Elsker mig, elsker mig ikke...

[Fiona Buchanan]

Corban Yaxley Jr. havde ikke kontaktet hende siden den dag han dukkede op i Fællesstuen. Bevares, det var også kun et par dage siden, men præcis hvor tålmodig skulle man forestille at være, når man gik og ventede på den store, svulmende undskyldning, der kunne gøre det hele bedre?

Fiona var i hvert fald ikke særlig tålmodig. Hun sad i Storsalen under det meste af aftensmåltidet og så på Corban eller i retning af Corban, som om hun med sine tanker kunne tvinge ham til at finde på noget. Bare et eller andet.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde ikke kunne finde svar på denne gåde på biblioteket. Tænk, at der var emner som det ikke havde bøger om. Især taget i betragtning af at visse bøger i den forbudte afdeling havde tænder, eller hviskede til en. I sidste ende, havde han måtte trække på kreativiteten.

Hænderne var foldet bag ryggen, da han havde forladt Storsalen efter måltidet og ventede på Fiona. Han måtte nikke til et par af førsteårseleverne fra det rødgyldne kollegium, før han endelig spottede brunetten. Han nikkede til hende, som tegn til at hun skulle træde til side. Hvis hun altså ikke havde skiftet mening.

"Hej... Er du klar?"

[Fiona Buchanan]

Fiona hævede begge bryn lidt over at finde Corban udenfor storsalen, ventende på hende, selvom hun reelt selv havde rejst sig netop fordi han var gået og hun havde overvejet at forsøge at fange ham på vejen, nu hvor han ikke fulgtes med Cailean.

Alligevel lidt overrumplet, var hun først tavs og havde lidt store øjne, som hun nikkede tøvende. "Klar til hvad...?"

[Corban Yaxley Jr.]

Emblemet skinnede, som altid, mod brystet. Et blødt smil strejfede dirrende den ene mundvige. Frem for at svare specifikt på hendes spørgsmål, kom han med et kryptisk svar, "Kom med mig," Foreslog han.

Han havde nået et par skridt hen mod trappen der førte op mod de øvre etager, før han kiggede tilbage mod hende.

[Fiona Buchanan]

Fiona rynkede panden lidt over Corban og hans kryptiske smil, men efter et øjebliks tøven og et blik over skulderen, fulgte hun med ham. Andre var også på vej ud af Storsalen, men hun kiggede ikke så meget på andre.

Han havde ikke svaret på hendes spørgsmål, så hun vidste ikke rigtig hvad hun ellers skulle sige. Derfor blev den ene fod bare sat foran den anden.

[Corban Yaxley Jr.]

Efter Corban havde forsikret sig for at Fiona fulgte ham, rettede han blikket frem for sig. Et smil kærtegnede læberne i et flygtigt sekund. Bare det at hun fulgte med, kunne måske være en smal forsikring på at alt ikke var komplet fortabt. Han havde dog en følelse af, at der ikke skulle mange dumme ord til, før hun vendte sig om.

"Jeg har fundet et vildt sted på tredje sal. Jeg tænkte at jeg ville vise dig det." Fortalte han, mens han ledte hende op ad trapperne. Endelig stoppede foran hvad der, vel udadtil bare lignede et pulterrum. Faktisk, blendede det mere eller mindre ind med væggen. Der blev trukket lidt ned i håndtaget.

Rummet havde nogle tæppe-gobeliner på væggene med diverse motiver - væsner der blafrede, træer der svajede lidt. Der var også rammer hist og her med tomme malerier, med imponerende baggrunde. Corban havde tydeligvis fjernet meget af støvet derindefra. Desuden havde han hevet det møllædte gardin ned fra vinduet, så der nu kunne komme lys ind i rummet. I den brede vindueskarm havde han lagt nogle puder at sidde på. Det var ikke et stort rum, men på vejlederrunden hvor han havde fundet det, havde han da gjort det mere attraktivt. Det havde vel en rustik charme. En glemt historie.

[Fiona Buchanan]

Et vildt sted på tredje. Fiona var svagt skeptisk, men brummede halvinvesteret som kommentar, imens de gik. Da hun trådte indenfor, hostede hun lidt af støvet, der var tilbage derinde og nøs en enkelt gang, før hun så sig rundt med en rynke på næsen.

"Hvad er det her...? En eller anden slags pulterkammer?"

[Corban Yaxley Jr.]

Uden egentlig at fange hvor uimponeret Fiona lød, slog Corban lidt ud med hænderne, "Det tror jeg. Er det ikke fedt?" lød det entusiastisk fra ham. Han var faktisk stolt over hvad han havde formået, selvom Fiona ikke ligefrem havde kunne se et før og efter billede af hvordan det havde været. Desuden... anede han ikke hvordan man var romantisk. Puder og en pokal græskarjuice, havde været det han kunne formå.

