Lykkens pamfilius

[Tom Yaxley]

Tom var hjemme, fordi han havde fået en temmelig klar besked om, at han havde at indfinde sig til aftensmad. Han ankom direkte fra arbejde med let vind i håret og en relativt god fornemmelse af, at det handlede om hans møde med Sinéad L. Yaxley. Det var ikke ligefrem gået strålende og han forventede at skulle stå skoleret.

Da han ankom i pejsen, var der dog kun ét andet menneske i stuen og blikket faldt umiddelbart på Lyanna Yaxley. Hans ene bryn skød lidt op, som han børstede lidt sod af sit jakkesæt. "Lyanna," hilste han, en smule stift.

[Lyanna Yaxley]

Lyanna havde ikke været hjemme længe. Faktisk havde hun kun nået at tage et bad, skifte ud af hospitalstøjet og i tøj, der kunne spises middag i. Med lidt tid til gode havde hun slået sig ned i sofaen og havde knapt nået at åbne sin bog, før grønne flammer lyste pejsen op.

"Tom," hilste hun, ikke ligefrem varmt, men med et venligt smil, før hun lagde bogen væk og rejste sig velopdragent. "Velkommen."

[Tom Yaxley]

Tom nikkede let i retning af sin lillesøster. Han havde altid været høflig overfor hende, men varmen mellem ham og alle hans søskende var begrænset. Den slags var ikke fostret i deres hjem.

“Jeg hører jeg kan ønske dig tillykke. Lyanna Willougby, hm? Sam må også være begejstret.”

[Lyanna Yaxley]

Modsat sine søskende, var det temmelig sjældent, at Lyanna blev stram om masken, men Toms ord ramte et ømt punkt, der spændte hele hendes mine op. Hun tog plads igen og trak følelserne tilbage, hvor de hørte hjemme.

"Mh," svarede hun afmålt. "Og i lige måde."

[Tom Yaxley]

Tom smilede afmålt og lagde sin ene hånd på kaminen.

“Tak. Utvivlsomt en mindre lykkelig brud,” erklærede han. “Kender du hende?”

[Lyanna Yaxley]

En enkelt fold sneg sig ind over den ellers glatte pande, men Lyanna spurgte ikke ind. Tom skulle nok dele, hvad han havde behov for.

"Kun af navn," svarede hun. "Var I ikke omkring samme årgang?"

[Tom Yaxley]

Tom brummede bekræftende og nikkede let. “Jo,” konstaterede han også et øjeblik senere.

“Men kvinder taler jo,” fortsatte han, som om det var en endegyldig sandhed.

[Lyanna Yaxley]

Lyanna var af nogenlunde samme opdragelse som Tom og tydeligvis ikke fremmet med den fremstilling af kønnene. Hun løftede bare den ene skulder en smule.

"Jeg har hørt, at hun har en tendens til at fremstå en smule... forkælet. Vant til at få sin vilje," svarede hun lavmælt efter et øjebliks tavshed.

[Tom Yaxley]

Tom havde ikke et nært forhold med sin familie, men sladder havde altid været effektivt til at binde dem sammen. Der var et klart os og dem på spil, når det kom til andre familier, ingen tvivl om det.

Han fnøs derfor også halvmuntert af Lyannas konstatering. “Det passer,” svarede han tørt. “Snotforkælet og decideret uhøflig... Hun foreslog et vinterbryllup og beskyldte os for at være fattige, da jeg slog koldt vand i blodet.”

[Lyanna Yaxley]

Lyannas bryn søgte tættere sammen. Der var selvfølgelig et bekymrende element i, at det var en kvinde som hende, der skulle være den kommende Mrs. Yaxley, men til den tid ville hun forhåbentlig have lagt både hus og navn bag sig.

"Men det er næsten allerede oktober," konstaterede hun og prøvede ikke at føle sig truffet af, at Toms forlovede også ønskede et vinterbryllup. At det også var Lyannas drøm, kunne hun jo ikke vide.

[Tom Yaxley]

Tom havde ingen drøm om noget bryllup. Han var ærlig talt hellere fri, men han vidste udmærket hvad verden - og hans familie - forventede af ham. Så han fnøs blot lidt og hævede begge bryn.

"Jeg ved det. Det er latterligt at forestille sig. Jeg aner heller ikke hvorfor hun har så travlt. Er det en kvindeting eller en Burke-ting?"

[Lyanna Yaxley]

Lyanna anså ikke sig selv som talspersonen, der kunne give Tom det rigtige svar, men hun var dog empatisk nok til at fornemme, at et eller andet svar var forventet.

"Det kunne være krydsningen af de to," foreslog hun med en let trækning ved den ene mundvige.

[Tom Yaxley]

Tom brummede lidt og accepterede svaret, selvom det ikke var meget brugbart. Han tog en dyb indånding.

"Uanset. Med vores fælles forlovelser skulle det ikke undre mig, hvis moder forsøger at få slået festlighederne sammen."

[Lyanna Yaxley]

Tørre Tom var tør, men det kom ikke som nogen overraskelse. Lyanna nikkede bare lidt til hans ord og tænkte for sig selv, at det ville hun ikke have det fjerneste imod. En mulighed for at kunne glide mere uset gennem begivenheden.

“Det vil din forlovede sikkert glæde sig over.”

[Tom Yaxley]

Tom hævede begge bryn, et øjeblik i tvivl omkring Lyannas sarkasme. Han rystede lidt på hovedet.

“Jeg tror ikke hun bliver tilfreds, medmindre hun får tingene nøjagtig som hun vil have det. Det er et meget uattraktivt træk hos et menneske. Især en kvinde,” erklærede han.