Når Sandheden Skal Frem

[Robin B. Cresswell]

Robin stod og svajede ukarakteristisk tøvende i døråbningen. Omsider var det lykkes ham at stille sig der og med et opfordrende nik, spørge sin storebror; ”har du tid?”.

Det havde krævet en række forsøg – jovist, nok omkring tre eller fire spadsereture frem og tilbage mellem toilettet og køkkenet, hvor han dog til sin store forskrækkelse til sidst stødte på sin mor, der kiggede på ham med skeptiske øjne. ”Hvorfor er du så bleg?”, havde hun spurgt, næsten anklagende, og midt i sin befippelse, havde Robin trukket på skuldrene og spurtet tilbage til sit skjul på sit værelse, så saftevandet forlod glasset til fordel for trægulvet på trappen. Det havde resulteret i et par hævede øjenbryn, som Robin dog aldrig så og det var nok meget godt.
Der, midt i alle bøgerne og mellem de plakatdækkede vægge, havde han gemt sig – dog ikke under den tunge dyne, til trods for at det virkede særdeles tiltrækkende, men snarere spadserende henover trægulvet, alt imens Robin mumlede lavmælt for sig selv; som forsøgte han at memorere et eller andet.

Rufus B. Cresswell

[Rufus B. Cresswell]

Rufus lå henslængt i den gyngende stol der var hængt op i loftet. Han brugte den ene fod til at skubbe sig selv frem og tilbage ved at presse den mod den smalle bogreol. I sine hænder lå ukulelen hvis spinkle musik fyldte værelset. Krøllerne hang ned i hans øjne og de slidte jeans han havde på syntes bare at blive mere hullet fra hver gang han havde dem på.

Han syntes at have hørt fodtrin og snakken et par gange, og selvom han normalt ikke lod sig mærke af hvad der foregik i resten af huset. Han mumlede lidt ført et sløvt blik gled op i døråbningen.
"Hey bro. Hva så?"

[Robin B. Cresswell]

Robin stod fortsat og slingrede i døråbningen, i det han trak lidt på skuldrene. Langsomt sænkede tavsheden sig over de to brødre, imens den lyshårede troldmand syntes at have svært ved at forlade gangen. Da Robin omsider skubbede sig fri, var det med en ukarakteristisk tøven, at han bevægede sig ind på værelset.

Han satte sig på sengen overfor Rufus og de blege hænder fandt krampagtigt hinanden, alt imens det lyse blik flakkede mellem broderens egne og det krøllede, uregerlige hår. ”Jeg, øh… jeg har noget, jeg gerne vil fortælle dig…”

[Rufus B. Cresswell]

Vinduet var åben, og i karmen stod et af de hjemmelavede keramiske askebærgere, i det kunne man tydeligt se at der lå en joint, og det var klart at Rufus gjorde alt hvad han kunne for at særligt hans mor, ikke opdagede noget.

I det Robin forsøgte at få tungen på gled lænede Rufus sig tilbage for at tage et par hiv. Han blev hængende et øjeblik så han kunne puste den søde røg ud gennem vinduet. "Luk lige døren" mumlede han stadig halvt fraværende.

"Så kom med det?" han gled ned tilbage i stolen og vendte opmærksomheden mod sin lillebror.

[Robin B. Cresswell]

Robin rejste sig med et spædt nik og lukkede døren, før at han vendte tilbage til sengen. Den søde røg fandt hurtigt vej omkring de to unge troldmænd og forlod dernæst det åbne vindue. I sit stille sind havde Robin altid misundt Rufus på mange områder – ikke mindst hans evne til aldrig at blive opdaget. Selv kunne han knap gå forbi deres mor, uden at et øre kom i klemme.

”Det er sgu lidt svært…”, indrømmede Robin, hvorefter han vred sine fingre krampagtigt. ”Jeg mener… Jeg ved ikke hvor fanden jeg skal starte.”

[Rufus B. Cresswell]

Rufus pressede igen foden mod reolen og skubbede sig selv ud for at få stolen til at gynge igen. Jointen forlod af og til hans læber, og røgen syntes at være uendelig som den fyldte rummet, til trods forsøget på at undslippe værelset ud gennem vinduet.

"Har du gjort et pige gravid?"

