Efterspil

[Henrietta Fletcher]

Rabbie Fletcher

Henrietta var vågnet på Skt. Mungos efter Aleksander Karkaroff havde bragt hende dertil. Der gik lidt tid, før hun huskede, hvad der var sket og det druknede snart igen, som helbrederne tog sig af benet, der var blevet slemt forbrændt af en besværgelse. På et eller andet tidspunkt i det forløb mistede hun bevidstheden igen og sov længe, før lyden af stemmer på afstand så småt bragte hende tilbage til virkeligheden.

Hun glippede med øjnene, netop som forhænget blev trukket til side og et velkendt ansigt kom til syne for hendes lidt slørede blik. Instinktivt smilede hun mat og da hun talte, var det med en hæs stemme.

"Rabbie."

[Rabbie Fletcher]

Rabbie var fuldkommen ligbleg i ansigtet, da han så Henrietta, men han styrtede gennem rummet og stoppede først, da han praktisk talt sad på sengen og kunne tage hendes puls, så tæt han var på.

Han fandt ingen ord. Da han talte med helbrederen havde han fået en venlig forsikring om at barnet også var okay og han vidste ikke hvordan han skulle være i sig selv. Først og fremmest tjekkede han af uvisse årsager om hendes pande var varm.

[Henrietta Fletcher]

Henriettas mave trak sig lidt sammen over udtrykket på Rabbies ansigt, som nær kunne have fået hende til at glemme, at det var hende der lå i en hospitalsseng og ikke omvendt. Hun fulgte ham med blikket og smilede fortsat svagt, da en hånd lagde sig mod hendes pande.

"Jeg har det fint," forsikrede hun, selvom stemmen var lidt ru og lukkede en hånd blidt om hans håndled. "Virkelig."

[Rabbie Fletcher]

Rabbie tog en dyb indånding og kærtegnede Henriettas kind, som hans udtryk bevægede sig fra småpanisk til ømt og hans blik flakkede ned til hendes endnu flade mave.

“Du er okay,” gentog han lavt. “Merlin, Mary og Bride. I er okay.”

[Henrietta Fletcher]

Det var en lidt underlig formulering, men Henrietta studsede ikke nærmere over den, end at han nok snakkede om de andre aurorer også. Hun var ikke så optaget af det.

I stedet klemte hun hans hånd, som smilet falmede lidt. "Ikke takket været din ven, Teddy Lupin."

[Rabbie Fletcher]

Rabbie så forvirret ud over det nye indspark. Han skulle lige til at sige hvad han havde fået at vide, da Hen nævnte Teddy.

“Hvad mener du? Var han involveret?”

[Henrietta Fletcher]

Henrietta fnøs, ikke uden foragt. "Han var en del af den flok, der prøvede på at kidnappe en ung, amerikansk pige og angreb mig, da de blev opdaget i det," svarede hun køligt. Hvad end lille respekt hun havde haft for Lupin var i hvert fald væk nu.

Anspændtheden fik det til at dunke lidt i benet og hun skar en lille grimasse, før hun tog en dyb indånding. "Så det kan man vist godt sige."

[Rabbie Fletcher]

Rabbie spærrede øjnene op og lige præcis i det øjeblik vidste han, at han kunne finde på at slå ihjel. Hvis Teddy Lupin havde været i rummet og chancen bød sig, ville han være død.

“Hvor er han nu?”

[Henrietta Fletcher]

Henrietta fandt sig lidt målløs over det udtryk, der strøg over Rabbies ansigt. Det var ulig noget, hun havde set før og noget ved det var en anelse intimiderende. Af samme grund lukkede hun hånden lidt strammere om hans.

"Så vidt jeg ved, stak han af. Jeg ved ikke, hvor han tog hen."

[Rabbie Fletcher]

Rabbie tog en dyb indånding og forsøgte at fortælle sig selv, at aurorer uden tvivl ville være på jagt efter den lille væsel af en mand. At Aleksander Karkaroff om ikke andre ville klynge ham op. Hans hjerteslag var dog hastigt og farven forblev i hans ansigt en stund endnu, som Henrietta holdt ham fast og han da også blev siddende. Til sidst blev det nyheden, der fik ham til at skifte fokus.

"Hen," sagde han alvorligt. "Jeg ved det. Helbrederen har lige sagt det." Han nikkede let imod hendes mave.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta rynkede uforstående på brynene, men fik straks en nervøs fornemmelse i kroppen. Var hun kommet yderligere til skade, uden at de havde sagt det?

"Hvad snakker du om?"

[Rabbie Fletcher]

Rabbie var sikker på, at Henrietta ville have vidst det. Gemt på det lidt, ventet for at kunne fortælle ham det på et godt tidspunkt, gået og været nervøs. I stedet var han nu brat konfronteret med at skulle være den, der kom med budskabet. Han blinkede og Teddy Lupin var ærlig talt glemt. Til gengæld var hans hjerne fuld af grød og hans følelser helt udenpå tøjet på en ny måde.

Han blinkede en enkelt gang, da øjnene sved. "Hen," mumlede han blødt og strøg tommelfingeren over hendes. "Du er gravid."

[Henrietta Fletcher]

Henrietta spærrede øjnene helt op og i flere sekunder så hun bare på ham. Så fnøs hun endelig.

"Hvad? Selvfølgelig er jeg ikke det."

[Rabbie Fletcher]

Rabbie kunne have forestillet sig en del forskellige reaktioner. Den hun kom med var ikke en af dem. Han hævede begge bryn lidt over fornægtelsen, før han rømmede sig en smule og klemte om hendes hånd.

"Jo, Henrietta," svarede han lidt mere bestemt og mindre som om han var ved at gå op i limningen (men det var han stadig). "Helbrederen siger, at du kun er et par uger henne og det er meget nyt endnu."

[Henrietta Fletcher]

Henrietta blinkede langsomt og ugleagtigt, som hun prøvede at forstå hvad Rabbie stod og sagde til hende. Langsomt sank det ind og da hun talte, var stemmen svag.

"Men det ville jeg da... Vide."