Før Det Bliver Grimt

[Endar Eitan Vetrov]

Før 'En Grim Overraskelse'

Endar Vetrov lod de sorte øjne glide henover forsamlingen af farverige hekse og troldmænd. De dansede og lo, og den unge russer havde aldrig set noget lignende. De mangefarvede og løse gevandter dansede rundt efter dem, som en fange måtte følge efter sin vogter og det slog Endar, at det i grunden fremstod fuldstændig absurd.

Det var senere på eftermiddagen – timer før at han stødte på en rødhåret heks og fik ødelagt sit jakkesæt, men det var heldigvis en bekymring for senere tider – og solen hang henover dem stadig. Som ville den ikke forlade festen. Den unge troldmand stod og betragtede festlighederne, som var han usynlig, del af en anden verden, for ingen syntes at bide mærke i ham, som de skred forbi ham. Ikke at Endar som sådan tænkte noget om det. Selv hvis nogle henvendte sig, ville han ikke vide, hvad han skulle svare og instinktivt mærkede de omkringværende, hvordan Endar var anderledes. Som en sort, utilnærmelig søjle midt i den blå himmel.

[Cailean Morgaine]

Cailean var egentlig ikke nogen stor fan af Lughnasadh eller generelt andre store forsamlinger hvor han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Normalt ville han have fundet de andre og bare fulgt efter dem. Men han havde kun fået øje på Penelope Parker og Aedan C. Finnigan, og de havde været et stykke væk og ikke hørt ham kalde, og kort tid efter var de ude af syne igen. Og Corban Yaxley Jr. var han slet ikke stødt på. Hvilket var noget pis, for han havde noget vigtigt at fortælle sin bedste ven.

Han overvejede om han bare skulle finde sin mor og bede om noget susepulver til at tage hjem, men der var en god sandsynlighed for, at hun bare ville hive ham med sig under armen og så skulle han bare være vedhæng mens hun drak sig fuld og sladrede med alle de andre voksne damer. Det gad han ikke.

I stedet gik han nu bare rundt og muggede lidt for sig selv, mens han knækkede en pind i mindre og mindre stykker, indtil han fik øje på en eller anden gut der stod og så ligeså malplaceret ud, som Cailean følte sig.

Han stoppede op og gloede lidt i hans retning. Cailean gjorde sig ikke umage for at huske hverken navne eller ansigter på alle elever på skolen, men han havde da alligevel en idé om, at den spøjse og utilnærmelige skikkelse ikke var nogen han havde set på skolen. Og meget kunne man vel sige om den utilpassede unge irer og hans generelle interesse i andre mennesker eller mangel på sammen, men han var trods alt ret nysgerrig.

Stadig med en del afstand, henvendte han sig til den jævnaldrende fremmede. ”Hallo! Hvad laver du?”

[Endar Eitan Vetrov]

Endar var ved at stige til himmels, som forskrækkelsen kolliderede med hans let muskuløse skikkelse, og instinktivt rankede han ryggen og bed tænderne sammen, så den skarpe kæbelinje spændtes. Dernæst gled de sorte øjne rundt og hvad de fandt, var en spinkel dreng med nøgne og blottede tæer.

En rynke fandt vej til mellem de mørke øjenbryn, som Endar trippede en anelse på stedet og hans blik flygtet henover den unge mand. Som forstod russeren ikke hvorfor, at illusionen om hans egen usynlighed var blevet brudt, så han rundt, som kunne han finde svar midt i festligheden. Det syntes dog ikke at være tilfældet og det begyndte at gå op for Endar, at han ikke kunne lade drengens spørgsmål drukne i stilhed.

”Jeg… jeg står og kigger”, svarede Endar, om end klangen snarere mere var af en spørgende end konstaterende karakter. Selv syntes Endar nu, at det forekom ganske tydeligt, hvad han lavede men af uvisse årsager havde en fornemmelse af, at det omhandlede noget andet, sneget sig ind i hans tankemylder. De sorte øjne gled atter flygtigt henover drengen i bare tæer, som han rømmede sig, velvidende at konversation byggede på dialog. Ja, det var jo faktisk helt essentielt, så meget havde han nu lært om socialitetens komplekser.