[Robin B. Cresswell]

Robin så op i panik, i det Rufus’ ord nåede ham. Dernæst skar han en grimasse af broderen og rakte ud efter en pude i sengen, han kastede mod ham.
”Nej sgu da!”, bandede den unge troldmand, imens en rød farve spredte sig henover de skarpe kinder. De lyseblå øjne blev forlegne og skamfulde, og snart efter måtte de flygte fra Rufus’ til gulvet, alt imens de knoglede fingre fandt hinanden.

”Jeg… du ved… jeg er ikke… piger er ikke lige mig…”

[Rufus B. Cresswell]

"Nårh.." brummede Rufus og trak lidt på sine skuldre. Måske var det i grunden meget heldigt at han var en smule fraværende. Nyheden om sin lillebrors seksualitet havde nok fået ham til at reagere en smule anderledes hvis han havde været ved sine fulde fem.

"Så er der også mindre ballade" lo han og løftede blikket mod Robin. Det var et af de sløve smil og det var slet ikke til at se hvordan han oprigtigt havde det med det.

"Lige et øjeblik.." mumlede han og fik sig selv bakset op at sidde fra den gyngende stol og rejst sig. Han forlod sit værelse og man hørte ham rumsterer nede i køkkenet. Der gik et par sekunder før han kom tilbage og stak hovedet ind.

"Kom med." mumlede han og løftede en hånd og gjorde signal til at Robin skulle rejse sig og følge med ham ud.

[Robin B. Cresswell]

Robin kunne have svoret, at hans hjerte stoppede med at banke, som Rufus trak på skulderen og forlod værelset. Af uvisse årsager føltes reaktionen hæmmet og den unge troldmand gloede mistænksom hen mod den brune cigarlignende pind i vinduet.

Da Rufus dernæst stak hovedet ind ad døren, fløj Robin skyldbetynget op og fulgte efter.
"Hvad så?", spurgte han, i det hans stemme ufrivilligt skred en oktav op. "Du siger det ikke til nogen, vel?", tilføjede han forhastet.

[Rufus B. Cresswell]

"Nej nej. Kom nu lige med" brummede Rufus og viftede med hånden. De gik ned af trappen og ud af bagdøren i køkkenet. Krøltoppen stak hænderne i de slidte bukser og gik i et øjeblik uden at sige noget. Vejret var lummert, og det var værd at overveje at tage til stranden. Om ikke andet ville det give rig mulighed til at se på damer uden at man blev antastet for at glo.

"Jeg vidste desuden godt at du var til drenge" indskød han pludseligt da de havde gået et lille stykke. Han løftede hovedet og skævede imod Robin. De var efterhånden blevet så tætte at det ville undre den ældre bror hvis han var kommet hjem med en pige på armen.

[Robin B. Cresswell]

Robin fulgte med uden at gøre de store indvendinger og luftforandringen gjorde underværker, som de to brødre forlod barndomshjemmet. Instinktivt smed Robin de to senede hænder i lommen på de slidte jeans og dernæst lod han tavsheden sænke sig.

De bevægede sig med vante skridt om bag huset og om til skovgrænsen, der strakte sig milevidt omkring. Ofte havde de leget imellem træerne – på den mosbeklædte jord, såvel som i de mørkegrønne trækroner. Robin greb om en tilfældig gren og rev den fri af jorden, hvorefter han fraværende begyndte at knække den. Lyden flygtede derfra og kreerede et ekko i skovens lumre mørke.

”Hvordan vidste du det?”, spurgte lillebroderen, en kende overrasket, som de lyse øjne fæstnede sig på Rufus’ ryg.

[Rufus B. Cresswell]

De var nået et godt stykke ind i den velkendte lille skov før Rufus tog et par lange skridt hen imod noget der blot lignede en hul træstub. Uden at sige noget med det samme fjernede han illusionen for at se til sine planter. Ikke om han ville risikerer sin mors vrede hvis hun fandt ud af at han dyrkede sin røg i hendes have.

"Jeg er din storebror, det er mit job at vide sådan noget" fortalte han halvt fraværende som han tjekkede hver plante. "Desuden er du altid så kikset når vi taler om damer. Du arbejder på højtryk for at finde på noget at sige, som vil få dig til at fremstå interesseret." bemærkede han og satte sig ned i det tørre græs.

Afsluttet