De ekstra lange dage

[Dominique O'Callaghan]

Tobias var måske en pisse irriterende fremmed for hende, men han var ikke den første, der havde anklaget hende for ikke at ville tage sig af andre og hans ord ramte et blødt sted i hende. Det fik i hvert fald Dominique til at blinke hurtigt bag brillerne.

Så irriterede han hende igen og hun himlede igen med øjnene, før hun stoppede op. "Jeg arbejder ikke for MACUSA. Jeg er en ottendedel willie, din tåbe," bed hun og så hårdt på ham.

"Og jeg har en kat, hvis du vil vide det."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias gjorde ikke meget for at kvæle smilet, der krøb henover hans læber og han nikkede, som Dominique vrissede af ham.

"En kat siger du", svarede han, som han godtog hendes afvisende facon. I sit stille sind konstaterede han, at heksen var oprigtig. Næsen lugtede i hvert fald ingen stank af forræderi og det var godt nok for Tobias.

"Jeg er personligt mere til hunde." Igen en løgn, men ikke desto mindre...

[Dominique O'Callaghan]

Dominique himlede med øjnene. "Selvfølgelig er du det," sukkede hun opgivende. Ligesom han sikkert ville svare nat, hvis hun sagde dag og gå hvis hun sagde stå. Kapitulerende stak hun hænderne i lommen og så på ham.

"Fint. Men så har du også at byde på en ordentlig drink."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias tæmmede smilet, som han bukkede teatralsk for hende. ”Sådan skal det lyde!”, proklamerede han, som han drejede rundt på hælen og dernæst skridtede tilbage mod, hvor end de kom fra.

Det tog dem et stykke tid, før de kunne slynge sig i en bar, der var så ukarakteristisk ren, at Tobias for et øjeblik kæmpede med at slappe af. Da de havde modtaget deres bestillinger, nikkede troldmanden opfordrende mod hende. ”Du har ikke været i kontakt med Vic et stykke tid, formoder jeg.”

[Dominique O'Callaghan]

Dominique fortrød allerede; en følelse, der ikke blev mindre, da de nåede ind på en bar og Tobias valgte at bringe Victoire Weasley op.

"Hør, Holmes, du er sikkert en udmærket fyr og alt muligt, men jeg kan gå med til at dele en drink eller en cigaret med dig," drævede hun. "Men ikke min livshistorie. Så, du er velkommen til at komme med noget originalt og ellers har jeg intet imod et øjeblik i stilhed."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias skar en grimasse og hævede øjenbrynene – påtaget eftertænksomt. ”Jeg er faktisk en helt udmærket fyr. Hører det hele tiden”, mumlede han, alt imens Dominique talte videre. Dernæst nikkede han og drak en smule af den øl, som han havde anskaffet sig.

”Såeh… Hvad er din yndlingsfarve?”

[Dominique O'Callaghan]

Dominique fnøs og kunne ikke helt lade være at smile lidt af ham. "Originalt," bemærkede hun sarkastisk. "Hvad bliver det næste, du vil vide? Mit stjernetegn?" Hun nippede til den whisky, der var blevet stillet foran hende, før hun alligevel gav sig.

"Den rødorange farve, himlen får lige over horisontlinjen, når solen er på vej ned. Den er næsten flydende, farven." Hun så ned på væsken i sit glas og fangede sig selv i at smile. Det blev hurtigt kvalt.

"Men som du kan se, går jeg mest i sort." En klar protest mod Victoire, der altid havde holdt sig til de lyse farver. Blikket spillede, da det fandt ham igen. "Så, føler du, du kender mig bedre nu?"

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias nikkede og drak igen. ”Ja, jeg ved alt om dig. Ens yndlingsfarve siger meget mere, end folket lige går og tror”, svarede troldmanden prompte, om end ikke synderligt oprigtigt. Han smilede til hende og skar derefter en spæd grimasse til hende.

”Desuden var det en sindssyg beskrivelse. Jeg ville bare have sagt blå. Eller grøn.”

[Dominique O'Callaghan]

Dominique hævede et bryn, der lige akkurat tippede op over brillestellet, før hun modvilligt måtte slippe en munter lyd. Hun rystede lidt på hovedet, lige dele af ham og af sig selv, inden hun igen fangede hans blik over bordet.

"Tja, men jeg kan ikke så godt sige orange, for jeg hader orange," svarede hun med et skuldertræk. "Ikke alt kan ses unuanceret eller uden for kontekst." Hun lænede sig tilbage med et sigende blik i en klar reference til hans antagelser om hende tidligere.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias smålo en anelse, som han rystede på hovedet. ”Jeg er journalist. Om nogen ved jeg, at alt er kontekstafhængig”, svarede han, som de farverige fingre greb om øllen. ”Og du har desuden ret. Orange er hæslig. Ligeså hæslig som gul og rød. Ad.”

[Dominique O'Callaghan]

Dominique kunne godt lide rød, men måske var hun påvirket af syv år på Gryffindors sovesal. Det undlod hun dog at kommentere, som hun i stedet greb efter en langt mere interessant information, Tobias havde ladet glide.

"Journalist? Det havde jeg aldrig gættet," bemærkede hun, mere blød og drilsk, nu hun havde en tår whisky mere indenbords.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias skar en grimasse og betragtede hende med sigende øjne. ”Ikke det? Jeg er ikke synderlig imponeret. Folk plejer ellers altid at vende rundt på hælen, når de ser mig”, svarede han, og smilede bredere til hende, ja, faktisk grænsende til moret.

”Det har den effekt på folk.”

[Dominique O'Callaghan]

Dominique fnøs og nippede til sin drink igen med et træk på skuldrene. "Du slår mig ikke som typen, der er opmærksom nok til det," pointerede hun.

"Og så er du farvet af dine forudindtagelser og førstehåndsindtryk. Det virker, for mig, lidt upålideligt."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias himlede med øjnene og fnøs moret. ”Men det gør du ikke, eller hvad er det, du prøver at sige?”, spurgte han, oprigtig interesseret, i det han lænede sig bagud i stolesædet. Som altid slyngede Tobias sig i alt, han tog plads i.

Djævelske gnister satte sig dernæst fast i hans mørkeblå øjne. ”Hvad har jeg taget fejl omkring?”

[Dominique O'Callaghan]

Dominique hævede den ene skulder igen. "Det er ikke mig, der er journalist," pointerede hun blot. Hun var danser og deres meninger var der ingen, der bekymrede sig om.

"Mig."