En tilfældighed

[Iris Elisabeth Cave]

Iris Cave var som oftest den sidste heks til at forlade kontoret og på den grå torsdag, var det ikke megen anderledes. Hun havde siddet foroverbøjet over sit store mahogniskrivebord og læst adskillelige pergamentruller, til den knoglede nakke nev forræderisk og den venstre hånd havde givet sig krampagtigt og forladt den hvide fjerpen, som faldt til jorden.

Dernæst havde hun besluttet sig, at nok måtte være nok, og efter at have ryddet sit skrivebord og gemt de fortrolige pergamenter væk, var hun gået. Hendes små hæle gav genlyd i de sorte marmorgange, som hun skridtede og hendes mandelbrune øjne var rettet ukarakteristisk ufokuseret frem foran sig, i det hun bevægede sig målrettet ned mod elevatorerne. Til trods for den sene time, ønskede hun at spadsere hjem; ja, måske tilmed flyve, hvis hun kunne finde en gyde, hvori hun kunne skifte form, uden at nysgerrige øjne ville se det.

Ikke at tankerne dog fik lov til at dvæle der for længe, for til trods for øjnenes projektion, så hun ikke troldmanden, hvis skikkelse hun kolliderede med. Og dernæst sprang hendes hjerte et slag over.

”Jeremiah Booth… Jeg mener, Hr. Booth. Det må De undskylde!”

[Jeremiah Booth]

Jeremiah vidste naturligvis godt at Iris Cave ikke var gået hjem. Han havde aftalt med Kayfer Sinistra-Jones at holde øje med hende og havde sat sig denne dag for øje, uden at kunne vide at det ville blive så sent. Han havde dog skubbet skyldfølelse overfor datteren væk og var på vej ned ad gangen, besluttet på nu selv at opsøge sekræteren, da han bogstaveligt stødte sammen med hende.

Det var lidt en overraskelse, men han kom sig over det med det samme og lagde en hånd mod hendes arm for at støtte hende. "Miss Cave," drævede han roligt og smilede skævt. "Tænk ikke på det. Jeg gik vist lige så meget i vejen for Dem."

[Iris Elisabeth Cave]

”Det er sandt!”, hørte Iris Cave sig selv sige med skinger stemme, som hun hankede op i sin violinkasse, ”det gjorde De såmænd”. De mørkebrune øjne flygtede henover efterforskerens charmerende og beklagende smil, hvorefter de atter fandt de spidse læderstøvler, som hastigt satte i gang ned af det sorte marmorgulv.

Heksen vidste såmænd godt, at hun ikke kunne løbe derfra, men hendes skridt var så hurtige, at de spidse hofter vrikkede alarmerende, som Iris bevægede sig ned ad gangen. Tasken havde heller intet andet valg end at slå hårdt mod den magre skikkelse, men kun for at flyve i en halvbue, som heksen drejede om hjørnet.

Iris huskede så udmærket deres sidste møde på kroen og hvordan det var endt mildest talt ubehageligt, hvilket naturligvis også havde betydet, at hun havde undgået Mr. Booth som var han en omvandrende sygdom. Ved Merlins skæg, hvor skulle hun ikke være så dum igen.

[Jeremiah Booth]

Jeremiah hævede øjenbrynene i overraskelse over hendes udbrud og så småunderholdt efter hende, som hun stormede af. Han havde ventet på at kunne fange hende, men han undlod at sætte efter hende nu. I stedet tog han hjem og udsatte sine planer. Den efterfølgende dag kom han ind på hendes kontor på et tidspunkt, hvor han tilfældigvis havde set at alle andre, der sad der, midlertidigt var væk.

"Miss Cave," hilste han roligt, som han trådte ind i rummet med en kats elegance og en mappe i den ene hånd.

[Iris Elisabeth Cave]

Iris spjættede, så hendes hjemme-bragte madpakke fløj ud til alle sider omkring hende og de sorte hornuglebriller, sad skævt på den spidse næse. Hendes mørkebrune øjne var store og halsen snøret krampagtigt sammen om den mængde brød, hun havde formået at gennemtykke men som nu sad fast og afkrævede et hosteanfald af en sådan kaliber, at Iris efterlignede en tomat og de mørke fregner forsvandt i et hav af rødt.

Da hun omsider formåede at hoste af og rettet på de store briller, der uundgåeligt fik hendes øjne til at skyde mærkeligt tredimensionelt ud af hovedet, tog hun synderen i øjesyn. Jeremiah Booth. Selvfølgelig var det den flotte amerikaner, der stod der og betragtede hende, med en brun mappe under armen, som han så tydeligt forventede, at Iris selv ville tage sig af. Intet mere, intet mindre.

