Bens bro

[Benedict McLaggen]

Alt var noget værre lort og Ben havde tilkaldt forstærkninger. De bestod af øl og William Knight. Gallagher var fandme hele tiden ude at rejse og ikke meget bevendt, når man havde hjertesorger. Så nu sad han i sofaen overfor sin gode ven fra Hogwarts med den første øl knappet op og vrængede med en mine, som en, der ikke var komfortabel med kraftige følelser.

"... Så nu vil hun ikke have, at jeg flytter ind, fordi hun måske engang ud i en eller anden fjern fremtid gerne vil have babyer og jeg nok ikke vil. Er det ikke vanvittigt?"

[William Knight]

Øllen blev drejet lidt mellem hænderne, mens han ledte efter noget klogt at sige. Nogle gode råd. Liam var dog hverken belønnet med rådgivningsevner, eller metoder til altid at finde de bedste ord, der kunne appellere til hvad andre gerne ville høre. Den skidte kommunikation havde gravet utallige huller under hans fødder, før i tiden. Samtidig vidste han, hvor tiltrængt det kunne være at lufte ens bekymringer.

Selvom det her bestemt ikke var en situation, han havde nemt ved at sætte sig ind i. "Tjoh. Det lyder urimeligt." bemærkede han. Panden rynkede lidt. "Er hun skruk nu, eller hvad?"

[Benedict McLaggen]

Ben fnøs. Ja, det var fandme urimeligt. Sådan ekstremt. Og det var desuden nemmere at være vred end at have ondt i hjertet. For det havde han selvfølgelig ikke. Han var jo en McLaggen-mand.

"Nej," svarede han, men tøvede så alligevel et øjeblik. "Det tror jeg ikke. Det virker ikke sådan. Men hun har brug for at tænke over vores fremtid. Det er bare pigesprog for at slå op, ikke?"

[William Knight]

Liam havde oplevet fragmenter af samme bekymring. Han huskede hvor skræmmende fremtidssnakken havde været med Gillian. Profession, bopæl og børn, var emner der alle var blevet berørt, og scenarierne havde virkelig vist ham, at han havde bidt over mere end han kunne tygge.

"Tro mig, mate," begyndte han. "Kunne jeg begå mig i pigesprog, havde tingene nok set langt anderledes ud for mig i dag." Alting han havde sagt, var ofte blevet mødt med skuffelse.

"Hun leder nok bare efter...." Han tænkte så det bragede. "En forsikring."

[Benedict McLaggen]

Ben fnøs let, men nikkede også og havde ondt af Liam. Han havde bare mere ondt af sig selv.

“Forsikring,” gentog han. “Ja... Hun vil forsikres om at jeg vil have børn. Men det vil jeg ikke, mate. Jeg ville sgu da være en forfærdelig far. Og jeg har ikke lyst.”

[William Knight]

Liam tyggede lidt sammen, mens han forsøgte at placere sig i vennens sko. Selvom de nok var større end hans. Og langt mere problematiske, nu hvor han ikke havde snævre bånd om sig længere.

"Så er den sgu ikke længere." Lød det, som var det snusfornuftigt. "Og hun er helt urokkelig, eller hvad?"

[Benedict McLaggen]

Ben ville ønske, at det ikke passede. At den var længere. Han kunne ikke længere forestille sig sit liv uden June Chang-Masters. Han havde ikke lyst til det. Blikket var en smule fjernt, som han trak på skuldrene og tog en tår mere af flasken med øl.

"Hun har ikke besluttet sig endnu," konstaterede han. "Men jeg så hendes ansigtsudtryk. Det betød noget for hende."

Han åndede tungt ud. "Jeg ved fandeme ikke hvad jeg skal gøre uden kvindemennesket, Liam."

[William Knight]

Hvis voksenlivet gemte på mere af den slags, ville Liam melde sig ud. Han havde fået en smag af presset der kunne følge, ved at binde livet tæt på en andens, men Ben snakkede om at skabe... liv. Det var alvorligt, og derfor ville han bestemt ikke råde vennen til at bøje nakken udelukkende omkring det her.

"Det kan være at du skifter mening en dag. Eller at hun gør." Rationaliserede han. "Hvis ikke hun vil have børn nu, kan hun vel heller ikke forvente at du skal kende alle svarene nu."

[Benedict McLaggen]

Det var en god tanke. En fornuftig en. Ben nikkede langsomt til Liam og rynkede panden.

“Nej, klart. Og hun kan heller ikke bare smide alting væk på grund af måske’er på den måde. Vi kunne jo dø i morgen. Eller måske kan hun slet ikke få børn. Så er det jo ligemeget.”

[William Knight]

Liam kløede sig kortvarig over kinden, før han trak gættende på skuldrene.

"Fuldstændig. Og hvis hun heller ikke kan,-" Han forsøgte at huske frasen som Ben havde brugt før, "-leve uden dig, så er det måske vigtigere, end at leve uden et barn som ikke engang eksisterer."

[Benedict McLaggen]

Ben brummede lidt. Han var ret sikker på at June kunne leve uden ham, men han vidste ikke rigtig hvad han skulle stille op alene. Han tog en tår mere og sank lidt sammen i sofaen.

“Det er noget lort,” konstaterede han. “Alt det her med kvinder. Man burde blive homo.”

[William Knight]

Liam blev stille. Han var vel tom for ord, hvilket som sådan ikke var noget nyt. Pillende lidt ved øllen, rømmede han sig endelig. "Jeg er selvfølgelig beæret, men..."

Smilet brød frem i det næste sekund, for at indikere at han jokede.

"Mate. Var der ikke en chance, havde hun nok slået op med dig."

[Benedict McLaggen]

Ben brummede lidt. Måske havde Liam ret. Han følte sig dig ikke sikker og tog en solid tår mere, før han var klar til et emneskift.

“Hvordan går det med dig og damerne? Får du lagt dem ned på stribe?”

[William Knight]

Liam fulgte kammeratens eksempel og slugte en tår øl. Det var en solid måde at skubbe tavsheden og tankestrømmen væk på, indtil samtalen ændrede fokus. Det skæve smil om hans læber, indikerede dog at han ikke lige havde forventet at søgelyset skulle skinne på ham.

"Jeg tager sgu en pause fra det der," svarede han. 

"Damer... komplicerer tingene."

[Benedict McLaggen]

Ben hævede begge bryn over Liams svar og klemte snart efter øjnene lidt sammen.

“Kun hvis man bliver kærester med dem, pointerede han snusfornuftigt. En pæn ung mand som dig burde da godt kunne dyppe pennen i et par blækhuse, uden at behøve at købe dem. Du er vel ikke i cølibat, mate?”