Uheld i uheld

[Vincent Ferris]

Vinnie var på vej ud fra frokosten og skulle videre til en time i besværgelser, da han glemte at se sig for og gik direkte ind i en ældre dreng, der stod og hang lidt med nogen andre. Der lød en klirrende lyd, før en ildelugtende væske sev ud over gulvet, hans tøj og hans sko og begyndte at syde let.

Han så temmelig forbløffet ud, før hans hoved ret pludseligt begyndte at skrumpe.

Robin B. Cresswell

[Robin B. Cresswell]

Som altid var det lykkes Robin at bukke under for storebrorens ondsindede udskejelser – på den måde skulle man jo være god til noget og Robin selv havde bandet lavmælt, som Rufus B. Cresswell og hans venner havde stukket flasken ind mod hans tynde bryst med formaninger om, at holde dens eksistens hemmelig og ikke mindst lyve, hvis nogen forbandt glassets indhold med dem. Det var derfor med rosa kinder og stor rødblussende vredesiver at Robin var drejet rundt på hælen, hvormed han aldrig nåede at se Vincent Ferris komme gående i samme retning.

Hvad der fulgte var nogle hæsblæsende sekunder, hvor Robins lyseblå øjne umuligt kunne blive meget større eller, for den sags skyld, mere skræmte, ved hvad den tynde troldmand måtte bevidne. Hovedet, der ellers proportionerede ganske udmærket med resten af den unge vejleders krop under normale omstændigheder, fortsatte sine evindelige vej – velsagtens, indad? – alt imens Robin stirrede i panik. Det var dog nu først, hvad der skete derefter, som rigtig fik sat ild under fødderne på Robin (og derved Vincent), for en skinger røst lød længere oppe af trappeafsatsen, og instinktivt vidste Robin, at han måtte af sted.

Slanke hænder greb om sit offer, hvorefter Robin tvang Vincent med sig, tydeligvis på vej ned mod krypten. ”Mate, det er jeg fandeme ked af! Jeg så dig slet ikke!”, hvæsede Robin nervøst, som han småløb med vejlederen på slæb.

[Vincent Ferris]

Vincent sansede knapt hvad Søren der foregik, før han mærkede sit hoved trække sig sammen og han udstødte en forbløffet lyd. Snart efter blev han trukket væk fra gerningsstedet. Alle farver var lidt et virvar, men på et tidspunkt forstod han at stride imod.

“Slip mig,” peb han. “Hvad i alverden foregår der?!”

[Robin B. Cresswell]

Robin fik bakset den forskræmte vejleder ind i et dunkelt klasselokale i krypten, hvis indelukkede atmosfære truede med at kvæle dem begge. Det var nu ikke fordi, at Robin selv bemærkede det, for panikken efterlod ham ikke tilbage med meget råderum. Han håbede sådan, at Vincent selv kunne finde ud af at løse det ret åbenlyse problem, og at han bare skulle stå blandt kedler og farverige glasmontre - som en slags pyntegenstand. Det var dog som om, at Vincent selv tænkte det samme.

"Jamen du ved... Dit hoved...", brummede Robin, som han smed sin skuldertaske fra sig og begyndte at gennemsøge de omkringstående glasskabe. "Det var virkelig ikke meningen, men Rufus den kæmpe idiot!", hvæsede Robin under et lavmælt suk, hvorefter han hev en grå og lille sten ud af skabets mørke - dog kun for at smide den tilbage derind.

"Hvad gør vi? Tror du, at honningvand kan gøre tricket? Mynteblade? Knuste pindsvinepigge?", forsøgte Robin desperat, som han gennemsøgte sine omgivelser.

[Vincent Ferris]

Stuvet væk i et mørkt klasselokale, stirrede Vincent på den ældre dreng, før han løftede begge hænder og følte efter sit hoved. Et hvinende gisp forlod ham, som han fattede hvad der var sket. Verden snurrede stadig lidt rundt.

“Hent helbrederen, din klump,” svarede han. “Eller følg mig til hospitalsfløjen.”

[Robin B. Cresswell]

Robin snurrede rundt på hælen og rømmede sig, som han betragtede... Ja, han var faktisk ikke helt sikker. Vincents hoved var ugenkendeligt og så småt, at vejlederens blå øjne var to små, vrede kugler.

Den unge troldmand skyndte at nikke og rømme sig igen, i det han begyndte at gestikulere fraværende mod Vincent. "Ja, ja, det gør vi!", sagde Robin hastigt, hvorefter han atter greb om vejlederen med sine slanke hænder. "Kan du se noget overhovedet?"

[Vincent Ferris]

Vincent protesterede, da han igen blev grebet fat i. Han var dog ikke ligefrem noget muskelbundt og formåede ikke andet end at vifte lidt med armen.

