Græskar og lanterner

[Corban Yaxley Jr.]

En del af Corban, frygtede stadig at han missede spøgelsernes Allehelgensfest i kælderregionerne af slottet. Cailean Morgaine ville helt klar have fundet ideen tiltalende, fortalte han sig selv. Han vidste dog også - som han sippede til sin pokal med græskarjuice - at han ikke burde rende afsted med sin bedste kammerat. Ikke når Fiona endelig stod alene, og ikke sammen med flokken af kvidrende kvindfolk.

Han greb muligheden, da han så den. Derfor gik der ikke længe, før han stoppede op nær sin forlovede.

"Fiona," Han smilede til den kønne brunette, mens øjnene gled over kostumet, som havde han overhovedet ikke observeret hende på afstand. Eller observeret hvordan andre fyre havde kigget i hendes retning eller snakket med hende. Tanken gav ham stadig en knugende fornemmelse i brystet. "Du ser smuk ud."

Fiona Buchanan

[Fiona Buchanan]

Fiona prøvede hårdt, virkelig hårdt, men hun kunne ikke lade være med at smile til Corban, da han stoppede bed hende. Hendes mellemgulv tumlede over den helt rigtige kompliment og hun havde gevaldigt lyst til bare at kramme ham lige på stedet. I stedet rankede hun sig lidt og fik tvunget smilet lidt ned, selvom det stadig strålede fra hendes øjne.

“Tak, Corban,” svarede hun og så ned over ham. “Du ser også godt ud.”

Smuk. Han havde kaldt hende smuk. Ikke pæn eller køn. Hun tog en tår af sit bæger med punch. “Næste år kan vi måske finde på et kostume sammen,” hørte hun sig selv sige. Ikke at hun forestillede sig at Alissa Avery ville blive begejstret, men der var jo et helt år til.

[Corban Yaxley Jr.]

Samtalen med Alissa Avery havde bragt mange overvejelser frem i ham. Som, at han ikke skulle underspille sin interesse i Fiona, selvom han - af natur - ikke ønskede at sætte sig selv ud på skråplan, eller vise alle andre omkring ham noget så... privat. Han mente dog hvad han sagde. Det skulle være tydeligt for Fiona at hun fortjente mere end det han måske havde givet hende. Selvom han stadig ikke forstod det hele.

Selvtilliden indfandt sig mere, da han opdagede at bemærkningen var faldet i god jord. Fiona... Hun foreslog endda et parkostume næste år. Nok var deres fremtid bundet sammen, men det gav ham stadig håb, og det kunne ses i måden hvorpå smilet blev varmere. "Det lyder godt," bemærkede han. Nok gik han ikke op i det, men han virkede entusiastisk. Blikket gled lidt rundt i rummet.

"Vil du... derud?" Han nikkede mod nogle af eleverne der dansede. Det var vitterligt det sidste han selv ville, men han forsøgte. "Med mig, altså."

[Fiona Buchanan]

Fiona havde helt glemt et øjeblik, at Alissa havde talt med Corban, men det gik op for hende pludseligt, da han foreslog at de skulle danse. Hun blinkede en enkelt gang, men varmede siden op i et smil. Det var egentlig ret fint, hvis det var det, der var kommet ud af det. Hun nikkede entusiastisk.

"Kun med dig," tumlede det frem. Hun var ikke særlig god til at holde på sig selv, når han var sådan. Sød.

Hun strittede lidt med sit krus med punch og kastede et blik rundt efter et sted at stille det.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban brød sig ikke om at danse. Det var nok grunden til at han, mere eller mindre, havde boret neglene i diverse møbler, når hans mor havde forsøgt at få ham til at øve trinene med Fiona som børn. Det virkede dog som om forslaget gjorde Fiona begejstret, og ørene blev røde ved hendes ord.

"Jeg tager det." Fingrende strejfede hendes i et sekund, da han tog hendes krus, så han kunne stille det, samt sit eget, på et bord lidt derfra. Det gav ham også mulighed for lige at trække vejret dybt, før han vendte tilbage til hende, og prøvende rakte en hånd frem.

[Fiona Buchanan]

Fiona var en Buchanan og havde selvfølgelig øvet sig på at danse siden hun kunne gå. Hun var mere end klar, da Corban bød hende sin hånd.

