Tykkesen og blomsterkongen

[Imrah Avery]

Det var lidt et stykke arbejde at få Augusta Avery ind i kaminen, for at komme afsted til Hogsmeade, men det lykkedes da med den største kamin i Averyhuset og Imrah fulgte lige efter, med blomsterkransen klar på hovedet. Næppe det syn, der gjorde hans far allermest stolt af ham. Men det var efterhånden også noget han havde opgivet at gøre Francis Avery; stolt.

I stedet fokuserede han på sin tromletykke hustru og Lughnasadhfestlighederne, som han havde set frem til, i ængstelig halv-forventning om at han nok nærmere tumlede rundt med et grædende spædbarn. Men dagen var kommet og der var ikke kommet nogen person ud af Augusta endnu, så de fik i stedet hende moslet ud af kaminen på De Tre Koste og installeret med en meget kold spand græskarsaft i skyggen. Han selv dumpede ned på den anden side med solen i ansigtet og smilede dumt, selvom han havde sved på panden.

[Augusta Avery]

Det var ikke ligefrem nogen utvetydigt let sag at være ude, men Augusta lod sig ikke hindre af det. Hun var dog taknemmelig over at komme ned at sidde igen, da først de var fremme og det tog hende et lille øjeblik at få pusten. En hånd gned let over maven, mens den anden rettede på blomsterkransen og dernæst rakte ud efter græskarjuicen. Blikket gled over mod Imrah og hun smilede lidt.

"Hvad smiler du sådan over?"

[Imrah Avery]

Imrah rettede selv lidt på den farverige krans, som havde høstet en enkelt kommentar på vej ud, som han overhørte. Han smilede over til Augusta og trak på skuldrene. "Du er smuk," svarede han, selvom det ikke rigtig var en grund i sig selv. Men det var det lidt.

"Det er en skøn dag udenfor og vi er her sammen. Og den mindste honningkage har besluttet sig for at vente en dag med at kigge frem."

[Augusta Avery]

Augusta smilede lidt over svaret, selvom det sidste fik hende til at fnyse muntert. "Det er ikke med min gode vilje," svarede hun opgivende, men smilende. Hun havde det efterhånden som om at hendes krop var under belejring.

"Men det er nu godt nok at være her. Meget bedre end sidste år."

Frygteligt minde.

[Imrah Avery]

Imrah smilede bare lidt af Augusta. Han vidste godt at det var hårdt, men han kunne ikke være ked af det over at få lov til at fejre Lughnasadh. Han lagde derfor blot sin ene hånd over hendes på bordet og strøg fingrene over hendes.

"Hvad var det, der skete sidste år...?"

[Augusta Avery]

Augusta slappede instinktivt af, da først Imrah lagde sin hånd over hendes og hun smilede lidt, selvom spørgsmålet ikke ligefrem var ét hun havde lyst til at svare på. Eftersom svaret var at hendes far først havde overhørt en samtale om, hvordan hun havde været en af Benedicts erobringer og hun sidenhen havde reageret ved at... Være sammen med en ældre elev bag en busk. Ikke ligefrem særligt classy.

"Det er jeg ærligt talt ikke sikker på, at du har lyst til at vide," svarede hun med en lidt håbløs latter, før et lille jag i hendes mave fik hende til at slippe en svagt klemt lyd.

[Imrah Avery]

Imrah skulle til at åbne munden og fortælle, at han gerne ville vide alt om hende, i et måske lidt pladret, men alligevel ærligt udbrud. Inden han nåede så langt, så hun dog helt forkert ud i ansigtet og hans bryn trak sig tæt sammen.

"Hvad er der? Gør det ondt?"

[Augusta Avery]

Augusta havde haft den slags før. Knibende fornemmelser, som altid var gået i sig selv igen. Hendes mor havde forsikret hende om at det var meget normalt. Hun gned maven lidt og skar en lille grimasse, før det løsnede igen og hun smilede beroligende.

"Det er okay. Det går sikkert over igen lige om lidt."

[Imrah Avery]

Imrah så stadig bekymret ud og rynkede panden, uagtet Augustas forsikring.

“Du tænker ikke vi skal spørge nogen? Er din mor i Hogsmeade i dag?”

[Augusta Avery]

Augusta havde åbnet munden for at protestere og sige at alt var fint, før fornemmelsen kom igen. En klemt lyd mere undslap hende og hun tog sig til maven. Omkring fem sekunder senere blev hun opmærksom på en distinkt følelse af at hun havde tisset i bukserne. Realisationen kom og hun var temmelig hvid i hovedet, da hun så på sine mand med store øjne.

"Im..."

[Imrah Avery]

Augusta så helt forkert ud og Imrah, som ellers sjældent manglede ord eller handling, frøs helt og stirrede på hende.

"Hv-hvad? Hvad sker der?"

[Augusta Avery]

Augusta var i et øjeblik helt lammet af panik og så den spejlet på Imrahs ansigt. Hendes hjerte hamrede og hun følte sig lidt svimmel, som hun fandt sin stemme igen.

"Jeg tror at barnet kommer nu."

[Imrah Avery]

Et rigtig grimt og ikke særlig børnevenligt ord forlod Imrah, som så helt panikslagen ud.

“Men... Susenetværket? Kan man det? Eller din mor? Vi skulle jo... Og tasken er derhjemme. Min far...”

Han havde rejst sig, men var ikke hjælpsom, før han indså at Augusta havde brug for en hånd og næsten overgjorde forsøget på at hjælpe hende med at rejse sig.

[Augusta Avery]

Det var mange spørgsmål og Augusta kunne ikke helt tage stilling til det. Hun tog sig til maven og forsøgte bare at trække vejret ordentligt, før hun blev hjulpet op og et lille udbrud af ubehag undslap hende.

"Min mor," kvækkede hun spagt. "Find min mor."

[Imrah Avery]

Imrah var lidt ubehjælpsom, men det hjalp med hendes udbrud. Han kyssede hende flygtigt på håret, før de lange ben fik fart på og han løb tværs gennem Hogsmeade på jagt efter Hannah Abbott. Det tog sin tid og han var komplet forpustet, da han endelig stoppede foran hende og tog sig til siden, gispende.

“Augusta... Føder... Tre koste,” formåede han, foran et publikum af både svigermor og Osbert Ollivander.