Østens perler

[Yoo Jiho]

Saori Mikazuki

Egentlig var Jiho ikke så meget til store fester og han havde overvejet ikke at deltage, men så hørte han nærmest sin undervisers bedrevidende stemme i sit hoved og vidste at det ville blive set ned på hvis nogen på hans tidligere skole hørte at han ikke deltog i de kulturelle ting på Hogwarts. Nu stod han og betragtede de forskellige drikkevarer på bordet og overvejede hvilken en han skulle vælge. Det var som altid en hel ny verden og han endte med at vælge en ingefærøl, som han da i det mindste vidste hvordan smagte.

Da han rettede sig op faldt hans blik på den unge japaner. Saori. Han havde stadig ikke tilgivet hende for alle de år hvor hun havde ignoreret ham, men nu han havde været væk hjemmefra så længe, kunne han ikke holde sig selv tilbage for at gå hen til hende. De så lidt aparte ud begge to, i deres lyse tøj til en fest hvor de fleste var i mørke farver.
"Hej." Sagde han og undlod at sige mere for at se hvordan hun ville reagere på hans henvendelse.

[Saori Mikazuki]

Saori stod for sig selv og var ikke helt sikker på, hvor pigerne fra hendes sovesal var blevet af. Hun følte sig en smule akavet og malplaceret mellem de andre elever, som alle lignede nogen der vidste hvad de lavede eller hvor de var på vej hen. Folk så ud til at hygge sig, mens Saori anstrengte sig for ikke at gå tilbage til sovesalen. Hun havde også overvejet at henvende sig til nogle af skolens populære piger, i håb om at komme ind i varmen dér. Hun savnede efterhånden sin gamle pigegruppe mindst ligeså meget som hjem, og så var det i øvrigt meget nemmere ikke at gå i ét med væggen, hvis man var en del af skolen populære klikke.

Hun nåede dog kun lige at få øje på hende Alissa Avery et sted, og skulle til at samle sig mod, inden hun forskrækket blev hævet ud af sine egne tanker da hun hørte et ’hej’.

”E? Hvad laver du? Stop med at forskrække mig. Har du ikke noget bedre at tage dig til.” Var hendes umiddelbare og temmelig uhøflige respons. Men hun var helt naturligt slået over i japansk da hun så det var ham, og det føltes faktisk lidt rart ikke at skulle koncentrere sig om engelsk.

[Yoo Jiho]

Det var åbenbart for meget at forvente at den lille Saori havde ændret sig. Hun var stadig en usikker lille hidsigprop. Et smil dukkede op på hans læber. Han kunne ikke rigtig føle sig fornærmet over hendes måde at tale på.
"Ja, det ser da også ud som om at jeg virkelig forstyrre dig for alle dine venner." Sagde han og så sig omkring med en tydelig overdrivelse.
"Hvornår holder du op med at opføre dig som en kælling? Kan du ikke sige til, så slipper jeg for at gå forkert hele tiden." Bemærkede han og løftede sine øjenbryn en anelse, mens han betragtede hende afventende.

[Saori Mikazuki]

Hendes øjne blev store da han tiltalte hende på den måde. ”Hvor vover du! Idiot.” Bed hun tilbage, men usikkerheden var stadig tydelig. På Mahoutokoro havde hun bare været en medløber i pigegruppen, og nu følte hun sig så forfærdeligt alene.

”Hvad skal du overhovedet forstille? Du har bare traditionelt tøj på, Yoo-kun. Man skal klæde sig ud til den her fest og du har misforstået præmisserne.” Hun rettede lidt på sin maske, som for at understrege at hun i hvert fald havde forstået hvad der forgik.

[Yoo Jiho]

Det var meget svært for Jiho at tage Saori seriøst når hun blev sur og han havde svært ved at lade være med at smile over hendes opførsel. Hun var stadig ikke en særlig rar person, men den længerevarende adskillelse fra hjemlandet gjorde hende mere tiltalende.
"Jeg er klædt ud som den Prinsen Yi Rim, der sidder i husarrest, fordi han er den retmæssige arving til tronen." Forklarede han.
"Det er ellers en flot maske, den må du have brugt lang tid på at lave." Bemærkede han og forsøgte stadig at være venlig, selvom hun opførte sig dårligt overfor ham.

[Saori Mikazuki]

Hun himlede åbenlyst med øjnene, men følte alligevel en varme brede sig. Måske var det, det lidt søgte kompliment og måske var det glæden ved at have nogen at snakke japansk med. Uanset hvad var det en smule mere tiltalende end at stå alene og akavet for sig selv.