Derfor sank han en klump, i det Endar selv samlede mod til sig. ”Hvorfor har du ikke sko på?”

[Cailean Morgaine]

Cailean svarede ikke lige med det samme. Han knækkede blot endnu et stykke af grenen, hvorefter han så ned på sine fødder. De var blevet en anelse beskidte af at rende rundt uden sko og han rykkede lidt på sine tær, inden blikket ramte den anden dreng igen.

”Det gider jeg ikke. Hvorfor står du dér? Hvad kigger du efter?” Det var næsten anklagende, og Caileans let sammenknebne øjne gjorde ikke meget for at afhjælpe tonen. Men det var da i grunden også en besynderlig adfærd. Bare at stå dér og glo.

[Endar Eitan Vetrov]

Endar syntes forvirret over drengens svar og for et kort øjeblik stod den unge russer og overvejede situationen, hvilket fik ham til at trippe på stedet og de sorte øjne til at danse henover Caileans skikkelse. Dernæst nikkede han, langsomt.
”Aha. Det… okay”, lød det lige dele tøvende og usikkert, hvorefter Endar rømmede sig. Han blev ved med at nikke, som ville det få forvirringen til at opløses.

Ikke at det skete og da drengens anklage fulgte, trak de mørke bryn sig atter sammen. Igen virkede det åbenlyst.
”Jeg kigger på dem, som danser henne i cirklen”, svarede Endar tøvende, hvorefter han gestikulerede mod de festglade hekse og troldmænd. ”Hvorfor står du selv der?” Ordene antog ikke samme anklagende facon, men snarere påtaget høflighed. Det var åbenbart sådanne spørgsmål, man kunne tillade sig at stille.

[Cailean Morgaine]

Cailean så mod den omtalte cirkel af dansende, inden han vendte blikket mod drengen igen. Hans betragtede endnu engang, og prøvede at scanne sin hukommelse, men han var ret sikker på, at han aldrig havde set ham før. Desuden snakkede han underligt, og Cailean valgte at ignorere spørgsmålet, for i stedet at stille et nyt. ”Hvor kommer du fra?”

Stadig med grenen i hånden og stadig uden at komme tættere på.

[Endar Eitan Vetrov]

Endar skar en spæd grimasse, hvorefter han flygtigt lod sit blik vandre over drengen. ”Rusland”, svarede han prompte, men ikke foruden en hvis forvirring, som var malet henover det kønne ansigt. Det slog den unge troldmand, at drengen ved hans side fremstod… ja, næsten mistænksom, så Endar skyndte sig at tilføje: ”Jeg er udvekslingsstuderende. Det er derfor, at jeg er her.”

Et øjeblik stod Endar blot og nikkede, og langsomt bevægede han sig, grænsende til krampagtigt, hen mod Cailean. ”Hvor… hvor kommer du fra?”

[Cailean Morgaine]

Endnu engang gik der et øjeblik hvor Cailean bare gloede lidt dumt på den anden dreng, der nu kom tættere på, mens han overvejede situationen.

”Inishowen,” endte han med at svare, velvidende at det nok var for lille og ubetydeligt et område, til at russeren kendte til det. ”Hvorfor er du ikke henne og danse, hvis du alligevel står der og kigger på det?” Det var stadig en svag antydning af mistillid i hans tone.

[Endar Eitan Vetrov]

Endar nikkede, om end han ikke anede hvorhenne, at denne Inishowen kunne befinde sig. Uvidenheden blev dog også afsløret i de sorte øjne, som Endar langsomt og stift, bevægede sig sidelæns hen mod drengen. Dernæst nikkede den unge russer overvejende, som de sorte øjne krøllede sig sammen i panden. Det var nu der, de sad allermest, for Endar undrede sig størstedelen af tiden – og denne dreng var ingen undtagelse.

”Jeg kan godt danse”, svarede Endar, næsten som havde den anden unge troldmand antaget, at det kunne han ikke, hvorefter han fortsatte: ”Men jeg gider ikke.” Ordene var ikke en fuldstændig løgn, men den grå og asociale russer ville ikke ane, hvordan han skulle gå til selve… ja, det var vel en form for opsøgen af kvindfolk.

