En perfekt cirkel

[Lily Luna Potter]

Gallagher O'Leary

Det var årets fest. Det kunne alle se. Alligevel var der noget ved hele konstellationen, der gav Lily følelsen af, at hun egentlig kun var der, fordi det var Roxanne, der havde inviteret. Der var så kort hjem og hun blev søvning af øllene og menneskene og al snakken. Hun blev ved at finde ind i et lille, tørt sted inde i sig selv, der fik hende til at tænke, at hun snart ville tage hjem.

Alligevel søgte hun igen gennem lokalet fyldt med mennesker. Hele festen havde hun været alt for bevidst om hans tilstedeværelse, hvem han talte med, hvordan det smil, hun kendte alt for godt, lå på hans læber, mens han smilede til alle mulige andre. Og det havde føltes så både helt forkert og helt rigtigt, da hun havde sendt et sødt smil til en grævling, hun ikke lige kunne sætte et navn på, mens han havde kigget.

Nattekulden var forfriskende, da hun trådte udenfor og det hjalp straks med lidt luft til hovedet. Udmærket. Måske en enkelt et-eller-andet mere. Og så hjem.

[Gallagher O'Leary]

Gallagher var komplet ligeglad med, hvad Lily Potter foretog sig. Eller det fortalte han i hvert fald sig selv. Han gik ikke og holdt øje med hende, men da han tilfældigvis så hende alligevel og hvordan hun gjorde sig til overfor en eller anden ligegyldig fyr, gnavede irritationen i ham. Han drak det væk og da han lidt senere hev døren op og trådte ud, var han ikke ligefrem ædru.

Han havde ikke set, hvem der var derude. Eller. Det troede han i hvert fald ikke at han havde. Den røde manke var dog mere end genkendelig og før han kunne stoppe sig selv, var ordene røget ud. “Jeg synes nok, at her pludselig var blevet koldere.”

[Lily Luna Potter]

Hendes ånde var tydelig i natten, mens hun prøvede at finde ud af, hvad hun burde gøre. Mest af alt ville hun være usynlig længe nok til at liste sig ud af huset, tage hjem og hænge sin mors gamle, røde sengetæppe op og bygge hule under det og i sine arme.

Hun kom dog aldrig længere end til at vende sig mod døren igen, da den gik op og smukt arrangeret af skæbnen, var det selvfølgelig Gallagher, der trådte ud. Den spydige bemærkning gjorde blikket i de grønne øjne hårdt. "Ser man det, han kan altså føle," gav hun tørt igen og gjorde mine til at ville kante sig forbi ham.

[Gallagher O'Leary]

Outfit

Ordene røg ud af ham, før han kunne nå at forhindre det og da det var sket, kunne han lige så godt tage dem til sig. Et fnys undslap ham over hendes ord. "Som altid Ravenclaws stolthed," svarede han sarkastisk, mens han gjorde sit allerbedste for ikke at komme med en spydig kommentar omkring en bestemt Hufflepuffelev - selvom behovet for at vide om der var noget der, var rimelig insisterende.

"Flygter du, Potter?"

[Lily Luna Potter]

Antydningen af irritation gled over hendes ansigt, skjulte omhyggeligt for hendes flossede følelser. "Ingen bedre end en Gryffindor til at genkende den," svarede Lily og undgik omhyggeligt at se ham i øjnene, da hun prøvede at komme forbi. Ikke at han gjorde det nemt for hende, tværtimod. Og provokationen ramte plet, lige i det temperament, han vidste, hun havde. Krydret med at han kaldte hende Potter.

"Hvorfor? Havde du da håbet at forlænge dette yderst behagelige øjeblik?"

[Gallagher O'Leary]

Gallagher vidste ikke helt, hvorfor han stod i vejen for hende. Hun var giftigt selskab og han ville ikke helt indrømme overfor sig selv, at grunden til det måske var at han hellere ville have at hun råbte af ham herude end flirtede med fyre indenfor. Det gjorde det dog også vanskeligt at finde et svar på hendes spørgsmål og han endte med at fnyse lavmælt.

