Hurra, Hurra, Hurra

[Corban Yaxley Jr.]

Varmen ramte Corbans kinder igen ved tanken. Den slags, var flovt nok i forvejen når man vågnede på en fyldt sovesal, men han ønskede ikke at en hel troldmandslandsby skulle grine af ham. 

"Nej, det kan man ikke..." Han rettede lidt på kraven, som kunne det måske gøre ham mere veltilpas hvis noget var i orden. Dernæst skævede han lidt rundt i rummet igen.

"Skal du derhen med Penelope Parker og Aedan C. Finnigan ?"

[Cailean Morgaine]

Emneskiftet var tiltrængt. Det var lidt besynderligt at snakke om Corbans… Ja, det var i hvert fald ikke hvad Cailean havde regnet med at de to venner skulle snakke om på sin fødselsdag. Han gad egentlig heller ikke snakke om Aedan og Parker, men det var trods alt mindre pinligt.

”Nej det tror jeg ikke. Aed opførte sig som en lille lort sidst jeg så ham, og jeg har ikke lige snakket med Parker om noget. Har du set nogen af dem over sommeren? Eller er det kun Buchanan du har haft tid til?”

[Aedan C. Finnigan]

[Corban Yaxley Jr.]

Corban rynkede panden lidt, men det burde nok ikke komme bag på ham. Cailean havde en tendens til at gøre sig uvenner med folk. Måske havde det smittet lidt af på ham med hele Fiona-situationen, men Corban forsøgte ikke at tænke så meget på det. Ikke før imorgen, hvor brikkerne nok faldt på plads. Håbede han.

Han rystede på hovedet. "Næh. Ikke endnu," svarede han, og kommenterede ikke på det sarkastiske spørgsmål der fulgte, "Hvorfor er Aedan..?" Han gentog ikke en lille lort, men Cailean forstod nok.

[Cailean Morgaine]

Cailean himlede med øjnene. Ikke af Corban, men at mindet om Aedan og hans latterlige opførsel. ”Ja altså vi skulle på stranden, jo. Som vi plejer. Men du ved, da jeg kom hjem til Parker var det bare kun mig. Og du kunne ikke komme, hvilket er fair nok, men Aed havde åbenbart ikke gidet at tale med Parker. Så jeg sagde, at vi da bare skulle tage over og hente ham og du ved… Altså også så ham og Parker kunne tale sammen og sådan, blive venner igen. Eller de var åbenbart uvenner. Hvad ved jeg.” Han holdt en kort pause, men lod ikke Corban afbryde før han fortsatte.

”Og det var cool nok og sådan, bortset fra at hans far er tosset og vi blev fanget i et bur da vi trådt ind i stuen, øhh… Men det var noget andet, altså… I hvert fad blev han mega sur da vi kom, fordi han hellere ville kaste med havenisser og så smækkede han en dør i ansigtet på mig tre gange og fik Parker til at græde. Han er helt væk.”

[Corban Yaxley Jr.]

Fortællingen belyste ikke ligefrem meget for Corban. Nærmere forvirrede dem ham mere. Alligevel forsøgte han at sætte brikkerne sammen, somehow, selvom det ikke ligefrem var nemt. Næsen rynkede gentagende gange, som tegn på aktiviteten der skete bag det, sommetider, fladpandede hoved.

Først da Cailean var færdig med sin fortælling (ikke at han gav Corban plads til at afbryde), åbnede han munden for at klemme nogle ord over læberne, "Undskyld, sagde du at I blev fanget i et bur?" Det var åbenbart det han mindst forstod i den sære fortælling.

[Cailean Morgaine]

Cailean nikkede, ”ja men det var vist ikke Aedan. Hans far er skør eller sådan noget. Jeg tror han er lidt forstyrret mentalt, men du ved, det er nok ikke noget Aedan taler om.” Cailean trak på skuldrene, inden det gik op for ham, at det måske ikke rigtig forklarede hvorfor der var et bur i det hele taget.

”Det var en eller anden hjemmelavet tyveri anordning eller sådan noget. Ikke at der var noget der var værd at stjæle, men Aedans gamle er vist lidt paranoide. Nå ja, og apropos, hvordan går det egentlig hjemme hos dig med din far og sådan? Kan du holde ud at være hjemme?” Det var var ikke et emne de snakkede om ofte, men heller ikke rigtig noget der kom op på skolen når de havde travlt med lektier og alt hvad der ellers hørte til.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban lavede en mental note om måske at snakke med Aedan C. Finnigan om det her. Eller... Måske bare være der for ham, hvis hans far virkelig var så skør som Cailean berettede. Det ville desuden måske være rart at snakke med nogen om det - eller ikke snakke med dem - om noget som det her.

"Man forstår da hvorfor, hvis det er tilfældet." Bemærkede han med en skuldertrækning. Selv lukkede han nemlig hurtigt ned, da Cailean spurgte ind til hans eget forhold med Corban Yaxley senior.

"Han holder sig for sig selv, det meste af tiden." Bemærkede han sandfærdigt. Han slugte en stædig klump i halsen - lettet over at hans far tilsyneladende ikke vidste at han havde været på Fionas værelse, "Skal vi gå ned til dine gæster igen?" Det var udvejen for samtaleemnet. Desuden... Det var Caileans fødselsdag.