"Nej," peb han irritabelt. "Slip mig, din klump. Der er ingen grund til at hive rundt i mig."

[Robin B. Cresswell]

Robin gav slip i den yngre vejleder, som han skævede misbilligende til ham. Ikke at Robins temperament for alvor stak af med ham - han kunne vel egentlig ikke helt bebrejde Vincent og så var det naturligvis også svært at blive vred, når vejlederen fra Ravenclaw gik rundt med et hoved på størrelse med en nyfødts.

Den unge troldmand hjalp den anden op på hospitalsfløjen, hvor han af en helbreder fik besked på at vente udenfor. Robin kunne dog ikke helt få sig selv til at stikke af. Vincent ville jo øjensynligt sladre uanset, men den dårlige samvittighed stak nu efterhånden mere og mere til ham.

Som vejlederen - nu ganske helbredt og atter køn at se på - vendte tilbage til den tomme gang, rømmede Robin sig og hævede en slank hånd til de mørkblonde krøller.

"Hvad så? Er du okay?"

[Vincent Ferris]

Det tog ikke lang tid for helbrederen af fikse skrumpehovedet tilbage til normalt. Vincents stærke irritation over at være offeret for sådan et uheld var dog nogenlunde fordampet på den tid. Da han kom ud fra hospitalsfløjen, rettende lidt selvbevidst på sit tøj og kørende en hånd gennem sine lysebrune krøller, blev han overrasket over at se Cresswell-drengen der endnu. Han blinkede en enkelt gang og trak skuldrene lidt op imod sine ører.

"Lidt hovedpine," mumlede han.

[Robin B. Cresswell]

Robin smed den slanke hånd igennem de mørkblonde krøller, som han nikkede med et lavmælt kluk. "Ja, det er klart. Jeg er virkelig ked af det. Det var slet ikke meningen, at det sådan, du ved, men jeg så dig fandeme ikke!", begyndte Robin at forklare, alt imens han stod og drejede fraværende på sin lillefingerring.
Et lille forsonende smil svandt ind og ud af mundvigene, som turde det ikke rigtig sætte sig ordentligt fast, imens lyseblå øjne vurderede vejlederen distræt.

"Hey, jeg har da!-", udbrød Robin dernæst, som han dykkede ned i sin taske og fremdrog to bananer. "Her. Det er måske godt lige at få lidt naturligt sukker efter sådan en omgang", tilbød Robin, som han praktisk talt lagde frugterne i favnen på drengen.

[Vincent Ferris]

Vincent så kun langsomt op på den ældre dreng, men hans udtryk skiftede til åbenlys forbløffelse, da han fik stukket to frugter i armene, uden at have bedt om noget. Han blinkede en enkelt gang og rømmede sig lidt.

"Jamen jeg har lige spist," mindede han ham perplekst om. Det var trods alt stadig mindre end time siden der havde været frokost.

[Robin B. Cresswell]

Robin tabte smilet, som de lyseblå øjne så forbløffelsen i Vincents egne og hastigt nikkede den tynde troldmand. "Når. Ja. Så er du vel ikke rigtig sulten", sagde han langsomt, i grunden ligeså konstaterende som det var spørgende.

For blot et øjeblik stod Robin og betragtede frugterne, såvel som drengen, hvorefter hans læber brød kontakten mellem hinanden og Robin selv måtte le. "Jeg stinker virkelig til det her med at gøre det godt igen, var?"

[Vincent Ferris]

Vinnie kløede sig lidt i krøllerne og rystede på hovedet, før Robins latter fik ham til at trække svagt på smilebåndet.

"Uhm... Joh. Du er ikke den bedste til det," konkluderede han. "Prøver du at gøre det godt igen for at slippe for, at jeg sladrer til en professor?"

[Robin B. Cresswell]

Smilet svandt langsomt ind på de hjerteformede læber, som satte Vincents ord gang i en tankerække, der krævede Robins fulde opmærksomhed.

En let rosa farve spredte sig henover de lette fregner, som Robin smed den ene slanke hånd ud til siden. "Jeg tænker, at du fortæller det uanset, hvad jeg gør", svarede han derefter med et smil over læberne; et, der var lige dele drillende og forlegent. "Og ærlig talt, hvis mit hoved pludselig begyndte at svinde ind, ville jeg virkelig også gerne tale om det med nogen", tilføjede Robin derefter, og i samme instans vandt det drillesyge og spredte sig henover hans tynde skikkelse.

[Vincent Ferris]

Vincent så forbløffet ud over svaret og fandt det ærlig talt en smule forvirrende, at Robin Cresswell hele tiden smilede sådan af ham. Han rømmede sig lidt og trak på skuldrene.

“Nej... Altså jeg ved ikke om jeg behøver sige det til nogen. Det var jo ikke med vilje, vel? Og der er jo ingen rigtig skade sket...”