Omsider

[Bethany P. Green]

Bethany følte ikke, at hun klarede særlig meget, som hun stod der med en smule farve i kinderne og Tobys lange fingre mod sin skikkelse. Især hans næste ord tog pusten fra hende og sammensat med det smil...

Hun fugtede læberne. "Jeg kommer da ikke til at være fræk, når jeg ligner en planet," indvendte hun i et forsøg på at slå det hen, selvom hjertet allerede slog lidt hårdere.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias grinede, det så karakteristiske hæse grin, som han hastigt nikkede. "Jo du gør", erklærede han prompte, som han i samme instans trådte tilbage mod bilen. De mørkeblå øjne gnistrede af velvidenhed, for den ranglede troldmand var ikke i tvivl. Endnu havde det drengede smil ikke forladt ham, men Tobias vidste også, at han nærmede sig den usynlige grænse mellem dem, hvorved han nikkede mod køretøjet.

"Lad os komme af sted. Jeg har så meget at vise og fortælle, Beth."

[Bethany P. Green]

Det hjalp ikke på ret meget at blive mindet om, at Toby stadig fandt hende fræk. Eller det burde det i hvert fald ikke, men Bethany kunne ikke helt lade være at smile, som hun alligevel overgav sig og satte sig ind i dødsmobilen. Hun trak fingrene igennem håret og først, at han gik i gang med at spænde sikkerhedsselen, gjorde hun det samme.

“Jamen er der noget af det, der kan fortælles på vejen?” spurgte han og kastede et blik på ham.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias betragtede Bethany, som hun kopierede hans egen handling og også selv spændte sikkerhedsselen forsvarligt. Dernæst nikkede han med et lille smil om læberne, imens de farverige fingre i samarbejde med fødderne tændte for køretøjet.

Som de rullede væk fra Port Ellen, begyndte Tobias at fortælle. ”Jeg har fået en deltidsstilling i en børnehave”, var det første og åbenlyst mest presserende, ifølge den ranglede troldmand. De mørkeblå øjne gnistrede morede, som han begyndte at berette om sin jobsamtale.

”Judith hedder hun. Altså chefen. Hun er et åndedrag fra pension. Jeg endte med at sidde og hjælpe hende med at finde mandlige bekendtskaber på internettet! Du ved, inde i de der computere!”

[Bethany P. Green]

Det var altid lidt af en udfording at følge med, når Tobias talte muggler. Bethany gjorde ellers en del for at sætte sig ind i samfundet, men det virkede som en så fremmed kultur med så mange aspekter, at hun ikke altid forstod det hele.

"Pension?" gentog hun forvirret, mens han talte, men ventede ikke på svar, før hun spurgte igen. Denne gang med mindre forståelse. "Vent, hvad? Inde i computerne? Hvordan får de dem derind?" Hun kunne ikke forestille sig nogen ville værdsætte at blive puttet ind i de små kasser.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias havde svært ved at undertrykke et lavmælt kluk. ”Nej, du ved, det hele foregår online!”, forklarede han med en afslappet gestikulering, som ville det om muligt give endnu mere mening.

”Mugglere stopper på arbejdsmarkedet, når de når til en bestemt alder. Eller – altså, det kan de, hvis de vel og mærke vil!”, fortalte Tobias hastigt videre, som han drejede køretøjet ned af en smal grusvej.

[Bethany P. Green]

Bethany havde ingen anelse om, hvad online betød, så hun sad bare og stirrede på ham i håb om, at han snart ville bevæge sig videre til noget, der gav mening. Men selvom hun forstod ordene denne gang, så hun lige forvirret ud, da han drejede af.

"Det lyder da fint," mumlede hun og kastede et frygtsomt blik ud af ruden ved underlaget, der lød farligt under dækkene.