Os to

[Augusta Avery]

Augusta ville ikke for et halvt år siden kunne have gættet, hvor hun ville være nu. Færdig med skolen, højgravid og nu gift. Det føltes absurd, men som hun sad tungt på en stol og betragtede Imrah Avery synge, var der intet der føltes forkert.

Hun havde blanke øjne og måtte gnave lidt på sin underlæbe for at undertrykke impulsen. Til gengæld var hun også et strålende smil, da han var færdig og hvis hun fysisk var i stand til at komme op selv, ville hun have krydset afstanden.

[Imrah Avery]

Imrah havde sunget sangen for Augusta før og debatteret med sig selv hvorvidt han kunne tillade sig genbrug til brylluppet, men han havde ikke haft tid til at forsøge at skrive noget nyt og hendes reaktion sidste gang havde været temmelig positiv.

Så han genopførte nummeret, nu foran et noget større publikum. Efter han satte guitaren fra sig og bukkede let over klapsalverne med et skævt smil og et hurtigt blik over på sin far, krydsede han afstanden og dumpede ned at sidde ved siden af Augusta igen. Han stjal et hurtigt kys til generel hujen fra selskabet.

[Augusta Avery]

Augusta havde absolut intet imod genbrug. Hun elskede sangen og hun elskede sådan set også Imrah. Det strålede ud af hende, som han heldigvis kom over mod hende. Hun rakte en hånd ud efter ham allerede før han sad ned og smilede fjollet ovenpå det alt for korte kys, som dog også efterlod hendes kinder en anelse varme - på grund af tilskuerne.

"Du er ret dejlig," konstaterede hun lavmælt, kun for hans ører og sneg sig til at flette fingrene ind mellem hans.

[Imrah Avery]

Imrah dukkede hovedet lidt og grinede af Augustas lavmælte kompliment. Han tog en dyb indånding og så på hende.

“Merlin, det er heldigt du synes det,” svarede han. “For jeg tror nok at alt det der med ringene tidligere betyder, at vi er gift...”

[Augusta Avery]

Augusta smilede smørret og skottede kort til sin hånd, hvor en ring var mere eller mindre mast på (glæden ved ophævede, tykke graviditetsfingre) og nu skinnede let i skæret fra de levende lys. "Stærkt observeret," svarede hun og så op på ham igen med et drillende smil.

"Men det er nu rigtigt nok. Og det er endda uden en eneste dråbe alkohol i blodet."

[Imrah Avery]

Imrah grinede lidt og sneg et kys mere på Augustas kind, før han så på hende med et spillende blik.

“Tal for dig selv,” kommenterede han lavmælt og løftede sit vinglas, for at tage en tår. Han havde fået en stiv ildwhiskey før nogen havde puffet ham ned af gulvet. Det havde gjort ventetiden en anelse mindre nervepirrende og han undede Augusta at have haft det samme.

[Augusta Avery]

Augusta kastede et enkelt længselsfuldt blik efter vinglasset, før hun skulede til sit eget med hyldeblomstsaft. Frygteligt kedeligt. "Jeg er dødmisundelig," konstaterede hun og sukkede lidt, men smilede også, som den ene hånd strøg åndsfraværende over den udspilede mave.

"Men her er chokerede blikke nok, uden at jeg har tænkt mig at risikere at tiltrække flere ved at tømme den flaske derovre."

[Imrah Avery]

Imrah grinede lidt af Augusta igen, men ikke hånligt. Han så ned på hendes mave og klarede halsen.

“Det er nok bedst at vente, uanset,” konstaterede han. “Men det tog da lidt af nerverne... Næste gang vi bliver gift kan du være spritstiv.”

Hans blik spillede drillende. Nærmest øretæveindbydende.

[Augusta Avery]

Augusta fnøs lidt over hans ord og ville måske have dasket til ham, hvis det ikke var fordi det krævede alt for meget at flytte sig nok til at formå det.

"Næste gang?" svarede hun i stedet tørt. "Regner du med at jeg løber skrigende væk - og kommer tilbage igen?"

[Imrah Avery]

Imrah rakte frem og gav hendes lår et lille klem, mens hans blik spillede uvorent. Han hævede begge bryn lidt og trak på skuldrene.

“Jeg har lært ikke at planlægge for meget. Der er alligevel så mange overraskelser.” Blikket faldt til hendes mave, før det fandt lyse øjne igen. Bevares, han havde aldrig planlagt særlig meget, men det var jo bare fornuft.

[Augusta Avery]

Augusta tog en dyb indånding og lænede sig lidt tilbage i stolen. Det havde været en lidt hård dag og hendes fødder trængte afsindigt til at komme op. Hun følte sig lidt som en på mindst firs.

"Det er selvfølgelig rigtigt nok," konstaterede hun. Deres rejse havde ikke ligefrem været forudsigelig. Hun så selv ned mod sit udspilede mellemgulv, hvor hænderne hvilede. Hun tænkte et par sekunder, før hun skottede op til ham igen.

"Men jeg håber da, at nogle af dem er gode nok."

[Imrah Avery]

Imrah smilede svagt til Augusta og sneg et kys på hendes kind igen.

“Du er den bedste overraskelse,” mumlede han dæmpet. “Er du klar til, at alle mændene herinde kommer over for at forsøge at kysse dig?”

[Augusta Avery]

Augusta nød en ganske god del, hvordan Imrah blev ved med at kysse lidt på hende, hvilket også efterlod hende relativt overbærende for den næste del.

"Er det bare mig eller lyder du bare lidt for begejstret over den tanke?" svarede hun tørt, men smilende, som hun drejede hovedet mod ham. Hvis nogen var i tvivl om, hvorvidt de reelt var glade for hinanden, var deres tæthed rimelig afslørende. "Selvom der selvfølgelig må være en hvis tryghed i at vide, at jeg ikke stikker af med nogen af dem."

Det var vist fysisk umuligt på nuværende tidspunkt.

[Imrah Avery]

Imrah grinede igen, en næsten permanent tilstand når de snakkede sammen i dag, måske hjulpet af vinen. Han vrikkede lidt med brynene.

“Jeg bliver bare ved med at håbe at far og onkel Alasdair og onkel Castor tager sig sammen til at stjæle et kindkys. Så ved man at de har fået nok vin.”

Hans blik spillede, som han gav hendes knæ et sidste klem og rejste sig. “Forelsk dig nu ikke i nogen andre,” mumlede han drillende, før han gik ud for at slå en streg.

Lukket?