Liams overlæbe havde allerede antaget sig et strøg af skum, da Kalas ord ramte øregangene. Venstre mundvige bevægede sig opad i et ikke-helt-undskyldende smil.

"Det var dig jeg tog turen herhen for at se."

[Kala Patil-Fawley]

Blikket faldt uvægerligt lidt til skummet over Liams overlæbe og Kala måtte hive det op til hans mørke øje igen. Hun var sikkert bare tyk bag ørerne, konkluderede hun og tog en tår.

"Og det ville du ikke sige kun for at behage mit ego, ville du, baby?" spurgte hun med et glimt i øjnene og mundvige, der igen dirrede opad, mens hun satte kruset fra sig igen.

[William Knight]

Det var først da fornemmelsen kildede mod overlæben, at Liam trak trøjeærmet hen over læberne. Absolut charmerende. Men han behøvede vel ikke imponere Kala. Hun kendte ham.

"Nej da." Ordene var sandfærdige, men blev betrukket med en blød klang, der bar noget drilagtigt. Han slugte endnu en tår. "Medmindre du har behov for, at egoet skal pudses lidt. Hvis skolen er hård ved dig, altså." Blikket undersøgte hendes. Han håbede at eleverne var blevet mindre svinske.

[Kala Patil-Fawley]

Kala rystede på hovedet. "Na, det er fint. Holdet er godt. Ikke så mange af de røvhuller, Constantin Montague render med," svarede hun med et skævt smil og plantede albuen i bordet, så hun kunne hvile hagen på håndroden.

"Det eneste, der mangler, er egentlig dig. Så ville livet være perfekt lige nu."

[William Knight]

Liam fnøs lidt ved nævnelsen af navnet. Nok havde han selv rent blod i årene, men han rendte ikke rundt og flagrede med privilegierens kæmpemæssige sølvske oppe i røven.

De næste ord varmerede dog mere end øllen, som blev holdt mellem hans hænder. Og heldigvis for det. Forlegenhed klædte ham ikke, mente han. Det gjorde fingrende rastløse, ligesom var tilfældet med nervøsitet.

"Jeg er her nu." Bemærkede han åbenlyst. "Du skal bare overleve næste semester."

[Kala Patil-Fawley]

Kala smilede skævt. "Bare rolig. Du slipper ikke for mig så nemt," forsikrede hun ham og sendte ham et luftkys over øllen, før hun tog en tår mere.

"Hvordan går det i ministeriet?" Det lød helt underligt. "Ting, vi siger nu," tilføjede hun med et grin.

[William Knight]

Det lød mindst ligeså underligt for Liam, og derfor trak han en grimasse. Pegefingeren trommede blødt på kruset, før han trak skuldrene op mod ørene og lod dem sænke sig igen.

"Oplæringen er meget teoretisk, hvilket sucks." Bemærkede han. "Men det er nødvendigt, for at jeg kan blive badass. Right?" Han havde et meget idealistisk syn på jobbet.

[Kala Patil-Fawley]

Kala slap et grin, men trak da også på skuldrene. "Ingen anelse," svarede hun ærligt. Hun havde intet kendskab til hans afdeling. Eller ministeriet, for den sags skyld.

"Men det lyder til at give mening. Selvom jeg ved, du er mere til learning by doing." Hun blinkede indforstået til ham.