Omrokering

[Cailean Morgaine]

Tråd til Robin
Samtidig med: Link

Cailean så småfornærmet efter Penelope Parker da hun forlod drivhuset, men tog sig ikke meget af hvad Aedan C. Finnigan havde gang i. Han vendte bare tilbage til arbejdet uden at tænke meget mere over hvad der skete. Indtil professoren var færdig med at snakke med Aedan og henkastet smed Cailean i gruppe med Robin B. Cresswell .

Cailean så op fra sit arbejde. Utilfredsheden var tydelig. Han sendte Robin et bebrejdende blik som om det hele var hans skyld, inden han himlede med øjnene og stædigt blev stående ved sit bord. Han havde ikke tænkt sig at flytte sig. Robin måtte kommer over, hvis de absolut skulle arbejde sammen.

[Robin B. Cresswell]

Robin så efter Penelope Parker og Aedan C. Finnigan med et sørgmodigt udtryk. Og dernæst over på Cailean med irriterede øjne.

Det gjorde derfor heller ikke så meget, at Cailean så på ham med samme blik og derefter vendte ryggen til ham med himmelvendte øjne. Ved Merlins klunker, tænkte den unge Cresswell, imens de fregnede og slanke hænder begyndte at pakke pergamenter og skriveredskaber sammen. Fætterens skoleting blev pakket ned i den brune lædertaske, hvorefter Robin, med favnen fuld, begyndte at bevæge sig over mod Cailean.

”Hey Cai”, sagde Robin, om end ikke så høfligt eller smilende, som han plejede. ”Hvad skete der? Hvad sagde du til hende?”

[Cailean Morgaine]

Cailean lod som om han var travlt optaget med arbejdet, og så ikke op da Robin kom over. Han stak ham til og med en åbenlys løgn som svar på hans spørgsmål, mens han så ned i bordet: "Jeg sagde ikke noget til hende. Hun blev sur fordi hun ikke kunne finde ud af det, hvis du absolut skal vide det."

Han havde allerede krydset og sået over halvdelen af de muligheder der var med de fire svampe han havde raget til sig, og manglede nu kun to. Eller Parker havde hjulpet, men han var nu ret overbevist om, at det kun var takket være hans instrukser.

Men han havde ikke tænkt sig at give Robin instrukser. Faktisk havde han ikke tænkt sig at snakke med ham mere end højest nødvendigt.

[Robin B. Cresswell]

Robin skar en mild, næsten usynlig, grimasse af luften, så de mørkblonde øjenbryn krøllede sig sammen i midten af hans pande. Han skævede derefter over mod udgangen i drivhusets ene ende, der hvor Parker og Aedan var forsvundet kort forinden.

"Jeg tror nu ikke, at hendes kundskaber i botanik er noget der indvirker på, om hun gider være venner med dig eller ej", svarede Robin, hvorefter de lyseblå øjne kolliderede med Caileans skikkelse. "Nogle gange skal du måske lige overveje, hvad du siger, før du siger det, Cai. Du behøver jo ikke altid få ret."

Med et lavmælt suk, for det var svært ikke også at gå efter Penelope, skævede Robin dernæst henover Caileans skulder. "Nå, I er da nået langt... Men hvorfor krydser du rødhætter med kongeblå?", spurgte den unge Cresswell nysgerrigt.

[Cailean Morgaine]

Cailean arbejdede stædigt videre, med alle intentioner om at ignorere Robin. Indtil han spurgte til opgaven, og Cailean endelig vendte sig om og så på værelseskammeraten. ”Okay nu hører du lige efter engang, Robin! Vi kan godt sige jeg ikke altid behøver at få ret, men det har jeg ret ofte! Især i botanik, så stop med at stille spørgsmålstegn ved det jeg gør, okay? Ellers vil jeg gerne love dig, at jeg har tænkt mig at overveje hvad jeg siger og til hvem. Er du med?” Han sendte et falsk smil, og skulle til at vendte tilbage til opgaven.

Men det gik pludselig op for ham, at han faktisk havde et helt fantastisk middel til at sætte dagsordenen for resten af samarbejdet, og det var værd at understrege for Robin. Han sænkede stemmen og fangede Robins blik. ”Jeg har ikke sagt noget til Corban endnu, og det har du fandme bare at være taknemmelig for, for det burde jeg! Men hvis du… Du skal bare vide at jeg ikke vil tøve med at fortælle din lille hemmelighed til resten af skolen. Så vi følger mine regler og jeg bestemmer hvordan de her svampe skal krydses og hvorfor.”

[Robin B. Cresswell]

Robin stivnede og kunne i et langt øjeblik ikke gøre andet end at stirre på Cailean. Langsomt begyndte de forræderiske lyseblå øjne at svie og uden at Robin tænkte synderligt over det, begyndte han at rode med sine gullige og tilskrevne pergamentruller.

I et langt øjeblik forblev Robin tavs, for alt han hørte var hans bankende hjerte, der panisk ikke kunne finde ro bag den tynde brystkasse. Hvad ville folk ikke tænke? Og hvordan ville Corban ikke se på? Måske ville han heller ikke have ham på sovesalen. Og så var der jo ikke mindst Fiona og Alissa... Skolen to isdronninger.

Som tankerne fortsatte i sin vilde panik, begyndte Robins åndedrag at blive overfladisk. Uanset hvad han gjorde, syntes han ikke at kunne få nok luft og den konstatering hjalp nu ikke den unge Cresswell.

"Cailean... Jeg forstår ikke... Hvorfor du går op i det", brummede Robin skingert, alt imens fingrene stadig rodede formålsløst ved pergamenterne.

