Høje tanker & lange blikke

[Amira Zahiri]

Amira havde ikke set sin bror i et stykke tid. Hun anede faktisk ikke hvor han befandt sig. Hun havde sine tanker med lod det ligge til spekulationerne. Hun var iført et par stramme jeans og en løst siddende hvid bluse hvor man tydeligt kunne ane den multifarvede bh med tegneseriestriber. De lange fletninger svang sig om hendes ansigt og alkohollen flød gennem hendes åre.

Pupillerne var store og det føltes som om hun gik på luft. Hun havde en enkelt øl i hånden som hun vandrede gennem folkemængden. Krøllerne var genkendelige. Hun greb fat om Camilles arm og lo let.
"Der var du!" sagde hun i et bredt smil og omfavnede veninden. Hun duftede godt; krammet varede dog ikke alt for længe, kun nok til at det igen gav et stik i brystet hos hende.

Til Camille Zabini

[Camille Zabini]

Camille havde ikke været med til en fest udenfor skolen før og det var en lille smule overvældende. Selve det at hun var blevet inviteret var dog en god hjælp, vant som hun var til at blive dømt på grund af sine forældres navn. Alligevel holdt hun sig lidt i baggrunden, uinteresseret i at blive drukket stangberuset af en eller anden syvendeårselev, hvor hun stod nu og prøvede at få viltre, undslupne krøller til at sidde fast i den opsatte frisure igen.

Da en hånd lukkede sig om hendes arm, blev hun først forskrækket, før hun indså hvem det var og et bredt smil trak hendes læber op. “Amira,” sagde hun lettet og gengældte helhjertet krammet. Da hun trak sig tilbage, lod hun sin hånd blive i venindens - som så ofte før. “Jeg troede, at du havde forladt mig her!”

[Amira Zahiri]

Amira kunne ikke prale af at havde været til alverdens fester, hun kunne tælle dem på en hånd. Men hun bekymrede sig ikke, de fleste gange handlede det om at hun havde prioriterede andre ting til fordel for druk. Særligt var hun opsat på at klare sig godt, det var Alfa Omega.

"Årh hold op med det" kom det fra hende som Amira daskede veninden over hånden. "Dine krøller er fine" sagde hun og nikkede. Hun så rundt, det var ikke en krog med alverdens mennesker som Camille havde fundet. "Man skulle næsten tro du forsøgte at gemme dig" bemærkede hun og prikkede veninden i siden.

"Jeg skulle lige sørge for at Kieran ikke væltede over sine egne fødder" sagde hun og lo let.

[Camille Zabini]

"Hey," udbrød hun halvfornærmet, da Amira slog til hendes hånd, men accepterede alligevel venindens ord og lod være med at forsøge at stable flere krøller op. "Jeg prøver ikke at gemme mig - men som du selv siger, så vælter folk over sine fødder og jeg havde ikke noget behov for at blive tacklet," konstaterede hun snusfornuftigt, men stærkt efterfulgt af en halvkvalt lyd, som hun vred sig væk fra Amiras finger.

"Men jeg er glad for, at du ikke havde glemt alt om mig," tilføjede hun, mens de grønne øjne gled ud over mængden i en afslørende søgen. En hånd glattede det sorte kjolestof let. "Har du set Nathaniel i aften...?"

[Amira Zahiri]

Amira var næsten altid i et strålende humør når hun var sammen med veninden. Hun følte nærmest at hun kunne klare hele verdenen når den blev for træls. Spidserne af de mange fletninger blev røde da Camilles blik lod til at vandre og at hun søgte en anden.

"Goyle? Hvad vil du dog med ham?" kom det anelse tørt fra Amira som himlede med øjnene. Magen til idiot skulle man lede længe efter. Det gjorde ondt helt ind i brystet når Camille talte om ham, og andre drenge. Selv var hun udmærket klar over at netop det køn ikke interesserede hende nær så meget som veninden netop gjorde. Den sved også igen at blive bekræftet i at Camille stadig sukkede efter Nathaniel Goyle.

"Men nej. Jeg aner ikke hvor han er. Måske hygger han sig med Beatrix eller en af de andre mundhuggere" Amira selv var mugglerfødt, og havde været under presset fra pigerne fra det grønne kollegie. Værst var at de gemte sig i alle farverne. Hun vred sine hænder. Fletningerne trak sig op til hendes skuldre og den sorte varme farve falmede.