”Hvorfor står du der og kigger?”, lød det dernæst, lige dele spørgende og konstaterende.

[Cailean Morgaine]

Cailean trådte instinktivt et skridt væk fra den besynderlige russer, men fortsatte med at betragte ham. Skeptisk. Han så mere stiv og finpudset ud end Corban Yaxley Jr., og det var alligevel noget, men ikke umiddelbart Cailean nødvendigvis satte pris på. Og han satte heller ikke pris på samtalen, så han skiftede emne og ignorerede resten.

”Hvis du er fra Rusland, går du så på Durmstrang? Er du en af de dér MACUSA studerende?”

[Endar Eitan Vetrov]

Endar Vetrov stirrede, som drengen tog et skridt væk fra ham. De sorte øjenbryn var nær stødt sammen, som russeren undrede sig og langsomt rystede han på hovedet. ”Koldovstoretz”, rettede han, så ordet lød syngen mellem dem. ”Vi er ikke Durmstrang. Vi er bedre”, lød det dernæst, som var Endar blevet fornærmet over sammenligningen.

”Hvad er MACUSA?”, spurgte han, som Endar stift vendte fronten mod drengen. De sorte øjne hvilede uundgåeligt på Cailean, som den unge troldmand afventede en forklaring.

[Cailean Morgaine]

Cailean blandede sig ikke i ret meget af det der forgik ud over hans egen næsetip, og lyttede ikke rigtig efter da russeren nøs et eller andet volapyk og bagefter snakkede om at være bedre end nogle andre. Cailean kvitterede i stedet med et uinteresseret ”prosit,” før han kløede sig lidt på halsen.

”De der amerikanere. De har lavet en eller anden aftale, tror jeg, med Durmstrang, øhh.. Og Den dér franske skole og sådan noget. Og nogle andre tor jeg. Det kunne godt være du var en af dem, men jeg tror måske kun det var sådan… De klogeste, eller sådan noget.” Og drengen her var tydeligvis ikke voldsomt intelligent. Cailean følte sig i hvert fald lidt hævet over ham.

[Endar Eitan Vetrov]

Endar så sit snit til, at træde sidelæns endnu engang, som Cailean så uinteresseret væk. I det næstfølgende øjeblik rettede han sig atter op og lod de sorte øjne glide henover de dansende hekse og troldmænd. Han forstod ikke megen af den forklaring, som drengen tilbød ham, så for et øjeblik var han tavs, imens tankerne syntes at finde vej tilbage på plads.

”Der er blevet lavet en aftale mellem Koldovstoretz og Hogwarts. Jeg blev udvalgt, fordi jeg er den klogeste”, lød det dernæst, mere som en overvejelse, end som en konstatering. ”Desuden er jeg søn af Kiril Vetrov. Han er embedsmand i det russiske ministerie”, forklarede Endar videre, som han rankede ryggen.

[Cailean Morgaine]

”Ja ja ja ja, lige præcis! Der er nogle amerikanere på Hogwarts lige for tiden, de snakkede om et eller andet før sommerferien, omkring noget med nogle andre skoler og- stop så med det dér!” Cailean så lige dele forvirret og irriteret ud, over måden russeren blev ved med at nærme sig på. ”Det er sygt creepy. Så bliv dog stående eller gå ordentligt!” Cailean tog et skridt væk igen, og rettede sig ubevidst lidt op.

[Endar Eitan Vetrov]

Endar frøs på stedet og bandede lavmælt, som han blev opdaget. En smule opgivende trak han de blege hænder op af lommen og smed dem ud til begge sider, i det han sagde: ”Det er bare svært at høre dig, når du bliver ved med at mumle. Desuden står du og kigger mærkeligt på mig og du har ingen sko på, så hvis man samler de fakta og derved drager en konklusion, så er du faktisk den mest creepy af os to.”

Ordene var ligeså konstaterende som de var tøvende, og Endar betragtede afventende drengen.