[Cailean Morgaine]

Cailean var travlt optaget af at give jorden i den næste potte den helt rigtige fugtighed, da Robin pippede op igen og Cailean gnubbede sig irriteret ved tindingen. Han så ikke op, men svarede da alligevel. ”Jeg synes det er spændende, Robin. Det er bare noget jeg altid har gået op i, og måske vil jeg gerne arbejde med det når vi bliver færdige på skolen, okay?” Svarede han som om det var det mest åbenlyse i verden. At Robin ikke snakkede om botanik, var gået henover hovedet på ham.

[Robin B. Cresswell]

Robin tabte pusten, som han faldt sammen på stolen ved siden af Cailean. Hans hjerte bankede stadig hårdt og højt, men Caileans opgivende ord nåede ham. Og om muligt, sank hans hjerte endnu flere minusgrader.

De lyseblå øjne flygtede mellem Cailean og potterne, for de syntes ikke at kunne finde hvile nogle af stederne, som forvirringen fortsat steg. "Hvorfor vil du arbejde med... dét? Med... drenge?"

[Cailean Morgaine]

Cailean rynkede på næsen og så hen på Robin der lignede en gammel sæk pixie lort, som han sad der og hang i stolen.”Hvad?” Cailean ikke med at skulle arbejde særlig tæt med andre mennesker, men jo det kunne da godt være det var nemmere at arbejde sammen med andre drenge. ”Ja ja, med drenge. Whatever. Hvorfor er det så vigtigt?”

Generelt var det temmelig underligt, at Robin pludselig var så interesseret i, hvad Cailean havde tænkt sig at lave efter skolen. Men Robin var i det hele taget temmelig underlig, så Cailean tænkte ikke voldsomt meget videre over det. Og lige nu lod han i det mindste Cailean arbejde uden at blande sig, og det var jo sådan set godt nok.

[Robin B. Cresswell]

Robin sad og stirrede på Cailean, som den ranglede statue atter fortsatte arbejdet og efterhånden begyndte det at gå op for den mørkblonde troldmand, at Cailean og ham selv øjensynligt ikke talte om det samme.

Nej, faktisk talte de bestemt ikke om det samme og straks mærkede Robin, hvordan lettelsen spredte sig som en steppebrand.
"Nåh... Ikke for noget", sagde Robin hastigt, hvorefter han forsøgte at sluge en tiltrængt mængde luft. "Jeg var bare nysgerrig. Hvad skal jeg gå videre med? Nu... Ja, altså nu hvor du styrer slagets gang..."

[Cailean Morgaine]

Cailean så stadig på Robin som havde han lige groet følehorn, og han kunne ikke helt slippe tanken. Hvorfor ville Robin vide hvad han skulle lave efter skolen? Og hvorfor ville han vide om han skulle arbejde sammen med andre drenge? Var det et trick? Cailean så en anelse mistænksom ud men lod det ligge for nu.

”Du kan fylde jord i den sidste potte.” Bemærkede han kort og skubbede den et godt stykke hen af bordet, så Robin ikke skulle stå for tæt på.

[Robin B. Cresswell]

Robin nikkede instinktivt og rakte ud efter potten, men han nåede aldrig rigtig at gribe den. Han forsøgte dog ihærdigt men som han snublede over stolens fødder, og dernæst ramlede hårdt ind i Cailean, vidste Robin, at han måtte opgive.

Som han lå ovenpå Cailean og potten var smadret omkring dem begge, blev hans kinder ildrøde og en anelse besværligt fik han rejst sig op. "Det må du undskylde, Cai!"

[Cailean Morgaine]

Det hele skete ret hurtigt. Robin var for langsom til at fange potten, der fortsatte mod det hårde stengulv, og inden Cailean fik set sig om, havde den klodsede idiot kastet sig over Cailean i stedet for potten.

Drivhusene havde muligvis en beroligende effekt på den ellers temmelig temperamentsfulde dreng, men der var grænser for hvad han ville stå model til. Ildrød i hovedet og med et morderisk blik, skubbede han værelseskammeraten hårdt væk, og kravlede tilbage på benene. Han var sekunder fra at gribe en af de andre potter og kaste den efter Robin, inden potten pludselig lettede og et meget forarget ’hvad forgår der her?’ skar igennem lokalet mens deres professor nærmede sig med hævet stav, der dirigerede potten tilbage i sikkerhed på bordet.

[Robin B. Cresswell]

Robin stirrede perpleks på værelseskammeraten, som han med ild i øjnene havde rejst sig. Robin selv mærkede kun ilden brænde hans kinder op, for de var røde af skam og ubehag over, hvad der var sket.

Som Cailean havde grebet om potten og professoren, dernæst havde nærmet sig dem, måtte Robin synke besværet. Med et spagt skuldertræk sagde han: "Jeg... Jeg faldt."

[Cailean Morgaine]

Cailean var stadig rød i hele ansigtet, og skulle for anden gang i dag til at give skylden på sin samarbejdspartner. Indtil han selv tog skylden og endda uden at sladre om Cailean. Hans vejrtrækning var hørbar, men han bed frustrationerne i sig mens professoren stadig var her, og vendte sig i stedet mod arbejdsbordet igen.

Professoren så på dem begge og virkede ikke helt overbevist, men valgte alligevel at efterlade de to med et ’vi slutter om ti minutter, så se og få det sidste færdigt.’

Da de to drenge var overladt til sig selv igen, gik Cailean selv i gang med at fylde jord i den sidste potte og ignorerede Robins tilstedeværelse fuldstændigt.