Han begyndte at tale om en af gobelinerne, der forestillede nogle billywigs. Vingerne blev fanget lidt af lyset fra vinduet. "Det har sin charme..." Rummet havde, i følge ham, al den personlighed som Yaxley hjemmet ikke havde. Det og mere støv.

[Fiona Buchanan]

Fionas ene bryn røg lidt op over Corbans entusiastiske spørgsmål. Tydeligvis var det retorisk for ham og hun lod være med at konstatere, at hun ikke synes det var så fedt, som han synes.

I stedet lod hun blikket glide til den gobelin han fablede om og så skeptisk på den. Hun lod ham plapre videre lidt, men så var hendes tålmodighed også ovre.

"Så hvorfor ville du vise mig det her?"

[Corban Yaxley Jr.]

"Jeg..." Corban vendte blikket mod Fiona. Nej. Hun så bestemt ikke begejstret ud, men hans midler havde været begrænsede på slottet. Især mellem vejlederrunder og områderne hvor han havde fundet ud af at andre par søgte hen, "Jeg tænkte bare at vi kunne være os her. Snakke og...." Han bevægede blikket mod vinduet, "Udsigten er altså god nok. Kom og se."

Han trådte hen mod vinduet. Man kunne ane Slagpoplen i det fjerne derfra, samt skovbrynet. "Jeg ville gerne have inviteret dig ud til Hogsmeade weekenden, men min mor vil gerne mødes med mig." Han var vokset lidt i højden over sommeren, og åbenbart havde hun købt nye rober til ham.

[Fiona Buchanan]

Gud, hvor var han famlende, når han blev sat i spotlyset. Fiona, ikke ligefrem den mest tilgivende pige, synes hun så alle hans fejl efter sommeren. Hun trykkede læberne lidt sammen, men gik da med til at komme med over og se på udsigten. I det mindste havde han ret i, at den var god. Men det var den nu også mange andre steder.

Hun tog en faretruende indånding, da han nævnte sin mor. Igen blev læberne trykket sammen og hun lod være med at kommentere på det.

"Ikke ligefrem det mest romantiske, med støv over det hele," pointerede hun.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde forsøgt at tænke ud af boksen. Ud af boksen og ind i pulterkammeret. Han forsøgte dog at ranke sig, før han tog plads i vindueskarmen på puderne, og nikkede mod den anden side, så Fiona kunne sætte sig. Karmen var bred nok til at de ikke blev nødt til at sidde tæt på hinanden.

"Beklager støvet," lød det dæmpet, men oprigtigt fra ham. "Jeg troede jeg havde fået det meste væk." Han tyggede diskret sammen. "Jeg kunne have fundet på noget bedre. Jeg synes bare det havde en charme." Skuldrene blev trukket lidt opad.

[Fiona Buchanan]

Fiona satte sig ned, selvom hun var fristet til bare at finde flere fejl ved hans forsøg. Hendes blik gled til ham igen og hun rynkede panden en smule. Det kildede lidt og hun nøs igen, før hun snøftede en smule ind og så ud af vinduet.

"Du er ikke tilgivet endnu," pointerede hun, hvis han skulle have været af den vildfarelse. "Men du har da prøvet. Næste gang støver du bedre af, ikke?" Hun vendte blikket imod ham og så afventende ud.

[Corban Yaxley Jr.]

Næste gang... Håbet var skrøbeligt, men i det mindste var det der. Corban hældte lidt græskarjuice op i de to glas han havde hapset fra køkkenet. Med husalfernes accept altså. 

"Det ved jeg," bemærkede han, før han rakte hende den ene lavstilkede pokal. Han nikkede til hendes næste bemærkning, med antydningen af varme i blikket. Det havde været en dum ide. Men han havde ikke kendt nok af slottets hemmeligheder til at finde et sted hvor de kunne være alene.

"Jeg vil gerne invitere dig ordentligt ud. Du fortjener mere end støv."

[Fiona Buchanan]

Fiona tog imod det ene glas med et enkelt, hævet bryn. Dét var i det mindste meget sødt forsøgt. Hun var ikke fuldstændig ekset med græskarjuice, men hun tog da en enkelt tår af glasset og betragtede ham, som han fortsatte.

Det lød straks mere som en ordentlig undskyldning at blive inviteret ud og hun tiltede hovedet let mod den ene side, imens hun så på ham. "Ja? Hvorhenne?"