[Cailean Morgaine]

Let sammenknebne øjne betragtede Corban med en hvis skepsis. Det var ikke første gang Corban undveg det emne og før i tiden havde Cailean egentlig bare været ligeglad og ladet det være sådan. Men med det sidste halve års tid i bagagen, var venskabet ikke længere som det altid havde været. De to drenge havde været farligt tæt på at ende venskabet, og uanset at Cailean aldrig ville indrømme det, så havde det bekymret ham en hel del.

Og her var jo en oplagt mulighed at bevise, at Cailean var en god ven der gik op i hvordan Corban havde det. Desuden havde Buchanan besøgt familien Yaxley et utalt af gange, og tanken om at hun vidste mere om Corban og hans familie end Cailean måske gjorde, var ærlig talt ikke til at holde ud.

”Hul i det. De er sygt kedelige,” viftede han hurtigt forslaget væk. ”Og jeg spurgte ikke hvad din far lavede, Corban, jeg spurgte hvordan det går med dig nu hvor du er hjemme og han er der og sådan noget? Altså du ved… er du… sådan… okay?” Han prøvede at lyde insisterende, men det blev også en anelse tøvende. Det var ikke noget han normalt gik og spurgte folk om.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban var udmærket klar over hvad vinklen på hans bedste kammerats spørgsmål var. Han havde prøvet at skøjte over det, for det var sandt. Når hans far holdt sig meget for sig selv, havde Corban mindre at være nervøs for. Problemet hændte nok da Fiona tog afsted. For hans mor plejede at holde faren af Corbans nakke, når den forlovede var på besøg hver sommer. Forlovelsen var vigtig, trods alt. Og han havde været uendelig nervøs for at den forbandede husalf ville sladre om Corbans tilstedeværelse på Fionas værelse til hans far.

Ingenting var heldigvis hændt. Ikke endnu.

"Det går fint," Bemærkede han med en trukken bevægelse på skuldrene, "Jeg er okay." Først der mødte han vennens blik med en form for oprigtighed, "Jeg kan ikke så godt lide at være der, for at være ærlig."

[Cailean Morgaine]

Tavsheden lagde sig over dem for en stund. Caileans blik vandrede søgende henover Corban, som om det helt rigtige svar stod skrevet med småt i en sjælden skjortefold eller bag et øre. Men der var ingen hjælp at hente. Corban var bare Corban.

”Altså…” Måske fortrød han alligevel lidt at have spurgt. ”Okay men…” Han kløede sig lidt bag øret og stjal et blik ud ad vinduet inden han så på Corban igen. ”Du ved, du kan jo bare komme her så? På besøg og sådan? Eller du ved… Har din far egentlig overhovedet stadig sin stav?”

[Corban Yaxley Jr.]

Tilbudet varmede. Fornemmelsen var dog ikke langvarig, da Cailean fuldendte sin sætning. Corban lod fødderne dingle lidt fra sengen og betragtede skosnuderne bevægelse.

"Selvfølgelig har han ikke det," svarede han. Ikke at hans far blev bedre og magtesløs af den grund. Nok var han begyndt at skrante mere med årene, men Corban var stadig ikke bygget som en basker.

"Hvis ikke det er til for meget besvær, kunne det godt være at jeg vil være her inden afrejsedagen til skolen. Bare i... et par dage, eller sådan noget."

[Cailean Morgaine]

De dinglende fødder fik endnu en tilskuer, da Cailean fulgte Corbans blik. ”Ja ja, du kommer bare,” bemærkede han kort og tænkte videre over spørgsmålet han havde stillet om Corban Yeaxley Sr. Han åbnede munden men lukkede den igen, inden han kort prøvede at fange Corbans blik men endte med at kigge på skoene igen i stedet.

”Så… Hvad, eh… Eller du har bare aldrig sagt, sådan… Jeg mener, du kan altså bare fortælle mig alt, hvis du vil og sådan noget. Om din far. Eller ikke om din far, men du ved, hvorfor du ikke gider være der.” Han prøvede at fange Corbans blik igen, og var ikke helt sikker på, om han fortrak at Corban ville snakke uden om igen.

[Corban Yaxley Jr.]

Ingen, på den anden side af Yaxley ejendommens mure, kendte noget til det. Ikke Fiona Buchanan . Ikke Cailean, Aedan eller Parker. Desuden var det vel kun blevet bedre, som hans fars tilstand blev værre. Måden han nok havde håndteret de mange slag på gennem barndommen, lå nok grund til hvorfor han faktisk var på løvernes kollegie. For selvom han ikke havde kæmpet igen - ligesom med Caileans overfald - havde han ofte ikke sagt en lyd.

Øjnene blev løftet mod vennen, og læberne blev endda adskilt for at sige noget.

"Det er din fødselsdag. Jeg vil ikke være en downer," Det trak lidt i mundvigen, "En anden gang."

[Cailean Morgaine]

En anden gang. Cailean fnøs men kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. "Løgn," erklærede han med et grin. "Men fair nok, du kan beholde dine familiehemmeligheder så. Jeg er egentlig også ligeglad, så længe du stadig må komme på besøg." Det var også en løgn, men det var noget nemmere at lege ligeglad end at vise han faktisk var interesseret.

"Og apropos familie, gæt i øvrigt lige hvem der er blevet ansat på skolen!"