Syv minutter for sent

[Kala Patil-Fawley]

Med lidt under en måned tilbage af sommerferien var Kala ret opsat på at nyde de sidste dage til fulde. Selvfølgelig var hendes hoved nu allerede et virvar af Quidditchtaktikker og mulige spil, hun ville køre igennem med holdet, men tankerne syntes alligevel at vende tilbage til dem om forhold.

Derfor væltede hun nu gennem virvaret af blomsterkransbærende mennesker med brede smil, rettende på sin egen, og holdt udkig efter et særligt ansigt. De havde aftalt at mødes ved torvet klokken tre, men et hurtigt kig på uret fortalte hende, at hun allerede var gode syv minutter forsinket.

Ronan Thomas

[Ronan Thomas]

Ronan var faldet i snak med en af sine klassekammerater, som han var så fordybet i samtale med, at han ikke tænkte over at klokken passerede tre. Han stod dog det rigtige sted, klædt helt som en muggler i jeans og t-shirt - og naturligvis med en blomsterkrone på toppen af hovedet. Det kunne hans mandlige ego sagtens håndtere.

Det var rent tilfældigt at han lige drejede hovedet og så et velkendt, mørk manke af hår. Han løftede den ene arm. "Hey," kaldte han, indtil han fik hendes opmærksomhed og lagde så en hånd på skolekammeratens skulder med en venskabelig undskyldning om, at han var nødt til at afbryde samtalen.

[Kala Patil-Fawley]

Det var ikke svært at få øje på Ronan, selv med så mange mennesker. Kala var faktisk ikke i tvivl om, at hun ville kunne genkende ham alle steder, også selvom det var med en lidt underlig fornemmelse i maven nu. Ikke desto mindre tøvede hun ikke, før hun søgte hen mod ham og trykkede et kys på hans læber.

“Hey,” svarede hun med et skævt smil. “Fan af blomsterkransen.”

[Ronan Thomas]

Ronan gengældte kysset uden at tænke videre over det. Til gengæld smilede han også naturligt over Kalas fortsatte hilsen og fnøs muntert, som hans blik gled en enkelt gang op og ned over hende.

"I lige måde. Det klæder sikkert dig bedre."

[Kala Patil-Fawley]

Kala trak på skuldrene. "Det er vel ikke en konkurrence," bemærkede hun, men hvorfor smilede hun så alligevel lidt bredere? Hun beskæftigede sig ikke længere med tanken og tog i stedet hans hånd. Det føltes ganske naturligt at vandre lidt ned ad hovedgaden sådan.

"Har du været her længe?"

[Ronan Thomas]

Ronans fingre lukkede sig naturligt om Kalas, som de bevægede sig ned langs hovedgaden.

"Et par timer," svarede han og trak på den ene skulder, uden at tænke over om hun ville blive træt af at de ikke var mødtes før.

"Jeg havde lige nogen, jeg skulle mødes med."

[Kala Patil-Fawley]

"Hyggeligt," svarede Kala, tilsyneladende uden at have det mindste imod det. Hun vidste skam godt, at Ronan havde sine venner, ligesom hun også havde sine. Fælles kredse eller ej, så var de trods alt på hver sin årgang.

"Nu holder jeg dig ikke fra noget, du hellere ville, vel?"

[Ronan Thomas]

"Nah," svarede Ronan, selvom hans tanker halvt hang ved den diskussion han netop havde haft om den politiske situation i landet. Men han talte ikke rigtigt om den slags med Kala.

Blikket gled ned på hende og han smilede skævt. "Det er også godt at se dig."

[Kala Patil-Fawley]

"Jaeh, okay," svarede Kala og fandt sig ikke vanvittigt beroliget af hans ord. Men det var også vanvittigt svært at bekymre sig for alvor, når Ronan smilede, så hun besvarede smilet lidt tøvende og gav hans hånd et klem.

"Kommer du egentlig til at savne mig, når jeg tager tilbage til skolen?"

[Ronan Thomas]

Ronan gik sammen med Kala og var såmænd tilfreds nok med verden i øjeblikket, selvom ministeriet var lort.

Derfor fik spørgsmålet ham til at fnyse. "Det var da et åndssvagt spørgsmål," konstaterede han i sin sædvanlige tørhed og uden at lægge fingre mellem.

[Kala Patil-Fawley]

Kala rynkede brynene og brød sig generelt ikke særlig godt om at blive kaldt åndssvag af sin kæreste. Hun så op på ham, mens de gik.

“Det er det da ikke,” indvendte hun, for en gangs skyld bare en smule insisterende. “Ikke, hvis jeg er nødt til at stille det. Vel.”

[Ronan Thomas]

For Ronan var svaret en selvfølge, hvilket fik ham til at rynke på brynene, da Kala ikke var enig. Han stoppede og drejede sig mod hende.

"Hvorfor tror du, at du er det?"

[Kala Patil-Fawley]

Først da Ronan stoppede, gjorde Kala det også, og hun trak på skuldrene. Selvrefleksion var ikke altid højest på listen og hun havde svært ved at fortælle ham, at det var fordi hun reelt var i tvivl.

“Hvorfor har du ikke noget imod, at jeg kysser med andre?” spurgte hun i stedet.

[Ronan Thomas]

Det var alt Ronan kunne gøre for ikke at sukke og han tænkte for sig selv, ikke at han ville sige det højt, at der snart ikke var et tidspunkt, hvor der ikke var en eller anden usikkerhed, de skulle diskutere. Var der engang hvor de havde været sammen, hvor det ikke havde været sådan?

"Vil du hellere have, at jeg er pisse vred over det?" spurgte han og så på hende med et blik, der ikke udviste specielt meget.

[Kala Patil-Fawley]

Hendes indre slog en knude mere på sig selv, men der var dog sket lidt over det sidste år. At hun havde fundet meget af sin selvsikkerhed i selvsamme person, som hun nu sendte et skuffet blik, prøvede Kala ikke at tænke for meget over. Så hun gjorde i stedet sit bedste for at pakke det sårbare indre væk og lagde armene over kors.

“Ja,” svarede hun med en stemme, der for en gang skyld ikke hverken svigtede eller endte med at lyde spørgende. “Det tror jeg faktisk. Imrah håndterede måske degn hele som en idiot, men jeg vidste da i det mindste, at han gav en fuck.”