Hardy-residensen

[Francesco Hardy]

Sommeren var på sit højeste og medbragte rekordhøje temperaturer i hele Storbritannien. Det var næsten uudholdeligt at være udenfor, hvis man ikke befandt sig i skyggen med en iskold ingefærøl.

Imidlertid var Francesco søgt udendørs. Det skyldtes til dels det faktum, at hans tvillingesøster og værste fjende brugte al deres tid indendørs med tungerne stukket ned i hinandens halse, men også at han var ved at gøre en motorcykel i stand. Det gik utrolig langsomt, fordi han måtte følge en mugglermanual, der var ufattelig svær og desuden kedelig uden bevægelige billeder eller noget som helst.

Da solen stod højest til frokost, tillod han sig alligevel en pause og gik hjem til det overdådige Hardy-residens. Han havde olie og fedtpletter på sit tøj, og det krøllede hår var klistret af sved.

”Hr. Hardy, dine sko, hvis du vil være venlig,” pippede deres husalf. Franco kastede skoene fra sig og gik ind i det kølige køkken. Han slog et sving med staven – nu hvor han var myndig brugte han enhver lejlighed til at bruge magi – hvorved besværgelsen aguamenti sendte en stråle af vand ned i et glas. Begærligt drak han det i store, gurglende tårer.

Ava H. Montague

[Ava H. Montague]

De var halvvejs igennem sommeren og Ava var blevet bedt om at bruge noget af tiden hjemme i familiens hjem i Woolwich. Hun havde netop sendt Constantin Montague hjem og selvom der kun var gået et øjeblik så savnede hun ham. Dog var det ikke dét savn der havde fået hende til at rykke udenfor. Varmen var ulidelig, men i kæmpevillaen hørte der en pool til og det var præcis den hun var på vej ned i. Den tynde sommerkjole blev knapt holdt oppe mod de spinkle skuldre. Men den gjorde det den skulle for nu.

Hun gik ud i køkkenet og stoppede op ved synet af sin bror. "Franny." bemærkede hun og løftede et bryn over måden han så ud på. "Hva-øh" Hun klarede halsen en smule. "Tally-o min røde kjole skal syes ind" bemærkede hun og åbnede køleskabet og trak en glaskaraffel med lemonade ud.

[Francesco Hardy]

”Sig Franny igen og jeg spuler din mund ren med Aguamenti,” truede han og viftede sin tryllestav. Lige siden tvillingen havde været fem år gammel og fundet ud af, hvor meget han hadede at blive kaldt Franny, havde hun brugt det til at drille ham yderst effektivt.

”Hvor har du gjort af pikuglen? Er han druknet i poolen?” spurgte Franco forhåbningsfuldt. Det var stadig en hel ufattelig tanke, at svinet Constantin skulle være hans svoger. Og endnu mere ufatteligt at hans forældre bifaldt forlovelsen.

[Ava H. Montague]

Avas øjne blev små. Langsomt åbnede hun munden og formede det første bogstav. "Franny" Hendes stemme var ikke høj og skinger, men nærmere blød og drillende som smilet langsomt viste sig på hendes ansigt. Det var som om hun bare ventede på at han ville reagere så hun kunne fortælle det til sine forældre og give ham endnu mere ballade end han allerede fik ved at være sådan en flab.

"Han er taget hjem" fortalte hun og løftede glasset op til sine læber og skyllede den kolde drink ned. Hun klarede halsen en smule og vrikkede let med de mørke bryn. "Har Papa introduceret dig til Vermont pigen?"

[Francesco Hardy]

Franco kneb øjnene sammen, velvidende at han var magtesløs i situationen. Ava ville sladre som den møgunge, hun altid havde været, og han ville få problemer. Ved Merlins skæg, han kunne ikke vente på, at flytte hjemmefra efter Hogwarts.

”Jeg fatter stadig ikke, at du går igennem med det,” sukkede Franco og tog flasken med lemonade fra hende for at skænke op i sit eget glas. Ved hendes næste spørgsmål placerede han irriteret en hånd under hver arm på den hvide, svedplettede T-shirt.