”Det er ikke mig der har lavet den.” Mumlede hun og pillede lidt ved sømmen i hendes ærme.

[Yoo Jiho]

"Nå." Sagde han lidt forbavset. "Jamen så er den godt udvalgt." Bemærkede han afdæmpet og drak lidt af sin ingefærøl.
"Så hvordan går det ellers?" Spurgte han fordi han ikke rigtig vidste hvad han ellers skulle sige. Han var af en eller anden grund interesseret i at snakke med hende, hvilket på en måde føltes lidt som om at han blev nødt til at indrømme noget han ikke havde lyst til.

[Saori Mikazuki]

”Jeg har fået den i gave,” blev hun ved. Som insisterede hun på at tydeliggøre hvordan han blev ved med at tage fejl. ”Og det går… godt. Ikke at det vedkommer dig.” Vanens stramme bånd var svære at løsne, og det kom helt naturligt for hende, at tale sådan til ham.

Et uskyldigt og venligt smil spredte sig kortvarigt henover hendes ansigt da nogle andre elever gik forbi og så på dem, men så snart de var videre så hun en anelse utilfreds ud igen.

[Yoo Jiho]

Det morsomme ved situationen var, at Jiho ikke havde meget imod at tage fejl, specielt når det ikke var noget han havde nogen mulighed for at vide noget om. Derfor trak han på skuldrene og lod sit blik hvile på hende mens hun skiftede karakter.
"Du har vist også flere masker allerede." Bemærkede han og kneb øjnene sammen.

[Saori Mikazuki]

Hun klikkede irriteret med tungen og vendte endelig blikket mod ham.

”Det tror jeg helt bestemt vi alle sammen har, Yoo-kun. Det er ikke noget nyt. Hvad der til gengæld er nyt er, at du tror du bare kan komme og tale til mig, blot fordi vi ikke længere er på Mahoutokoro. Jeg er stadig langt over dig, at du ved det.”

Der var et lille hint at en lettere nervøs tone i hendes stemme, mens hun prøvede at lyde ligeså sikker som hendes veninder derhjemme altid lød, når de talte til elever der ikke var dem værdige. Det lykkedes ikke helt.

[Yoo Jiho]

Selv Jihos tålmodighed var ved at slippe op nu og han trak lidt uimponeret på skuldrene over hendes ord.
"Så vil jeg lade dig være i fred." Bemærkede han og tog fat i hendes maske og hev ned i den, så den gled ned foran hendes mund.
"Nu kan du ikke tale så grimt mere." Sagde han og begyndte derefter at gå væk fra hende i et langsomt tempo.

[Saori Mikazuki]

Et forarget og mindst ligeså overrumplet udtryk fandt vej til Saoris ansigt, da han hev i hendes maske og hun skubbede den straks tilbage igen. Den slags var aldrig sket derhjemme. Derhjemme havde hun heller aldrig stået alene sådan her og drenge som Yoo Jiho, havde ikke en ærlig chance for at tale til hende overhovedet.

Men nu han var på vej væk, mærkede hun et panisk stik et sted og satte straks efter ham. Hvor vovede han bare sådan at gå? ”Hvor skal du hen?” Krævede hun at vide, stadig på japansk og stadig som om at det var ham der generede hende, selvom han var på vej væk.

[Yoo Jiho]

Af en eller anden grund overraskede det ikke rigtig at Saori fulgte efter ham og han kunne ikke lade være med at gøre det sværere for hende, når hun nu insisterede på at hun ikke havde brug for hans selskab. Derfor blev han bare ved med at gå og sørgede for at tage lange skridt.
"Hen til nogen der gerne vil tale med mig." Sagde han, ikke fordi der ligefrem stod nogen og ventede på hans selskab.

[Saori Mikazuki]

Saori havde heldigvis hakama bukser på fremfor kimono, hvilket gjorde det lettere at tage lange skridt. Men hendes ben var kortere en Yoo-kuns, og de ellers lidt høje geta sandaler gjorde ikke meget for at kompensere. ”Der er ikke nogen der gider tale med dig.” Håbede hun og blev ved med at følge efter, ”vent din idiot!” Det lød smådesperat og hun fortrød med det samme.

[Yoo Jiho]

Det var efterhånden morsomt for Jiho, at se Saori kæmpe med sig selv og gang på gang fornærme ham, for derefter at gøre det modsatte. Det var dog samtidig også lidt trættende, selvom det var underholdende, var det ikke så skønt at blive behandlet således.
"Ikke nogen er vel bedre end en, der nedgør en." Sagde han og vendte sit ansigt mod Saori med et sigende blik.