Den der kender dig bedst

[William Knight]

Efter brylluppet, havde Liam spurgt Kala om de skulle ses i sommeren. Bare en enkelt dag, før han tog ud mod feriehuset i højlandet. Det var derfor at han, en sen eftermiddag, landede i hjemmet i Barnton og inviterede den mørkhårede slange ud på en gåtur - hovedsageligt for at de kunne være sikre på at være alene. Han ville næppe også rende ind i Vanya Patil-Fawley , selvom der efterhånden var gået et år siden situationen.

"Hvordan går det med dig?" spurgte han - hænderne dybt begravet i lommerne. Han forsøgte vel at varme op til at fortælle hende om løftet til Gillian.

Barnton, England

Kala Patil-Fawley

[Kala Patil-Fawley]

Kala trak på skuldrene. Det var rart at komme lidt ud af huset, men hun og Liam havde tidligere været i stand til at bruge timevis på hendes værelse. Måske de stadig kunne gøre det efterfølgende, mindede hun sig selv om.

"Stille og roligt. Jeg håber virkelig på at hive pokalen hjem her på sidste år," svarede hun. "Hvad med dig?"

[William Knight]

Liam anede ikke hvordan. Ikke når det virkede så normalt. Alle omkring dem følte at noget drastisk var hændt, men de behøvede ikke forklare sig for hinanden. Det var nærmest som om Liam stod til at knække en ubrydelig ed. En som bare naturligt lå mellem dem og gjorde dem så tætte.

"Du er den bedste anfører derude," Bemærkede han, med antydningen af et smil i mundvigen. Efter en stund, skilte han læberne igen, "Det går så'n... Fint. Det er åbenbart min sidste ferie, før jeg rigtig skal vokse op. Sådan føles det i hvert fald."

[Kala Patil-Fawley]

Kala følte varmen i nakken og vidste ikke, om hun følte sig som den bedste anfører derude. Men hun vidste, at hun gerne ville være der og for pokalen ville hun træne utrætteligt.

"Det lyder godt nok tungt," bemærkede hun og skævede hen til ham. "Du behøves aldrig at være voksen hos mig, så hvis du får brug for en lille pause fra alt det der..."

[William Knight]

Noget i Liam forsøgte allerede at knuge sig desperat til de ord der ramte luften, men han måtte snart afbryde den mørkhårede pige. "Kala..." Læberne slap et enkelt suk. Han burde ikke holde samtalen hen, men... Hvordan 'slog man op' med sin bedste ven? Han pejede mod en af bænkene tæt derved, som han fik trukket hende med ned på. Først der, talte han igen.

"Jeg... Jeg tror det er bedst hvis vi ikke ser hinanden igen. På tomandshånd."

[Kala Patil-Fawley]

Normalt brugte Liam ikke hendes fornavn og de få gange, han havde gjort det, havde det altid varslet ilde. Ganske rigtigt, det gav også et koldt sug i maven, og Kala vidste ikke engang, hvad hun skulle sige, mens han trak hende hen på bænken.

Forvirret betragtede hun ham, da først hun havde taget plads. Men intet kunne have forberedt hende på den verbale mavepuster. "Ahvad?" spurgte hun dumt og gloede på ham.

[William Knight]

Liam havde lænet sig lidt fremover, så albuerne hvilede lige over hans knæ, og hænderne kunne foldes fremad. Disse blev presset lidt sammen, mens han gjorde et ihærdigt forsøg på at kigge ligeud, indtil han, i det mindste, havde sagt de ord der var blevet gentaget i hovedet i dagevis.

"Jeg fortalte Gillian om dengang med Clarissa og..." Han tøvede lidt, "Og jeg gentog historien med dig. Gillian ville aldrig tilgive mig hvis vi gjorde det igen." I et sekund, undrede han sig over hvorvidt han selv var bange for at han netop kunne finde på at søge Kala igen. Ellers, havde han nok protesteret mere, havde han ikke? 

