En spøgefuldhed

[Kieron Jarlath Morgaine]

Det havde naturligvis været en fuldstændig uskyldig idé. Ja, faktisk nærmest en af de der spøgefulde slags. Den, man fnes lidt over, inden den rigtig fik lov til at forlade læberne men som man så sandelig sørgede for at tæmme og tæske til ugenkendelighed forinden.

Kieron Morgaine smilede derfor heller ikke – eller, det vil sige, det gjorde han, men det var en sådan smil, der ikke rigtig var andet end djævelsk. Som var alt han manglede blot djævlehorn, hvilket heller ikke var langt fra sandheden.
Eller måske skarpe ulvetænder, som han havde kredset om den smukke Adelaide Wildsmith for blot et øjeblik. Han havde – og med ganske stor fornøjelse, hvis han selv skulle sige det og det skulle han jo, nu hvor ingen anden spurgte ham – betragtet den unge Algernon McLaggen forsøge sig med den kønne professor og fejle så ganske vederstyggeligt. Det var blandt derfor, at han var skridtet hen til hende, med det der smil om læberne, og grinet lidt, som han sagde: ”De er så sandelig populær i aften!”

[Adelaide Wildsmith]

For en lille stund stod Adelaide for sig selv, som Malcolm for en kort bemærkning havde efterladt hende til sig selv. Ganske let, nippede hun til sit glas med bobler, som hun rettede kjoleskørtet på sin store kjole ud og med et lille smil på læben, lod hun blikket glide op imod sin kollega, som hun mødte kollegaen Kieron Morgaine’s blik. ”Mhmm..” En vag brummen forlod hende, som hun tog glasset fra læberne, sank den boblende væske og derefter stod og lod blikket glide ud over de unge dansende i storsalen. ”Det må man vist sige…Om end jeg må indrømme at jeg ikke er synderligt begejstret for den type opmærksomhed fra de unge mennesker..” Klukkede hun.

[Kieron Jarlath Morgaine]

Kieron smilede bredt og underholdt, hvorefter han selv stak sit eget glas op til de buttede læber. I grunden mere for at dække for det flabede grin, der truede med at bryde ud, end fordi han ønskede sig en tår af den boblende væske.

"Det er nu fordi, at De er ufattelig yndig at se på!", proklamerede Kieron, for hvis han selv skulle sige det, var han overmådelig charmerende selv. "Hvordan har De dog båret Dem ad med det flotte kostume?"

[Adelaide Wildsmith]

Det var ikke meget Adelaide kendte til Kieron endnu, om end de begge var blevet ansat dette skoleår. Lejlighederne for at snakke med de forskellige professorer var få, hvis ikke man netop sad ved siden af hinanden ved højbordet og idet Adelaide af og til også tilbragte tid hjemme på herregården med sin husbond, var tiden på Hogwarts også en smule mere begrænset. De blå øjne flakkede henover den lidt ældre professor, som han smigrede hende, men minen forblev atter lettere seriøs, før de blå øjne gled ned over den tyrkise kjole. ”Kreativitet, et stort klædeskab og en husbond med en fyldt tegnebog.” Bemærkede hun lidt tørt.

[Kieron Jarlath Morgaine]

Kieron anlagde en mine, der forsøgte sig som imponerende, men som aldrig rigtig lykkes. Han smilede dog stadig – det der store, ukuelige smil, der aldrig rigtig ville forlade hans læber, selv når han blev mødt af modstand.
”Det er jo aldrig helt dårligt, at have sådan en. En fyldt tegnebog, mener jeg”, svarede Kieron under særlig meget slinger i valsen, før han vrikkede med de buskede øjenbryn af heksen.

”De er netop også blevet ansat, ikke sandt?”

[Adelaide Wildsmith]

Adelaide lod i tavshed fortsat blikket hvile en smule fremfor sig. Hun var ikke god til det med nye bekendtskaber….Ikke altid i hvert fald. Hæflig forblev hun dog, som hun var opdraget godt og endnu engang, nippede hun lidt til sine bobler, før hun atter rettede sin opmærksomhed imod den lidt ældre troldmand. ”Jo. Får De nydt festlighederne Professor Morgaine?” Forsøgte hun en smule, blot for ikke at virke uhøflig eller alt for kølig.

[Kieron Jarlath Morgaine]

Kieron selv bemærkede aldrig heksens ubehag. Selv fandt han hele situationen umådelig fornøjelig og det var jo trods alt det vigtigste.

"Bestemt. Det er nu ganske morsomt at betragte ungdommen gøre kur til hinanden, synes De ikke?", spurgte han med djævelske gnister i hans blik. "De er lige dele forlegne og arrogante i deres fremgang - hah! Det er nu underholdende!"

[Adelaide Wildsmith]

”Ih, jo.” Adelaide mumlede det lettere afmålt, som hun nippede lidt til sin drink og i tavshed blev hun stående, om end de blå øjne alligevel nærstuderede den anden professor med diskretion. Tonen var alvorlig, men dog også lettere kølig, som han lod til at gøre grin med eleverne. ”De er måske en bedre kurmager selv?” Spurgte hun, tydeligt retorisk.