En smule befippet, rømmede den magre heks sig, som hun rejste sig. De knoglede hænder gled ned langs den grå kjole, som hun skridtede om foran maghoniskrivebordet og rakte ud efter mappen. ”De kan bare give den til mig, Mr. Booth. Og hvis jeg så lige kan få Deres underskrift”, lød det skingert, som Iris drejede rundt på hælen og dernæst fremdrog en logbog fra skrivebordets snorlige overflade.

[Jeremiah Booth]

Jeremiah hævede øjenbrynene lidt, som hun blev om muligt endnu mere forfjamsket end den foregående dag. Han trak lidt på smilebåndet over synet, navnligt brillerne og hvad der slog ham som en snert af røde kinder.

"Husk at trække vejret, miss Cave," svarede han roligt, uden sådan lige at overgive mappen. Han holdt tværtimod fast på den, som han fulgte hende.

"Er det et dårligt tidspunkt?"

[Iris Elisabeth Cave]

Iris blinkede med øjnene og forsøgte at tæmme de røde kinder, som hun skridtede taktfast tilbage mod sin siddeplads, i håb om at genvinde noget af sin tabte værdighed – den der lå som spredt for vinden, som hendes sandwich på kontorgulvet.
”Frokostpause”, lød det skingert, i det Iris atter vendte sig mod troldmanden og som kunne det forklare alt. Et tamt smil fandt vej til hendes buttede læber, som en fregnet finger rettede hornuglebrillerne.

”Men jeg kan naturligvis godt tage imod en sagsmappe. Den må være vigtig, antager jeg?”

[Jeremiah Booth]

Jeremiah hævede et øjenbryn, men slap blot et "selvfølgelig". Han nærmede sig og stillede sig foran hendes skrivebord.

Han kastede et blik ned på hendes sandwich og smilede skævt. "Under du aldrig dig selv en pause, miss Cave?"

[Iris Elisabeth Cave]

Iris hævede spædt de smalle øjenbryn, som hun nikkede og rakte hånden frem mod troldmanden. Ham, med de charmerende øjne, tilføjede en forræderisk stemmen, som den vrikkede forbi tankemylderet, som jo aldrig forholdt sig i ro.

Den petit heks rømmede sig og så ned på den knuste sandwich, hvorefter hun nikkede forhastet. "Naturligvis. Men der er meget at lave i disse dage - men hvordan er mappen vigtig? Jeg genkender ikke sagsnummeret."

[Jeremiah Booth]

Jeremiah endte med at sætte sig halvt på kanten af hendes skrivebord, drejet mod hende og blikket ned på hende. Han havde fornemmelsen af at hans tilstedeværelse hylede hende lidt ud af den.

"Så længe du husker at trække vejret, miss Cave," svarede han og smilede charmerende. Han havde stadig filen i den ene hånd.

"Alle sager er vigtige. Er du ikke enig?"

[Iris Elisabeth Cave]

De mørkebrune øjne fulgte troldmanden, som han placerede sig på det store mahogniskrivebord. ”Ja”, lød det spagt, hvorefter Iris rømmede sig og rankede ryggen, dog blot for at komme i tanke om sandwichen på gulvet.

En let, rosa farve spredte sig henover de buttede kindben, i det Iris fremdrog sin stav og svingede tavst med den. End ikke øjeblikket efter, var gulvet atter pletfrit og for blot et øjeblik, tillod Iris sig at betragte Jeremiah og sagsmappen – den, hun ikke genkendte.
”Nogle er vigtigere end andre”, mumlede Iris overvejende, som øjnene blev fraværende, i det tankerne begyndte at kredse om sekretærens seneste opgave med Kayfer Sinistra-Jones. Stadig, gjorde Iris sit for, ikke at støde ind i sin overordnede; ham, der havde været inde i hendes tanker og rumsteret, end uden at heksen selv havde bidt mærke i det.

Langsomt lod Iris lungerne fyldes med luften omkring sig, i det hun samlede sig og atter gav sig til at betragte Jeremiah. ”Men… Skal jeg ikke tage den?”, spurgte hun, i grunden mere interesseret i, atter at være alene end i selve sagsmappen.

[Jeremiah Booth]

Jeremiah betragtede hende, men svarede ikke på hendes ord om sagers vigtighed. "Jo," svarede han i stedet, men overgav stadig ikke mappen. Hans blik veg heller ikke.

"Men siden det var min skyld, at du tabte din... Sandwich på gulvet, er det kun rigtigt at jeg tilbyder at købe dig frokost i stedet."