Problemer for fars pige

[Fiona Buchanan]

Callum Buchanan

Modbydelige Corban og hans modbydelige familie. Fiona var trådt direkte ind i pejsen med sin gode kuffert og havde forladt dem uden at sige ordentligt farvel til nogen, sydende af vrede over konfrontationen med deres idéer om hvad hun var, fordi hun havde kysset sin forlovede, som hun absolut ikke var forelsket i. Eller måske lidt.

Nu, flere timer senere, sad hun alene på sit værelse i 'sommerhuset' og stirrede ud på regnvejret. Det regnede ret tit i Højlandet og det var ingen nyhed med en våd sommerferie, men i dag føltes det passende. Hun havde grædt, men havde også tørret sine tårer. Sådan en dum dreng var ikke værd at bruge al sin energi på.

[Callum Buchanan]

Callum havde regnet med at Fiona skulle være væk i dage endnu. Derfor havde han taget nogle vagter i mysteriedepartementet, og var kommet hjem til sommerejendommen da solen stod lavere på himlen. Hvis man da kunne se den for den øsende regn, that was.

"Tilbage så hurtigt?" Fionas sko havde afsløret hendes tidlige hjemkomst, da Callum endelig havde dristet sig at banke på døren til Fionas værelse, og åbnet denne. Som altid, når det omhandlede hans prinsesse, blev den stærke mands indre ligeledes blødt og beskytterigt hårdt, når hun virkede oprørt.

[Fiona Buchanan]

Fiona græd heldigvis ikke mere og havde tørret sine øjne for længst, så da hun så over på sin far fra pladsen ved vinduet, var det ikke straks åbenlyst, at hun havde grædt. Hun nikkede af spørgsmålet og trak skuldrene lidt op.

"Ja. Jeg vil ikke tilbage dertil," svarede hun beslutsomt. "Hvad skal vi have til aftensmad?"

[Callum Buchanan]

Brynene blev rynket, men det var ikke første gang Callum havde hørt de ord. Især da Fiona var yngre, havde hun været utilfreds med sine ophold hos Yaxley familien. Hun tog det dog altid som en sand Buchanan.

"Det kan ikke have været så slemt, lille skat," Lød det fra ham, "Jeg har taget noget mad med på vejen. Nu vidste jeg ikke at du var hjemme, men der er sikkert nok til to." Han nikkede mod døren som hentydning. 

[Fiona Buchanan]

Fiona brummede lidt som svar, en rigtig lille skotsk lyd, selvom hun kun var halvt. Hun rejste sig op fra sengen og fulgte efter ham ud af soveværelset.

"Jeg må godt blive her, ikke? Der kommer ikke en eller anden dame på besøg, vel?"

[Callum Buchanan]

De fulgtes gennem ejendommen, men Callums blik måtte alligevel rettes mod hans lille prinsesse, da hun stillede et uventet spørgsmål, der fik læberne til at kruse lidt.

"Hva'behager?" Fik han spurgt, lidt underholdt i sin forbavselse, "Der kommer aldeles ingen dame."

Han rystede på hovedet med en dæmpet latter, "Men jeg vil nu gerne have at du tager hen til Yaxley familien igen, imorgen. Vi skal ikke virke uhøflige over deres gæstfrihed."

[Fiona Buchanan]

Fiona nikkede tavst. Ingen damer. Det var godt. Hun brød sig absolut ikke om tanken, men det var noget hun var begyndt at overveje. Hendes far var ikke en meget grim mand, selvom han var ufattelig gammel. Nogen damer kunne vel godt have mod på at forsøge sig med ham og dét skulle de bare ikke. Ikke med hendes far. Det var rigeligt, at Hamish Buchanan var blevet forlovet med Alissa Avery.

