De sene timer

[Violet Wizzletodd]

Det var et par timer før lukketid, og klubben var stadig fyldt med dansende, berusede mennesker i godt humør. Kroppe gned sig op ad hinanden og lugten var tæt af spildt øl, sved og eau de cologne. Et liveband af troldmænd i sorte sørgekostumer havde sendt sorte gnister udover den festlige mængde hele natten, men de var tydeligvis ved at være trætte og måtte konstant duppe deres svedige pander med lommetørklæder.

Violet Wizzletodd havde brugt den sidste stund på at danse tæt med en flot ung mand, der ikke desto mindre var så beruset, af han ikke kunne huske hendes navn. Det var lige meget, formålet var at gøre bartenderen jaloux.

Nikolai Ivanov var heldigvis på arbejde i dag. To aftenener havde hun været her uden held, men i dag var hendes aften. I dag håbede hun at få en god historie. Dem var der få af i øjeblikket, hvor MACUSAs censur holdt Heksene i en stram løkke. Der var kamp om forsideartiklerne, og hun var parat for at gå langt, for at nappe dem.

Hun undskyldte sig kortvarigt med et løfte om at vende tilbage til fyren. Efter at have været på toilettet for at sikre sig, at de brune krøller var sat pænt op og at brysterne var temmelig synlige, gik hun op til baren og gav tegn. ”To ildwhisky.” Først da hun lagde øjnene på ham tilføjede hun med påført overraskelse, ”åh, Nikolai.”

Nikolai Ivanov

[Nikolai Ivanov]

Han havde holdt øje med hende hele aftenen ud af øjenkrogen når han lige kunne se sit snit under den øgede arbejdsmængde. Denne aften havde været travl, men det havde ikke forhindret den kære russer i at opdage, hvem der havde stået ude på dansegulvet med den samme mandlige skikkelse hele aftenen. Niko havde bidt mærke i hendes manglende blik på ham selv, hvilket da havde været en anelse småirriterende.

Så da han pludselig hørte hendes stemme rettede Nikolai straks blikket mod hende. Kort tid efter havde han drejet sig i hendes retning og lænede sig flabet mod bardisken med udstrakte arme.
"Violet, Krasotka," lød den russiske accent, som det karismatiske, drengede smil hvilede skævt over de smalle læber. Begge spillede de overraskede over at deres blikke skulle mødes igen - som havde de først opdaget hinanden nu, til trods for at sandheden nok var en anden.

"Den kønne journalist og den simple bartender står endnu engang overfor hinanden," jokede han, som hentydning til deres sidste møde, inden at han let fortsatte som han gik igang med at finde glas frem, "Så? Hvem har du nu fået fingre i, som skal pryde en forside?" Og med et enkelt, flabet nik gjorde russeren tegn til den unge herre lidt længere væk, som hun havde danset med tidligere.

[Violet Wizzletodd]

Violet havde været bevidst om Nikolais jævnlige blikke, og hun havde tilpasset sin forførende dans derefter, uden at ane noget om den fremmede mand, der gned sit skridt op ad hende og allerede tre gange havde spurgt, om hun ville med ham hjem.

Det føltes derfor som lidt af et klimaks endelig at stå foran Nikolai og modtage hans fulde opmærksomhed. Af en eller anden grund var den russiske accent forførende og sød som honning, og der skulle givetvis en del charme til for at lykkedes med det.

Hun rykkede sig ikke, som han lænede sig ind over disken og dermed bevidst viste sine overarme fra sin bedste side. Det var så primitivt, men en forførelsens dans, de begge udførte til perfektion. Hun svingede med håret og lod blikket glide tilbage mod fyren, der nu stod ved et bord og ventede utålmodigt på hende.

”I dag er fornøjelse, ikke arbejde,” fortalte hun, uden at lade sig påvirke af hans flabede spørgsmål. ”Vi er på date.”

[Nikolai Ivanov]

Nikolais blik fulgte hendes mod fyren, som åbenbart var lykkedes at invitere Violet ud. "På date?" gentog han imponeret. Nikolai skar en grimasse og nikkede ubevidst som tegn på, at han havde hørt hendes ord. Det var ikke ligefrem det, han havde regnet med, da han så Violet denne nat.

"Så det er drømmeprinsen?" drillede russeren, som han løftede hånden og vinkede flabet med et par lange fingre mod fyren. Den utålmodige herres øjenbryn fløj op i panden af synet, og prøvede febrilsk at rette det nysgerrige blik væk.

Så rettede russeren sit blik mod Violet med et smørret, drenget smil. Deres øjenkontakt der mødtes, var svær for Nikolai at afbryde. Det var i hvert fald ikke hensigten, og det var tydeligt at se på ham, at han ville bevare den så længe, som muligt.

"Du kunne få det så meget sjovere med mig, doll, fremfor Prins Charming derovre. Det kan jeg love dig for," sagde han direkte, som han let og ubevidst fugtede de smalle læber på det drengede smil.

[Violet Wizzletodd]

Violet nikkede og lod ligeledes blikket glide mod fyren. Hun ærgrede sig lidt over at han ikke var lige så flot som Nikolai, men han var svær at konkurrere med, med det casual, tilbagestrøgne hår og de skarpe kindben.

”Måske.” Violet trak på skuldrene. ”Han er charmerende, ambitiøs og har allerede et godt job.” Det var bestemt rettede mod det faktum, at Nikolai var bartender. Hun håbede, at hvis hun borede nok i det, kunne hun få ham til at fortælle mere om sig hemmelighedsfulde liv.

”Jaså?” gentog hun nysgerrigt og betragtede ham med et kritisk blik. ”Og hvad indebærer ’sjov’ for dig? Et hurtigt knald i baggården? Et drukspil over baren?” Ikke at Violet stod tilbage for nogen af disse muligheder, hun ville bare gerne fremstå mere ’classy’ end hun var.