Engang for længe siden [S]

[Maeve Appleton]

10. september, 2025

Der var temmelig stille på Den Utætte Kedel i det lille, mørke hjørne, hvor Maeve sad og ventede på Aleksander Karkaroff . Hun ville gerne mødes med ham på åbne steder, men han var gift og hun burde slet ikke mødes med ham, selv hvis han ikke havde været optaget af en anden og det hele var en beskidt affære.

Alligevel var hun der, klædt i en lille, lyseblå kjole, der passede til sensommervarmen. Hun fumlede med sit glas med cider og sad og så på døren med en nervøs energi.

[Aleksander Karkaroff]

Han burde have været vendt hjem allerede inden han trådte ind på svinet for at drikke sin daglige fyraftens øl. Han burde have tænkt sig endnu mere om da han tager nummer to. Da han rejser fra kaminen burde han have sagt sin adresse, men i stedet bliver han fragtet til Den utætte kedel. Alle signalerne var der, og Aleksander vidste godt at Katherine sad der hjemme og ventede ham. Til trods for at hans kone med sikkerhed allerede var klar over hvad klokken havde slået, fik han hende altid til at se naiv ud når han forsøgte at glatte problemerne ud. Problemer, dem havde der været en del af på det sidste og som altid drunkede Aleksander dem i for mange øl og for mange kvinder. - Eller det ville sige nok rettere én særlig kvinde syntes at tage mere af hans tid.

Hvor meget han end forsøgte, og sagde til sig selv at det var sidste gang, søgte de alligevel gang på gang hinandens favn. Det var for sent at kalde det uforpligtede og for sjov. Nej alvoren lurede under overfladen. Aleksander havde aldrig rigtig været særlig stor fan af Maeves behov for at mødes på den her måde; der var for mange mennesker og han hadet opmærksomhed.

Det tog ham ikke længe at spotte de mørke lokker i det bagerste hjørne. Han tog sig dog tid til at hilse på dem han kendte, og bestille en øl i baren, for ikke at virke alt for desperat. Til sidst nærmede han sig hende og satte sig på den ledige stol ved hendes side.

[Maeve Appleton]

Maeve nægtede at mødes på et hotel med Aleksander. Det var for meget af en kliché. For beskidt, på en eller anden måde. Selvfølgelig var det alligevel sådan et sted de endte før eller siden. Et hotelværelse, et værelse på Den Utætte Kedel, et par gange et kontor i ministeriet. Det var ikke glamourøst, men det var vanedannende. Hendes blik fulgte ham vågent og intenst fra det øjeblik han trådte ind af døren og da han først satte sig ved siden af hende, gik der ikke mange øjeblikke før hendes ene hånd lå på hans lår på en meget familiær måde.

"Aleksander," hilste hun blødt. Hun elskede at udtale hans navn. "Jeg har savnet dig."

[Aleksander Karkaroff]

Aleksanders blanke blå øjne syntes at være det eneste sårbare ved måden han så ud på. Den ene hånd lå om kruset med øl, og da han mærkede hendes slanke fingre mod sit lår, kunne han ikke holde sig fra at lade sin frie hånd vandre hen over hendes. Blidt klemte han om hendes hånd og drejede hovedet så han kunne se på hende. Skimte. Han kunne stadigvæk ikke overgive sig så meget til det åbne sted, at han kunne give hende så meget.

Lige meget hvor de mødtes med hinanden, ville folk fortælle videre hvad de så. De fleste gange kunne han skræmme dem så meget at de stak halen mellem benene. Til trods for hvor meget han ikke ønskede at være den mand, ønskede han langt fra at Katherine skulle såres mere, blot fordi han ikke kunne lade være.

"Jeg har tænkt på dig" erkendte ham, og følte sig allerede skyldig i sin forbrydelse.

[Maeve Appleton]

Maeve var forelsket og for hende var Aleksander dejlig, selvom han var en utro mand, der var alt for gammel til at have en affære med en på atten. Hun smilede over hans svar og lod sin hånd glide lidt længere op på hans lår.

“Jeg har tænkt på hvad jeg kunne gøre for dig,” hviskede hun lavt ind imod hans øre. “Nogen gange hvis jeg ser dig i ministeriet har jeg lyst til at hive dig med ind i et kosteskab.”

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander rykkede let på sig. Han kunne mærke hvordan han krop reagerede på hendes berøring og hendes ord. Han løftede sit glas op til munden og tog en slurk af sin øl. Han var på det punkt naiv nok til at tro at de havde bare minimum dækkelse over hvad de havde gang i.

En lav brummen forlod ham, og et skævt smil kunne anes bag vildmandsskægget. "Måske vi skulle gøre det til en realitet." bemærkede Aleksander der nu også selv lod sin hånd finde vej til midten af hendes skød.