[Camille Zabini]

Camille var opvokset i et meget andet univers end Amira. Hun havde ikke den samme, naturlige forsvarsmekanisme over for magikere fra konservative familier - fordi hun selv var fra en. Hun lærte, men til gengæld var hendes familie også kommet med Goylefamilien siden hun var barn og hendes betagelse af Nathaniel syntes at være vedvarende. Det fortalte hun i hvert fald sig selv, at den var.

"Han er bare..." sukkede hun og grinede så let, mens kinderne blev varme. "Ja, du ved." Hun så mod Amira og bemærkede den lille forandring i venindens udseende. Øjenbrynene trak sig sammen. "Hvad er der galt?"

[Amira Zahiri]

Amira forsøgte inderligt at modstå trangen til at himle med sine øjne. Det var simpelthen for klamt. En ting var at hun selv overhovedet ikke fandt Nathaniel tiltrækkende, noget andet var at hun ikke brød sig om hans person, og det var hende en gåde hvorfor at veninden kunne. Så meget anderledes kunne han da ikke være som barn. "Mørk og mystisk, og helt fantastik?" sagde Amira og skar igen en grimasse.

"Jeg kan bare ikke lide ham, og jeg forstår stadig ikke hvorfor du bliver ved med at løbe efter ham som en hund i løbetid. For fanden Cam." hun sukkede frustreret. - Det var den eneste hun ikke gad at snakke om, Camillies længere varende crush og en stopklods for den udvikling Amira så gerne så hos dem.

[Camille Zabini]

"Det er bare..." nåede hun at begynde, før Amiras irriterede udbrud stoppede hende. Det var ikke første gang de havde den diskussion og Camille sukkede frustreret. "Jeg ved godt, at du ikke forstår det - men jeg kan jo ikke ligefrem gøre for det!" konstaterede hun og slog ud med den frie arm. Måske havde hun fået lidt mere at drikke end hun burde, taget i betragtning at hun ikke rigtigt havde gjort det før.

Fornærmelsen boblede i hende, primært over Amiras måde at omtale hende som en hund i løbetid. "Det er ikke min skyld, at du af en eller anden grund aldrig er forelsket i nogen."

[Amira Zahiri]

Amira havde svært ved at magte alle de forskellige følelser der regerede rundt inde i hende. Hvilket var tydeligt at se, da hendes hår ikke kunne bestemme sig for hverken frisure eller hårfarve. De brune øjne var fesnet på veninden, nærmest som var hun blevet forrådt.

Hun stivnede ved ordnerne. Nu herskede kun én følelse. "Det er da kun fordi du er for inkompetent til at se det!" hendes underlæbe dirrede men hun holdte tårerne tilbage. Selvom Amira var empatisk så var hun ikke kendt for at græde, slet ikke hvor andre kunne se det. "Måske skulle du bare finde Nathaniel."

[Camille Zabini]

Camille fik en lille impuls til at træde et skridt tilbage over det blik Amira sendte hende, men hun modstod lige akkurat. Hvis ikke hun selv havde været rasende, så ville hun måske have bidt nærmere mærke i ordene - og hvad veninden implicit sagde med dem. For nu så hun dog selv rødt og hun tog et skridt væk.

"Fint. Så gør jeg det," svarede hun vredt og slog ud med armene - en bevægelse, som fik flere af krøllerne til at løsrive sig igen. "Så er jeg da i det mindste i selskab, hvor ingen ser ned på mig," hvæsede hun og gjorde skarpt om på hælen. Hendes egne øjne brændte, mens Amiras ord gav genklang for hende. Inkompetent. En hund i løbetid. Det gjorde mere ondt end hun ville indrømme.

I sidste ende ledte hun aldrig efter Nathaniel. Hun skulle bare væk fra Amira.

[Amira Zahiri]

Amira var mundlam. Hun havde opbrugt hele sin taletid overfor Camille. Der var umuligt noget hun kunne sige nu der ikke var værre end de ord der allerede var spildt. End ikke en forsoning kunne hun komme frem til; for sådan var hun ikke når først hun var oprevet. Flammerne stod nærmest ud af det knaldrøde hår. "Du ved ikke hvordan det er at blive set ned på!" råbte Amira efter veninden.

Hun nærmest måtte mase sig forbi en gruppe af elever for at komme ud af huset. Hun havde slet ikke lyst til at være der mere. Amira endte til sidst med at tage hjem tidligere end beregnet. Hun kunne slet ikke klare så meget modstand fra Camille, ikke nu.

Lukket