Hun strålede lidt - kunne ærlig talt ikke lade være - som de trådte ud på dansegulvet sammen. Der var ikke noget hoftevrikkeri her. Hendes hånd var i Corbans og den anden på hans skulder, som hun smilede op til ham.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde savnet det. En gang hadede han når Fiona smilede, fordi det ofte betød at hun hånede ham, men gennem de sidste uger havde han virkelig manglet det. Noget i ham flaksede nærmest. Selvom han var blevet puffet rundt det meste af sit liv, virkede det ikke så slemt at føje Fiona, hvis hendes glæde, på mystisk vis, blev hans. Derfor lagde han hænderne om Fiona - på den rette og sobre måde, før fødderne bevægede sig lidt.

Han måtte nu alligevel kigge ned en gang eller to. "Jeg jokker jo næsten i din kjole, nu hvor den er så lang." bemærkede han, men det lød ikke ligeså klagende som det nok havde gjort engang.

[Fiona Buchanan]

Corban var ikke en fantastisk danser. Tydeligvis. Han var dog stadig sød, når han virkelig prøvede ordentligt. Fiona smilede af ham og puffede til hans fod med sin egen.

“Ailis spurgte om du ikke skulle være Lancelot,” konstaterede hun. “Det ville nu have været godt.”

[Corban Yaxley Jr.]

Fionas puffen fremkaldte et smil om Corbans læber. Blikket vristede sig snart fri fra deres opmærksomhed mod de bevægende skosnuder, for endelig at møde det kønne og velkendte sæt øjne.

"Men... Guinevere var lovet til Kong Arthur," invendte han. Ligesom han var lovet til Fiona.

[Fiona Buchanan]

Fionas blik glitrede lettere faretruende og hun hævede begge bryn en smule. “Mmh,” svarede hun, som hun så ham i øjnene.

“Men jeg er klædt ud som Enkedronning Guinevere,” pointerede hun. “Og hendes elsker er Lancelot.”

[Corban Yaxley Jr.]

Elsker. Ordet rungede mærkværdigt i det unge hoved, og Corban følte nærmest kinderne blive varmere. Netop da kom han til at træde på kjolen. Redningen fulgte dog hurtigt.

"Undskyld." Beklagede han fåret.

[Fiona Buchanan]

Fiona havde bare citeret fra myten, men Corbans reaktion fik hende også til at blive helt rød i hovedet og de rodede lidt rundt på dansegulvet, før de fandt orden igen.

“Kæreste, mener jeg,” rettede hun sig selv en smule bestemt. Hun havde jo allerede sagt, at hun ikke ville kysse ham igen. Hun skulle absolut ikke mere end det. “Du kunne også bare have været en død Arthur.”

[Corban Yaxley Jr.]

Danset havde slingret lidt. Sikkert i trin med samtalen. Corban forsøgte dog at ranke ryggen lidt og rømmede sig, før han gentog bevægelserne med fødderne, som velnok bar temmelig indkodet i ham. Selvom han nok havde forsøgt at fylde den motoriske hukommelse med tunge læsematerialer.

"Vil du... gerne have at jeg er en død Kong Arthur?" fik han spurgt, inden han nåede at tale sig fra det. Han var stadig ikke sikker på hvor han stod med Fiona. Han vidste bare at han savnede hende. Mere end det.

[Fiona Buchanan]

Corban fortolkede ikke Fionas ord rigtigt og hendes reaktion var ikke så nådig, som hun havde startet med at være, da han gjorde og sagde alle de rigtige ting. Hun himlede en smule med øjnene af ham og svarede med stilhed i en stund midt i dansen, før hun tog en dyb indånding.

"Jeg vil gerne have en kæreste, som ikke altid er i tvivl om hvad han skal foretage sig, men selv kan finde ud af at tage en beslutning," svarede hun, en anelse spidst.

[Corban Yaxley Jr.]

Det var som et slag i mellemgulvet. Corbans selvsikkerhed syntes at vakle, og så blev det hans tur til at besvare ord med stilhed. Problemet var, at de beslutninger han tog, ikke tilfredstillede Fiona. Han tyggede lidt sammen og fokuserede på dansen i stedet.

Da musikken opførte for en stund, sænkede han armene ned langs siden. "Jeg er tørstig. Skal du have en genopfyldning?"