Hendes tavse accept stoppede dog brat ved det næste han sagde og hun slap en instinktiv lyd af protest, før hun nærmest havde tænkt over det. "Nej," fulgte hun op øjeblikket efter. "Nej, jeg vil ikke tilbage dertil. Du forstår ikke hvad de sagde om mig, far. Jeg vil ikke være der."

[Callum Buchanan]

Det havde aldrig været med hans gode vilje, at Fiona skulle forloves med en Yaxley. Hans kone havde luftet budskaber, lig Corban Yaxley senior, og hans datter... Hans kære prinsesse, skulle tilbringe sit liv med en knægt af samme navn. Samme familie. Callum var dog blevet mere rolig hver gang han havde set knægten. En uskyldig mus, i forhold til sin kantede far. Desuden... Et løfte var et løfte.

En rynke formede sig dog mellem de tætte bryn, "Hvad sagde de om dig?" spurgte han beskyttende.

[Fiona Buchanan]

Det var alligevel for meget for Fiona, som lukkede læberne stramt i. Øjnene sved igen og en enkelt tåre piblede ud.

Det var ikke skuespil, selvom hun til tider brugte tårer til at få sin vilje. Denne gang var hun reelt sønderknust og rystede bare lidt på hovedet, mens en tåre også faldt fra det andet øje.

[Callum Buchanan]

Callum var stoppet op, da datterens øjne flød over. "Fiona..." Skotten mærkede hjertet knuses, som altid når der blev fældet tårer, men blikket var også beskytterigt. Som forsøgte han at afgøre hvem der skulle møde konsekvenserne af at få hans kæreste datter til at græde.

"Er det drengen? Har han gjort dig noget?" 

[Fiona Buchanan]

Fiona snøftede lidt ind, før hun trak på skuldrene. Det var det jo, på en måde, men det var også mere end det og næppe det hendes far troede.

"Han..." Hun hikstede en enkelt gang. "Han sagde jeg var ligsom Brianna Baines," fik hun frem, selvom den interne Hogwartssladder ikke nødvendigvis havde nået hans ører.

[Callum Buchanan]

Callum var i vildrede. Han lagde en hånd mod Fionas ryg, men rynken i panden blev kun dybere. Denne gang i forvirring. 

"Fiona. Kan du forklare hvad det betyder for en femogfyrreårig?" spurgte han.

[Fiona Buchanan]

Våde øjne så op, men det var rart med en hånd på ryggen. Hendes far var dejlig beskyttende og selvom det ærlig talt kunne være irriterende, så var det også rart nogen gange, når man var ked af det og Corban Yaxley Jr. havde været en rigtig røv med ører.

Hun snøftede ind en enkelt gang og tog en dyb indånding. "Hun... Hun er løs på tråden," fik hun endelig klemt ud, selvom det gjorde helt ondt. For det var hun ikke. "Men jeg har ikke gjort noget, far," forsikrede hun.

[Callum Buchanan]

Selvom et værre term kunne blive brugt, var det nok i det øjeblik at Callum vidste at han burde have haft samtalen med Fiona for længe siden. Han havde dog talt med hende om pligtopfyldenhed før, og han havde en tillid til, at trods mange unge mennesker måtte lære terminologien for områder som disse på Hogwarts, var hun såret over anklagen fra Corban. Det sagde nok.

"Selvfølgelig har du ikke det, min skat," Trøstede han, "Det må være en misforståelse. Drengen er ung, og med de forældre... Jeg kan kontakte hans mor og få det snakket igennem,"

[Fiona Buchanan]

Fionas blik var forfærdet. Både ved tanken om at hendes far skulle tale med Corbans mor og ved det hans mor utvivlsomt ville sige. Hun spærrede begge, våde øjne op og rystede på hovedet.

"Nej," svarede hun, mere i protest end i ordre. Hun havde aldrig i sit liv givet sin far en ordre - eller overvejet at prøve. "Nej, søde far," fortsatte hun bedende. "Må jeg ikke godt bare blive hjemme? I behøver ikke tale sammen."