”Han kan bringe alle de piger han vil hjem til middage her! Jeg bestemmer fandeme selv hvem jeg vil giftes med og hvornår.”

[Ava H. Montague]

Avas blik var stenhårdt, og stadig rettet direkte mod hendes tvillingebror. Kun et uimponeret bryn hævede sig. Han var sådan en bangebuks at hun mærkede hvordan lysten til at grine af ham voksede. Smilet var bredt og vedvarende som han blev ved med at tale.

"Jeg elsker ham Franco, hvis du kunne komme dig over dit ynkelig behov for at hæve dig over ham, ville du se at han faktisk er en god fyr" bemærkede hun og sukkede irriteret. Desuden havde det altid været dem, og tanken alene om at de ikke skulle være sammen skræmte hende. - For hvem ville ellers?

"Alissa Avery vil aldrig blive din, hvor meget end du tror på det. Så hvem er lige snævresynet af os to? Jeg skal giftes med mit livs kærlighed og du drukner dine sorger i ligegyldige kvinder."

[Francesco Hardy]

”Tror du virkelig, han bliver hos dig? Vi snakker om fucking Constantin Montague! Lige så snart du har givet ham tre børn og dit udseende falmer, mister han interessen for dig og går videre til nye kvinder,” sagde Franco hårdt. Dernæst lod han armene falde ned langs siden i bar irritation.

Hvorfor troede alle, han var sådan en hore? Han havde ikke været sammen med nogen siden Alissa Avery, fordi hun havde såret ham dybt. ”Alissa kan rende mig. Jeg var den sidste, der fik noget at vide om hendes forlovelse med Buchanan.” Dette faktum havde han endnu ikke fortalt sin søster, men nu fløj ordene over læberne.
Temperaturen i rummet var efterhånden faldet til minusgrader.

[Ava H. Montague]

"Naturligvis bliver han hos mig. Jeg er da forberedt på at han i årenes løb vil have en affære fra tid til anden. Men han kommer altid tilbage." Avas stemme var skarp og fast. Hun ville ikke gøres til grin, og derfor havde hun heller ikke blind tillid til sin forlovede. Hun kendte ham lige så godt som han kendte hende. For en rums tid ville der være ro på, men hun var forbredt på når korthuset faldt sammen. "Jeg tror ikke på noget tidspunkt at du er over hende. Du ser langt efter hende som en hundehvalp i snor."

"Jeg slår ham ihjel før han forlader mig for en yngre model" hviskede hun lavt hun knyttede hånden så hårdt om glasset at der ikke gik mere end et split sekund før det sprang. Hun stod helt stille og betragtede hvordan skårene borede sig ind i hendes hånd.

[Francesco Hardy]

Franco var imponeret over søsterens afslappede tilgang til sit dødsdømte ægteskab: Hun accepterede rent faktisk at Constantin nok ville være hende utro. Imidlertid kendte han Avas temperament og jalousi, og han ville væde med, at hun ikke ville tage tingene så let om en snes år.

Han fnøs og lagde armene over kors. I øjeblikket efter stod Ava med et knust glas og en blødende hånd. Franco hævede øjenbrynet. ”Ved Merlins klunker, du er dramatisk Ava,” sagde han og hev et par servietter af til hende.

[Ava H. Montague]

Ava var ikke dum. Hun kendte Constantin bedre end de fleste. Bedre end sin tvillingebror i hvert fald. Naturligvis ville hun aldrig nogensinde tillade at han var sammen med andre end hende, men at være forberedt på det gjorde ingen skade. Desuden havde hendes familie kontakter nok til at ingen ville sætte spørgsmålstegn til hvis hans nyeste fling blev skaffet af vejen.

Hendes vejrtrækning var tung og følelsen af at have tabt det hele på gulvet sad som en skinger stemme der bare ventede på at blive sluppet løs. "Du lægger ikke mærke til det selv, men du er mindst lige så dramatisk, og forskruet som jeg er" bed hun af ham, men så alligevel en smule taknemmelig ud da han lagde servivetterne omkring hendes hånd.