"Altid så fjendtlig," svarede han tørt. "Jeg troede ellers, at isdronningen ville være for fin til sådan nogle fester her."

[Lily Luna Potter]

"Hvilket elegant emneskift, Gallagher." Selvom hendes tone var hård og afvisende, var der antydningen af noget andet bag den. En blødhed, et flashback af en døende glød, der langsomt brændte ud.

Hoften blev skudt let ud og armene lagt over kors. "Det var dog til gengæld anden kommentar om kulde på under et par minutter. Kan jeg antage, du er ved at være færdig?"

[Gallagher O'Leary]

Han var på ingen måde ædru og det gjorde det generelt vanskeligt for ham at være lynende intelligent - selvom nogen måske ville betvivle, at han var det når han ikke var beruset. Han fnøs over hendes ord og himlede med øjnene, før han krydsede armene og trådte til side.

"Bevares. Du har sikkert en eller anden kedelig grævling, du skal ind til," konstaterede han tørt, men ikke helt så køligt, som det skulle have været meningen. Der var tydeligvis noget mere bag.

[Lily Luna Potter]

Et splitsekund skyllede overraskelsen ind over hendes ansigt, før det igen blev en kølig mine med munden begrænset til en lys streg. Et øjeblik overvejede hun reelt bare at marchere forbi ham, men så tog noget i hende.

"Skulle du ikke foregive at være bedøvende ligeglad?" udbrød hun og vendte sig om mod ham, netop som hun ellers havde været på vej ind i varmen igen. Han stod betydeligt tættere på nu og hun tog et snublende skridt bagud.

[Gallagher O'Leary]

Gallagher forventede at hun gik, men en lille del af ham var mere end tilfreds, da hun drejede om på hælen. I hvert fald i et splitsekund, før en indigneret følelse boblede op i ham over hendes ord. Inden han kunne nå at reagere på den, så hun ud til at være ved at miste balancen og han reagerede komplet instinktivt, da han rakte ud og greb fat om hendes arm.

Så gik det op for ham, hvad han gjorde og han trak hånden til sig hurtigere end hvis han havde brændt sig. "Hvad får dig til at tro, at jeg ikke er det?" svarede han hidsigt og i et tonefald, der komplet modstred det han lige havde sagt. Han var tydeligvis ikke ligeglad.

[Lily Luna Potter]

Alt skete meget hurtigt og pludselig var Gallaghers hånd på hendes arm. Berøringen var varm, men det var nu ikke derfor, hun omgående rev armen til sig. Han lod til at have haft behov for samme afstand.

"Nej, du har ret," begyndte hun sarkastisk, "at stå herude i forbistret kulde under årets fest er selvfølgelig sådan, man er ligeglad." Hun fnøs.

[Gallagher O'Leary]

Gallagher fnøs igen og så kort væk. I få sekunder, før blikket var tilbage på hende og øjenbrynene hævede sig lidt. "Tro det eller ej, prinsesse, så følger jeg ikke efter dig som en eller anden fortabt hundehvalp," konstaterede han og knyttede den hånd sammen, som havde været i kontakt med hende.

"Om noget, så er det dig der vælger at blive. Selvom du ellers havde så travlt med at komme ind..."

[Lily Luna Potter]

Det var svært for hende at huske, hvad præcis det var, hun havde set i den jævnaldrende løve. Men så så han væk. Hendes blik flakkede, før hun fandt hans øjne igen. "Det har du bevist ganske tydeligt," afbrød hun ham spidst, men mere såret end vredt denne gang.

"Rend mig, Gal." Hun drejede væk fra ham og åbnede døren igen med et hårdt ryk. Så marcherede hun ind i huset igen.

afsluttet