Gamle traditioner i ny ham

[Amber W. Jones]

Amber grinede lidt og vred sig en smule, men ikke fordi hun alvor gerne ville fri. Hun trykkede sig nærmere bare lidt tættere på Jesse i processen.

"Jeg er kun bange for at ryge ned fra højderne," konstaterede hun med et fnis. "Der er langt ned fra dine skuldre, din hulemand."

[Jesse Jones]

Jesse fnøs underholdt og slækkede grebet lidt, kun for i stedet at lade hånden hvile på hendes skulder, hvor han kunne stryge en finder let mod hendes hals "Nogen ville påstå det var to sider af samme sag." han hævede et øjenbryn lidt mens fingrene nu fulgte hendes kæbelinie "Mon ikke vi kan nå hjem før det bliver nødvendigt at tage den slags midler i brug?" brummede han dæmpet, med et blik der kortvarigt faldt til hendes læber og tanker der strejfede dele af deres forhold, der hidtil havde været lukket land.

[Amber W. Jones]

Amber drejede sig lidt ind mod Jesse. Da han havde talt færdig dannede de nærmest en ret vinkel, men hendes hoved var vendt imod ham og blikket opmærksomt. Det flakkede lidt mellem hans øjne, før hun klarede halsen.

"Måske," svarede hun lavmælt. "Der er ellers også noget over at blive kastet over en skulder og blive slæbt med hjem til hulen..."

Hendes stemme var dæmpet og farven i hendes kinder afslørede at hun, selvom øllen havde gjort hende bramfri, stadig havde en skam i livet.

[Jesse Jones]

Stemningen var efterhånden godt ladet med mere eller mindre usagte hentydninger, men der var ikke meget hentydning over Ambers ord da hun fortsatte. Jesse kneb øjnene lidt sammen og betragtede hende indgående før det sitrede lidt i hans mundvige "Du bliver ved at overraske mig.." brummede han og lod en finger stryge ned over hendes rødmende kind "Men du er ganske velkommen i min.. hule." de mørke øjne spillede på én gang underholdt og udfordrende.

[Amber W. Jones]

Amber kom til at grine af Jesses svar, selvom hun stadig så halvflov ud over sin indrømmelse og kastede blikket væk fra ham et øjeblik. Hun klarede halsen en anelse og trak på skuldrene.

"Jeg er alt for fuld til det her," mumlede hun med et afslørende træk i mundvigene.

[Jesse Jones]

Latteren fik hans mundvige til at sitre afslørende og fik de mørke øjne til at spille "Alright.. så lad os finde til London." brummede han, men i stedet for rent faktisk at begynde at gå tilbage, løftede han den frie hånd, lagde to fingre under hendes hage og løftede hendes ansigt blidt, før han bøjede hovedet og kyssede hende igen.

[Amber W. Jones]

London, ja, nåede Amber at tænke, før Jesse kyssede hende. Det burde nok ikke overraske hende, men det gjorde det alligevel. Hun fattede i det hele taget ikke hvad der var ved at ske mellem dem.

Da hun selv trak sig væk, havde hun dog en spændt følelse i kroppen. “Det er ikke vejen til London,” bemærkede hun dæmpet med et svagt glimt i øjnene.

[Jesse Jones]

Jesse rettede sig ikke helt op da hun trak sig væk og hånden lagde sig mod siden af hendes hals mens han rystede på hovedet en enkelt gang "Nej?" hans blik spillede drillende, noget der i sig selv skete alt for sjældent, men han var småberuset og havde ret nem ved at glemme hvad han ellers havde lovet sig selv, som han stod der med den stadig dvælende følelse af hendes læber på sine egne "Hvad er det så vejen til?" spurgte han dæmpet og trak tiden lidt med vilje, uden dog helt at ville indrømme, han måske ikke var så sikker på alting. Lige nu var et godt sted, men når de var alene i lejligheden var der ingen garantier for det ville være det samme.

[Amber W. Jones]

En lav, munter lyd forlod Artemis, som trak lidt akavet på skuldrene med varme i kinderne og en kriblende fornemmelse hvor Jesse rørte ved hende.

“Er det ikke dig, der burde have alle svarene?”

Hun havde dem i hvert fald virkelig ikke. Til gengæld bankede hendes hjerte hurtigt.

[Jesse Jones]

Et underholdt fnys forlod ham mens han skar en lille grimasse "Hvis det er det du har forventet, så er jeg bange for du bliver skuffet." han stod et øjeblik endnu og bare så uudgrundeligt på hende med et glimt i blikket af noget, der ikke havde været der før "Det var London vi kom fra." han rømmede sig diskret og lod hånden forlade hendes skulder, for i stedet at slå opfordrende ud med den, tilbage mod festlighederne "Måske er køen til pejsen på Kostene ikke så overvældende endnu."

[Amber W. Jones]

Amber blinkede en smule overrasket over svaret, men hun protesterede ikke. Tavs og en smule eftertænksom fulgte hun med Jesse tilbage til De Tre Koste og trådte snart efter ud af pejsen i hjemmet i London. Det var her det tit gik galt mellem dem. Det var i hvert fald sket før.

For nu, børstede hun lidt sod af kjolen og tyggede på sin underlæbe.

[Jesse Jones]

Jesse lagde ikke helt mærke til tavsheden, der tog Amber på turen tilbage til De Tre Koste. Der var så mange mennesker der snakkede og så meget andet der foregik, at det først var da han trådte ud af sin egen pejs, det slog ham "Du fik det ikke dårligt, vel?" var det første der faldt ham ind, mens han trak sin ret sammenkrøllede hat op fra bukselommen den aldrig havde forladt efter han fik blomsterkransen på.

[Amber W. Jones]

Amber så over på Jesse og hævede begge bryn lidt over spørgsmålet. Hun rystede på hovedet og strøg håret om bag begge ører, så de kom til at stritte en smule.

“Jeg er bare lidt... Ret fuld,” indrømmede hun, som hun rakte en hånd frem og støttede sig til væggen. “Jeg har nok i at huske hvordan man står op.” Hun fnøs let af sig selv.

[Jesse Jones]

Jesse lagde hovedet lidt på sned mens han betragtede hende og det begyndte at trække i hans mundvige "Det er ikke så svært." uden helt at vide hvorfor, ud over fordi han lige synes og alkoholen havde sløret fornuften lidt, tog han hatten på hovedet mens han trådte tættere på hende. Den endte lidt skævt og han endte tættere på hende end han egentligt havde villet "Hovedet op og fødderne ned." brummede han drillende uden at træde tilbage.

[Amber W. Jones]

Amber fnøs underholdt over den ellers ret platte bemærkning og lod blikket glide op, for at se Jesse i øjnene. Hun blinkede en enkelt gang.

“Hjælper det med hatten på?” Hendes mundvige sitrede og i en spontan beslutning rakte hun op og snuppede den fra hans hoved, for at placere den på sit eget. I processen svajede hun lidt med et fnis.