"Jeg vil ikke ødelægge hendes liv mere end jeg har."

[Kala Patil-Fawley]

Kala så måbende på ham uden overhovedet at have registreret, at kæben var søgt nedad. Ligesom hendes hjerte. Nu lå det og slog dumt nede i maven.

"Hvad snakker du om?" spurgte hun, uvillig til at forstå. "Det er du da ikke gået med til, er du?"

[William Knight]

Skammen havde været der med Gillian og den var her nu. "Jo..." Hans svar var nærmest en svag mumlen. Han anede ikke hvad han skulle sige, eller om han overhovedet kunne tillade sig at række lidt ud efter hende. Derfor gjorde han ingenting i den første stund.

"Jeg beklager virkelig, men... Ellers kan det måske ske igen."

[Kala Patil-Fawley]

Kala gloede på sin bedste kammerat, mens hun prøvede at forstå, at hendes bedste ven lige havde valgt hende fra. Pludselig blev de to andre gange, hun havde fået sit hjerte knust, sat fuldstændig i perspektiv, for hver gang havde hun kunne søge til sin Liam.

Hendes øjne var blanke, men hun blinkede det irriteret væk. "Hvad mener du? Ikke, hvis vi ikke lader det, Liam!"

[William Knight]

Liam var udmærket klar over at Kala havde ret. Det behøvede ikke at gentage sig. Gillians begrundede mistro, havde dog snørret sig sammen med hans. I sidste ende, var det ikke Kala han ikke stolede på. Han var derimod bange for - at når tingene gik skævest - ville han forsøge at destruere det endnu en gang.

Øjnene forsøgte at krænge sig hen mod Kala. "Hvad skal jeg ellers gøre? Gillian bad mig om at love det."

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde fået tårer i øjnene, men hun nægtede at rulle om på ryggen som så mange andre gange. Ikke når det var Liam, der stod på spil. Hun rystede på hovedet.

"Jeg ved ikke, hvad du ellers skal gøre. Lad mig tale med hende eller prøv på en eller anden måde at få hende til at forstå, at det ikke kommer til at ske. Jeg forstår slet ikke, at du overhovedet kan sige ja til den slags!"

[William Knight]

Tårerne blev spottet og sendte Liams blik væk igen. Skammen kradsede og bed, men han anede ikke hvordan han kunne ryste den af sig. Sårede han den ene, glædede han den anden.

"Jeg havde sex med hende..." sagde han. Det var et ud-af-det-blå faktum, men det betød meget i sammenhængen, "Og hun er min forlovede. Den jeg skal tilbringe... resten af mit liv med." Han forsøgte at retfærdiggøre den afstand han måtte tage fra Kala, selvom det føltes uendelig forkert.

Han sank, "Det kan være at tingene ændrer sig, når hun stoler på mig igen."

[Kala Patil-Fawley]

Kala blinkede uforstående. For hende gav det slet ingen mening og hun havde lyst til at rejse sig og stampe hårdt i jorden, men det ville nok ikke hjælpe på noget.

"Du havde også sex med mig, burde du så ikke også skylde mig noget, som eksempelvis dit venskab? Du lovede, at det ikke ville forandre sig!" udbrød hun såret.

[William Knight]

Komplet ude af stand til at forklare hvorfor den magiske verden var så forskruet som den var, i visse højere kredse, omkring jomfruelighed, valgte løven at holde det for sig selv. Han var ikke kun sammen med Gillian grundet ansvaret han bar på skuldrene. Det handlede om mere. Men en del af ham anede ikke om det var nok til at forkaste den der kendte ham bedst.

"Du er min ven, Kala," Understregede han, dæmpet og frustreret, "Giv det noget tid. Lad mig... Først rydde op i det hele." Han prøvede at undertvinge løftet i en anden retning. Aldrig, kunne blive til et måske.