[Maeve Appleton]

Mae var begejstret for hvordan hun kunne påvirke Aleksander og hendes øjne blev store, som hans hånd gled ret indiskret ned. Hun fugtede sine læber og spejlede ham med sin egen hånd og et skævt smil.

“Mmh. Eller på mit skrivebord...?” Hun kuplede sin hånd og hendes tænder var lidt synlige i en lidt smånaiv iver.

[Aleksander Karkaroff]

Der var grænser for hvor meget de kunne tillade sig, og det var endda til trods for at de sad nogenlunde skjult i hjørnet af kroen. Men spændingen ved det bragte også et eller andet op i Aleksander, en rus han ikke før troede at han havde brug for.

Endnu en lav brummen skød op, og tænderne blev blottet i noget der mest af alt kunne beskrives som et halvt grynt, og et halvt smil. "Mmh. Jeg ville tage dig så hårdt hen over det skrivebord.." Iveren i hans stemme var nem at spore, selvom han forsøgte at gemme den under de hviskede ord.

Lysten afspejlede sig også i den grad i det bevægelser han gjorde med sine fingre. Han kunne mærke hvordan kjolen gled længere og længere op, og fristelsen af den bare hud og den varme midte blev snart for stor for ham.

[Maeve Appleton]

Mae grinede lavt og lænede sig helt indtil Aleksander, så hun kunne snige et kys på hans hals og slippe en dæmpet, kælen lyd. Han havde ikke været hendes første, men hun var blevet mere frigjort og voksen med ham. Noget ved at det var så forbudt satte hende fri og hun pillede allerede ved ham udenpå bukserne.

“Jeg har brug for dig, Aleksander,” klagede hun sig dæmpet. “Kan du ikke leje et pænt værelse til os? Måske et med et skrivebord...?”

[Aleksander Karkaroff]

En del lyde blev kvalt i et forsøg på ikke at henkaste sig selv til Maeves berøring. I stedet klarede han halsen en smule og sendte hende et skævt smil. "Jeg tror det bedste du kan få på kedlen er et højt skab, eller en vindueskarm" bemærkede han.

Han trak roligt sin hånd til sig og satte sig for at ville drikke sin øl færdig før han rejste sig. Måske også for at vinde sig selv noget tid til at slå en smule koldt vand i blodet.

[Maeve Appleton]

Mae trak ikke sin hånd til sig. Hun kærtegnede Aleksander gennem stoffet på hans bukser en lille stund endnu. Først da hun var sikker på at han havde hejst flaget for hende, trak hun hånden væk og glattede sit skørt lidt ned.

Hun svarede ikke straks på hans konstatering, men tog en tår af sin cider. “Så. Du vil tilbage til kontoret...?”

[Aleksander Karkaroff]

Noget ved hendes ord fik Aleksander til at trække en smule på smilebåndet. Han var i sidste ende ligeglad med hvor de endte med at være, bare de var alene. Men det betød ikke at tanken ikke var indbydende.

"Der vil kun være rengøringsdamer og tosser der arbejder sent tilbage." Lød det nu fra Aleksander der så småt var begyndt og overveje om det var det de skulle. Snige sig ind og finde et ledigt kontor.

[Maeve Appleton]

Mae havde løftet sin cider, selvom hun var rigeligt beruset på forelskelse og begær. Hun smilede katteagtigt og tog en tår af kruset.

"Jeg ved ikke om jeg kan være stille nok, til at ingen undrer sig," pointerede hun med et glimt i øjet. "Og Mr. Bancroft arbejder tit sent, men vi kan jo kigge forbi min afdeling til en start..."

Det var besværligt med Callistus S. Bancroft, som heller ikke ligefrem var den bedste overordnede man kunne tænke sig.

[Aleksander Karkaroff]

"Nej, det har du nu aldrig været god til.." kom det fra Aleksander der igen ikke kunne lad være med at sende hende et lille smil. "Til en start.." han brummede fornøjeligt og nikkede derefter inden han rejste sig.

"Skal vi?" spurgte han i stedet. Det var ved at være så sent at ingen ville bemærke dem i mørket når de først nået frem til ministeriet.

[Maeve Appleton]

Maeve grinede lavt af Aleksanders svar og tog en sidste tår af sit krus, som stadig var halvt fyldt, da hun rejste sig. Hendes fingre strejfede hans, men hun tog ikke hans hånd. Lænede sig blot lidt ind mod ham for at mumle et svar på hans drillerier.

"Selvfølgelig kan jeg ikke være stille, når du er så god ved mig, Aleksander." Hun kærtegnede hans navn igen, før hun førte an. Hun vidste at han kunne lide at se hende gå og sommerkjolen gjorde næppe udsigten værre.