Skotland suser forbi

[Aloysius W. Bagman]

Det var en lidt syret følelse at sidde i toget på vej til skolen efter sommerferien for sidste gang. Ikke at Louis tænkte meget over det, da først han slyngede sig ned, men da først England var forsvundet og det skotske landskab susede forbi uden for ruden, sneg følelsen sig alligevel over ham.

Han prøvede at ryste det væk ved at trække fingrene gennem håret og sætte den ene fod op på kanten af sædet ved siden af kammeraten. "Nå, er der sket noget spændende i sommeren, mate?"

Elias Oliver Wood
Afrejsedag

[Elias Oliver Wood]

Der var allerede mange planer for skoleåret. Elias havde forsøgt ikke at bebyrde sig med for mange målsætninger, men kufferten havde nu alligevel virket tungere da han løftede den op på hylden over sæderne. Der var nok en forskel mellem at være forberedt og halvmanisk, men det var det sidste år. Det kunne han ikke få igen.

En mere rolig mine havde dog indfundet sig over hans ansigt, da de var nået godt gennem landskabet. Sommerferien var ovre, men det bekymrede ham ikke. Tværtimod.

"Træning. Is. badning. Det sædvanlige." Opremsede han, selvom der nok var langt mere interessante emner at bringe op.

[Aloysius W. Bagman]

Louis var vant til, at Elias normalt ikke havde de mest sindsoprivende planer og han mistænkte lidt, at kammeraten ikke ville få taget til nogle fester overhovedet, hvis ikke de var venner. Men det var et ansvar, han var komfortabel med og han puffede lidt til hans ben med skosnuden.

"Så er det godt, ferien er forbi og vi kan få dig lidt op i omdrejninger."

[Elias Oliver Wood]

Elias havde skam overvejet at fejre sin myndighed med stil. Ikke at det var blevet til noget. Fester skulle der nok komme nogle af på Hogwarts, og det havde været behageligt bare at kunne tilbringe dagen med familien. Anføreren lænede ryggen lidt tilbage i sædet, og puffede Louis' fod ned med et skævt smil.

"Tror du virkelig at jeg har brug for hjælp til det?" spurgte han, selvom han ikke ligefrem var sikker på om Louis refererede til hverken Quidditch eller det akademiske.

[Aloysius W. Bagman]

Louis måtte rette sig lidt op, da hans fod blev puffet ned, men han forblev ikke sådan længe. I stedet smed han benene op på det tomme sæde ved siden af sig og hævede et bryn af kammeraten.

"Med dine sindsoprivende fortællinger om is og træning bliver jeg sgu i tvivl," indrømmede han drilsk.

[Elias Oliver Wood]

Selvom den ungdomsprægede hjerne kunne fokusere på da han havde spist, én af de mange, is nede ved Portree havnen, kunne hormonerne ikke undgå at dristige sig hen på den is han havde spildt på en hvis blondine i Hogsmeade. En blondine, hvis læber han havde fundet i mørket nogle uger efter sammenstødet.

Han rømmede sig. "Har du da noget mere interessant at berette?" udfordrede han.

[Aloysius W. Bagman]

Nu var det ikke Louis, der skulle grilles lige nu, og han slap et muntert fnys og enhver intention om at svare ham - hvis det da overhovedet havde været der.

"Mate, min lillebror har mere interessant at berette," konstaterede han flabet.

[Elias Oliver Wood]

Næseboerne slap en fnysende mængde luft. Blikket vendtes kortvarig mod landskabet udenfor. Bakker. Bjerge. Han tog ikke rigtig synet til sig. Tværtimod overvejede han hvor meget han kunne fortælle, uden at det ville blive holdt over hovedet på ham resten af skoleåret. Damn. Han havde ikke engang fortalt sin bedste kammerat, om dengang han var vadet ind i vejledernes badeværelse og havde set hvordan skummet...

"Shamer du mig, for at være kedelig?" spurgte han underholdt.

[Aloysius W. Bagman]

Louis slap en munter lyd. “Well, yea,” grinede han og trak på skuldrene. Han havde aldrig haft så meget imod at kalde en spade for en spade, og især med Elias så han ingen grund til at lægge fingre imellem. Det kom nok af syv års venskab, sovesal og en del år på holdet sammen også.

“Men det er ikke noget, vi ikke kan ordne.”

[Elias Oliver Wood]

En kamp skulle vindes i år, og F.U.T eksamenerne skulle overleves. Alligevel fornemmede Elias bestemt, at Louis nok ønskede at komme gennem skoleåret med et brag. Det ville ligne ham. Det var trods alt den merlins knægt, der havde fået anføreren ud af sin skal i de første skoleår. Nu, nød han faktisk festerne og den måde hvorpå vennerne ansporerede ham til at brænde krudt af på.

"Nej, men du har trods alt prøvet på det længe," grinede han. 

[Aloysius W. Bagman]

Smilet hang dovent ved hans mundvige og blottede de skæve tænder, som Louis trak på skuldrene igen og hev fingrene gennem det tykke hår. “Ingen skam i at behøve lidt hjælp,” drillede han jovialt.

“Jeg har forresten snakket med Eileen O'Leary om, at vi bør stikke hovederne sammen efter maden i aften.”

[Elias Oliver Wood]

Med et drenget grin og en bevægelse med hånden, slog Elias kammeratens drillende bemærkning vægt. Nysgerrigheden blev dog vakt efter den næste bemærkning. Det ene øjenbryn løftede sig lidt.

"Så, om hvad dog?" 

[Aloysius W. Bagman]

Louis sendte ham et sigende blik, men havde ikke lyst til at udpensle, at de skulle chille og drikke lidt, når de sad et sted, hvor de kunne blive overhørt. Så han løftede den ene skulder.

"Du ved, bare ses. Ferien har været lang, jo." Han slap en munter latter.

[Elias Oliver Wood]

Ferien havde ikke været så lang, hvis man spurgte Elias. Han nikkede dog anerkendende. Det ville være godt at se vennerne. Selvom han måske kunne have kortene langt tættere på kroppen end visse andre i gruppen.

"Lyder cool," Kom det fra ham. Blikket driftede ud af vinduet. Måske kunne han liste et blik eller to over mod slangernes bord til middagen. Tanken gjorde ansigtet lidt varmere.

[Aloysius W. Bagman]

Louis nikkede og lænede sig tilbage i sædet uden at bemærke, at Elias tanker også vandrede. Det var kun normalt på den lange tur, og snart faldt hans blik igen ud ad vinduet.

Der blev ikke meget mere snak, før de skiftede til uniformer og da handlede det mest om aftenens middag og den kommende quidditchsæson.

Lukket