Når en hel del går galt

[Teddy Lupin]

Teddy trak på skuldrene. ”Vi kan jo bare nævne det. Altså, så ved de hvad vi laver og kan ikke klandre os for at holde noget hemmeligt. Men jeg tænker ikke vi behøver spørger om lov, Toby, vi udsætter jo ingen andre end os selv for fare… Vel?” Det sidste ord blev alligevel en anelse tøvende. Rabbie havde nævnt at det ville bringe bevægelsen i fare, men Teddy kunne ikke se hvordan, og så var knægten også kun sytten.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias måtte stikke flaskehalsens åbning til læberne, som Teddys spørgsmpl hang i luften omkring dem begge. I sandhed vidste den ranglede troldmand hverken fra eller til mere. Hele fundamentet for hans eksistens var revet op ved roden.

"Hvis vi bliver taget, kan de jo finde ud af, at de andre eksistere, du ved", brummede Tobias langsomt og omsider, som han rømmede sig hæst. "Men, ja, det kommer ikke til at ske. Hvad med dig og Vic? Ved hun...?"

[Teddy Lupin]

Teddy betragtede Tobias med en eftertænksom rynke i panden, inden han vendte opmærksomheden mod sin øl og tog en tår. ”Mmhm,” han nikkede bekræftende. Han brød sig ikke om at have hemmeligheder for Victoire Weasley.

”Men vi bliver ikke taget, Toby. Og hvis vi gør så skal jeg nok distrahere dem, så du kan stikke af. De kan alligevel ikke hælde veritaserum på mig, hvis mine læber sidder sammen.” Demonstrativt kørte han fingrene henover begge læber, der smeltede sammen inden han morphede dem tilbage igen og sendte vennen et grin.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias betragtede Teddy og måtte kæmpe for ikke at lade læberne adskilles i et varmt smil. Det var så fandens typisk hans bedste ven - Ted ville dø, før han solgte dem, han holdte af.

"Du ved godt, at jeg ikke ville rende afsted, for at lade dig i stikken på den måde? Nok er jeg gammel slange, men så stor en kujon er jeg ikke", svarede Tobias mumlende, dog med varme øjne, som han lænede sig tilbage i sofaen. Derefter smed han fødderne op på stuebordet og lod for et øjeblik tavsheden sænke sig over dem begge, som tankerne løb af sted med ham.

"Men hvad sagde Vic egentlig?"

[Teddy Lupin]

Teddy fnøs, men var stadig et stort smil. ”Nej, du er ingen kujon Tobias, det kan vi hurtigt blive enige om.” Han tog en tår af øllen før han genkaldte sig minderne om Vics reaktion, da han havde fortalt om de to troldmænds møder og planer.

Et særligt smil bredte sig. Et smil der altid fandt vej til hans læber når han tænkte på Vic, ”hun synes det lød ’komplet vanvittigt’.” Han grinte og så på sin ven, ”hun var i hvert fald ikke så meget for, at vi ville bryde ind i ministeriet. Men hun er stadig frisk på at hjælpe med skrivningen.”

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias betragtede Teddy, som han sad og smilede det der smil, der kun var hans. Et, Tobias og ham ikke delte som normalt og bag den tynde brystkasse, hamrede Tobias’ hjerte opstemt. Det var svært ikke at blive smittet af Teddys lykke.

Den ranglede troldmand lo dog, som han nikkede enstemmigt. ”Det er jo også pænt fucking vanvittigt”, sagde han, ”det er nok den dummeste idé, vi nogensinde har fået, Ted. Det kan der ikke være nogen tvivl om.” Tobias måtte le igen og efter at have taget en tår af øllen, nikkede han igen. ”Det er godt. Måske hun lige skal bløde lidt op for idéen først”, tilføjede han dernæst spøgefuldt. Ikke lang tid efter blev det dog erstattet af en mere alvorlig grimasse.

”Men hvordan går det ellers med jer? Flytter I ikke snart sammen? I har jo fandeme været sammen i en evighed.”

[Teddy Lupin]

”Så snart det er sikkert at forlade svinet, satser jeg på. Hvis det er okay med Vic.” Han trak på skuldrene og tog endnu en tår af øllen. ”Og Bill og Fleur selvfølgelig. Vi er jo ikke gift og sådan…” Selvom Vic gerne ville og Teddy da også havde lovet at tænke over det.

”Hvorfor er det egentlig så vigtigt, Toby? Det der med at blive gift?” Der var reel undren i hans tone og han så på vennen med et blik der kunne tolkes som en anelse bekymret. ”Og børn og sådan noget.” Emnet var måske en smule ømtåleligt for dem begge, men hvis det ikke var noget man kunne snakke med sin bedste ven om, hvem skulle man så snakke med?

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias var tavs længe, alt imens tankerne syntes at finde orden i sig selv. Han tømte sin øl i tre store slurk, før han satte den grønne flaske fra sig på bordet og samlede sine hænder i den sorte manke.

