Toil and trouble

[Vincent Ferris]

Vinnie havde for en gangs skyld ikke vejlederemblemet på og det føltes frit. Især da middagen var spist og folk gik rundt i storsalen og samlede sig i klynger og snakkede. Han var i kostume med ansigtet helt dækket og der var ikke ret mange, der rent faktisk vidste hvem han egentlig var. Det føltes underligt frit og nyt og han stod lidt i et hjørne og havde det egentlig ret fint med at kunne forsvinde i mængden på den måde.

I nærheden var der en anden dreng, som så ud som om han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv og Vinnie stod og betragtede ham lidt, nysgerrig på hans kostume. Han var ret køn, selvom hans hat så fjollet ud.

Elliott Wood

[Elliott Wood]

For de, der kendte Elliott Wood, var der intet nyt i, at han stod og så lidt forvirret ud. Faktisk var det nærmere undtagelsen, når det ikke var tilfældet. Han kløede sig lidt på siden af halsen, overvældet af de mange elever i storsalen og prøvede at gennemskue, hvilke af de farvestrålende kostumer, der mon gemte en af hans venner.

Blikket faldt på en dementor lidt derfra, der grangiveligt så ud til at se hans retning. Elliott kastede et blik omkring sig. Jo, det kunne godt tyde på det. Forsøgende hævede han hånden og vinkede lidt.

[Vincent Ferris]

Vincent vidste ikke hvad han skulle stille op, da drengen med den sjove hat pludselig vinkede af ham. Han løftede tøvende en hånd, indhyllet i kostume, og vinkede akavet.

Efter et øjeblik eller fem, løsrev han sig fra væggen og gik lidt hen imod drengen. Han var jo anonym, så det var vel ikke så pinligt. "Hej," sagde han. "Hvad skal du forestille?"

[Elliott Wood]

Elliott var ikke vanvittigt anonym, men da dementoren vinkede tilbage, betragtede han det som bekræftelse af, at de kendte hinanden og smilede bare venligt til sin kutteklædte kammerat, der nærmede sig. Ikke, at det umiddelbart var en stemme, han genkendte, dog, men han skød skylden på kostumet.

“Fløjtespilleren fra Hameln,” svarede han og strøg hånden over fjeren hat.

[Vincent Ferris]

Under masken så Vinnie undrende på drengen, men hans ansigt var dækket helt til. Han tiltede dog hovedet lidt. "Okay," svarede han. "Hvorfor det? Er han skræmmende?"

Hvordan en fløjtespiller skulle skræmme nogen, havde han lidt svært ved at se. Der var hans eget kostume noget mere åbenlyst.

[Elliott Wood]

Elliott nikkede lidt. "Mh, så hans fløjte kan få alt til at følge efter og der er den her by, som har et problem med rotter, ikke?" begyndte han at fortælle.

"Så han fjerner alle rotterne, men, altså, dem i byen vil ikke give ham betalingen." Han kløede sig lidt i krøllerne under hatten og prøvede at huske detaljerne. "Så han kommer tilbage og mens alle forældrene er samlet et sted, så spiller han deres børn ned i en grotte."

[Vincent Ferris]

Vinnie lyttede, men forestillede sig også hvilken besværgelse, der mon lå på fløjten. Twistet fik ham dog til at åbne munden med et lille gisp, som han for sent fik lukket munden for.

“O-okay,” svarede han og prøvede at være cool. “Og hvad sket der så?”

[Elliott Wood]

Historien havde lydt ret meget bedre, første gang Parker havde fortalt ham den, men den lod til at have en hvis effekt alligevel og mundvigen sitrede lidt ved den halvkvalte lyd, der kom fra dementoren.

"Det er der ingen, der ved," svarede han og sænkede stemmen lidt for uhyggelig effekt. Det virkede nogenlunde. "Man så dem aldrig igen."

[Vincent Ferris]

Vinnie blinkede en enkelt gang, før han gøs og hævede skuldrene lidt op imod ørerne. "Sikke en frygtelig historie. Nu er det lige før jeg synes dit kostume er mere skræmmende end mit..."

Han kastede et blik ned af den ellers ret overbevisende dementor.

[Elliott Wood]

Elliott smilede fåret, men tog dog ordene som et kompliment. Ikke at han brugte mange øjeblikke på at fryde sig over det. I stedet trak han beskedent på skuldrene, før han slog ud med dementoren.

"Altså, jeg synes ellers, at det er virkelig skræmmende," forsikrede han ham. "Og altså, selv fløjtespilleren har vel frygt. Modsat dementorer."

[Vincent Ferris]

Vincent nikkede lidt under hætten. Det var i virkeligheden lidt mærkeligt at have samtaler med folk uden at de kunne se en. Men meget befriende. Han havde nok ikke turde gå op til den anden dreng ellers.

"Hvad er du bange for...?"

Det havde han heller ikke spurgt om uden masken. Men han var nysgerrig.

[Elliott Wood]

Det fårede smil blev øjeblikkeligt erstattet af et temmelig overvældet udtryk. Oftest kom så personlige spørgsmål ikke så direkte, men det var måske dét, der gjorde, at svaret faldt lige så umiddelbart.

"En del, tror jeg. At det ikke bliver, som jeg forventer, nok mest af alt. Sådan en generel frygt."

Elliott blev lidt overrasket over sin ærlighed, men fandt, at han følte sig ret komfortabel med dementoren. Nok til, at hans blik fandt tilbage til de blå øjne, selvom det flakkede nervøst. Den ene mundvige trak opad i et prøvende smil.

"Hvad med, øhm, dig?"

[Vincent Ferris]

Vincent følte sig anonym under masken og hætten, indtil han selv blev præsenteret for spørgsmålet og hans mellemgulv tumlede lidt. Han stivnede en smule og rømmede sig. "Uhm." Ikke særlig dementoragtigt.

"Eh. Døden," svarede han tamt og rimelig langt fra den meget mere udleverende og pinlige sandhed.

"Hvad er det egentlig du hedder?"

[Elliott Wood]

Elliott nikkede lidt, men uden at være helt overbevist. Muligvis fordi han selv havde holdt sig i den vage afdeling af mulige svar, men også fordi hans erfaring fortalte ham, at mennesker oftest var lidt mere nuancerede end som så.

"Øhh, Wood," svarede han, pinligt rodende med at få sit eget navn over læberne. I al den tid havde han jo lykkeligt troet, at de kendte hinanden på forhånd. "Elliott."

[Vincent Ferris]

Wood. De var ikke fuldblods, men de var dog en troldmandsfamilie, kørte Vinnies hjerne hurtigt og indøvet, uden at han selv havde den store interesse i det. Han klarede halsen lidt og rakte hånden akavet frem.

"Vincent Ferris," præsenterede han sig.