"For nogle er det jo... Ja, en måde at legimitere deres kærlighed på. Deres forbindelse", brummede han dernæst, men tøvende for Tobias selv synes heller ikke helt det gav mening. "Men der er selvfølgelig også hele det juridiske aspekt. Hvis Vic nu blev indlagt, ville du jo ikke have ret til at se hende nødvendigvis. Der er vist også et eller andet med at få børn... Men jeg ved det ikke helt faktisk", tilføjede Tobias dernæst i en indrømmelse, hvorefter han skar en spæd grimasse.

"Og hvad angår alt det med børn... Det ved jeg sgu heller ikke, Ted. Jeg ved ikke, hvorfor det er vigtigt. Måske det er ideen om det gode liv, der sniger sig ind i ens tanker. Måske er vi bare så indoktrinerede oppe i hovedet, at vi aldrig rigtig overvejer andre muligheder... Men... Hvorfor spørg du?"

[Teddy Lupin]

Teddy tyggede lidt på Tobias’ ord. Idéen om det gode liv. Teddy synes ikke livet kunne blive meget bedre, når han var sammen med Vic. Han tømte øllen og satte flasken ved siden af den Tobias havde tømt, inden han lænede sig tilbage i sofaen.

”Vic vil gerne. Giftes altså. Og have børn.” En hånd fandt tøvende vej om i nakken, mens han for hundrede syttende gang overvejede scenariet. ”Jeg er bare ikke helt sikker på at… Ja, altså du må ikke tro jeg ikke elsker hende, det ved du jeg gør! Og hvis hun gerne vil giftes, er det vel også bare… Ja, det ændre vel ikke så meget i den måde vi lever på, selvom jeg synes jeg snyder hende lidt, hvis jeg siger ja til noget jeg ikke helt kan stå indenfor. Men børn… Tobias, det tror jeg ikke jeg kan.”

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias nikkede stille og lod sin bedste ven finde de ord, han mente var nødvendige. I grunden kom erklæringen bag på Tobias selv. Teddy var så varm og omsorgsfuld at selv det halve kunne være nok - hvorfor helvede ikke give det videre?

Ikke at Tobias lod det komme til udtryk. I stedet nikkede han opfordrende mod Teddy. "Hvad tænker du om det da?"

[Teddy Lupin]

Teddy så tænksomt ud i rummet. ”Jo, det er bare… Det er meget ansvar, og pludselig skal man… Jeg mener hele ens liv kommer jo til at blive anderledes, gør det ikke? Det er ikke fordi jeg ikke kan lide børn, tvært imod! Jeg elskede at passe alle de andre da de var små, men der var jeg jo også bare… Teddy, du ved. Ikke ’far’ eller sådan noget. Tænk hvis de ikke kan lide mig? Eller værre, tænk hvis jeg ikke kan lide dem? Hvad gør man så? Eller hvis jeg bare er en dårlig far og sådan… Hvis man skal være far, skal man have et fast job og være tilregnelig og komme hjem til spisetid og hvad ved jeg. Toby, det tør jeg ikke.” Han sukkede en smule opgivende.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias kunne ikke helt lade være med at smile, men det var er varmt og blødt et af slagsen. Dernæst nikkede han. "Alting forandre sig. Det gjorde det i hvert fald med Ella. Men... Ja, jeg ved sgu ikke Ted. At der er nogen som regner med en, er måske ikke det værste i verden. Det synes jeg i hvert fald ikke", brummede Tobias stille, for det var nu rigtig nok.

"I mit hoved er jeg kun noget værd, hvis andre har brug for mig. Giver det mening?"

[Teddy Lupin]

Teddy grinte lidt og vendte blikket mod Tobias. ”Så jeg er ikke noget værd, hvis jeg ikke for børn? Tak Toby,” drillede han selvom han udmærket vidste hvad Tobias mente, inden han trak vejret dybt og igen fik en mere alvorlig mine. ”Men jeg ved ikke… Jeg har lovet Vic at jeg vil tænke over det, i hvert fald.” Det virkede bare som meget at sige ja til.

”Hvordan går det egentlig med hende? Ella, altså?”

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias kom til at le, i det Teddy smed hans egne ord tilbage til ham. Med en besejret grimasse nikkede den ranglede troldmand hastigt, hvorefter han rejste sig. Et øjeblik senere vendte han tilbage med to nye øl.

”Men Ted”, lød det dernæst langsomt, som Tobias faldt sammen i sofaen for anden gang. ”Du bliver verdens bedste far. Den der frygt der… Du skal ikke dvæle for meget med den, for jeg tror, at vi alle sammen går rundt med den. Det handler måske mere om… Ja, du egentlig gider have de der børn. Forstår du?”, spurgte Tobias efterfølgende, om end en smule langsomt, som han selv kom fra til konklusionen. For nu glemte han alt om spørgsmålet omkring guddatteren.

[Teddy Lupin]

Teddy tog imod øllen og trak på skuldrene. ”Måske har du ret. Det er bare… Jeg synes jeg skylder Vic en bedre forklaring.” Han vidste vitterligt ikke hvordan han kunne fortælle hende det, uden at gøre hende ked. ”Men du ved jeg ville gøre hvad som helst for hende, Toby. Virkelig. Men med børn… Der bringer jeg nogle andre i spil. Ville du sige ja? Hvis du var mig?”