En Knaldhamrende God Idé

[Teddy Lupin]

Teddy sad lænet op styrehusets væg og smagte på indholdet af flasken han havde fanget, da Toby kom tilbage og så mere frisk ud en nogensinde. Eller i hvert fald mere frisk end han havde set ud siden de forlod kajen.

Med flasken halv i munden, lyttede Teddy nysgerrigt til Tobys beratning og måtte spærre øjnene en anelse op, da han fangede hvad et handlede om. ”Dig?” Gentog han i samme tone som Toby. ”Ven vent… Hvad var det de mistænkte dig for igen?”

Båden farede videre for fuld fart uden nogen af dem lod til at notere sig, hvor de sejlede hen.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias fnyste højlydt og faldt sammen nær instrumentbrættet. De mørkeblå øjne svømmede i ligeså høj grad som båden gyngede, i det den ranglede troldmand forsøgte at fæstne sit blik på kammeraten. Det lykkes ham ikke synderligt men det forhindrede ikke Tobias i at fortsætte med at forsøge, alt imens han hævede en farverig finger mod Teddy.

"De mistænker mig for at arbejde for den amerikanske regering!", udbrød Tobias, næsten vredt, hvorefter han tabte pusten i forbløffelse over løgnen. Derefter følte han sig nødsaget til at fnyse igen - bare for den dramatiske effekt.

"Du skulle have set dem... Fletcher og Karkaroff... De kiggede på mig, som om jeg var en bunke lort - og så sagde Karkaroff fandeme, at jeg ikke måtte forlade London! Røvhul! Som om han er min mor... Ja, eller min far jo nok nærmere!"

[Teddy Lupin]

Hvis ikke de to unge mænd havde indtaget en betydelig mængde alkohol, havde Teddy muligvis reageret anderledes. Men efter at have siddet tavst og måbende og lyttet til hvad Toby havde at fortælle, brød Teddy pludselig ud i grin.

”Fortæller du mig, at du sad skoleret foran Aleksander Karkaroff og Rabbie Fletcher? Ham den store russer og en syttenårig krodreng?” Teddy prøvede virkelig at lade være med at grine, men det var ganske umuligt at stoppe. I virkelighed var det jo ret alvorligt. Og uden tvivl noget de blev nødt til at tale om. Men lige nu var Teddy godt i gang med at spilde hvad end der var i flasken, mens han næsten græd af grin.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias sank en anelse sammen, i det Teddy begyndte at grine, men der gik ikke længe før, at hans egne hjerteformede læber begyndte at sitre faretruende. Det havde været grinagtigt – og en situation havde været mere tragikomisk end den forrige.

Langsomt begyndte Tobias også selv at le over absurditeten, alt imens han faldt ned på ryggen og lå og vuggede sammen med båden.
”Du skulle have set Rabbie i hovedet. Han så på mig, som om jeg var faldt ned fra månen. Normalt snakker jeg fint med knægten, men hold nu kæft, han fik et eller andet galt i halsen, så snart jeg nævnte den blonde amerikaner”, snøvlede Tobias sig igennem forklaringen, i det han forsøgte at hælde vin ned igennem halsen – stadig med ryggen mod dækket.

[Teddy Lupin]

Teddy blev nødt til at tørre øjnene. Og netop som han var ved at pause for at trække vejret, forklarede Toby videre og Teddy brød ud i grin igen, mens han ligeså langsomt gled ned langs væggen, for til sidst at ligge på dækket sammen med vennen.

”Du ville være den værste samarbejdspartner for Amerikanerne,” formulerede han ud mellem latteren. ”Du hjalp en mand fri som de havde spærret inde!” Teddy forsøgte at fokusere sit blik på vennen, der var gået i gang med den umulige mission det utvivlsomt ville være, at drikke mens han lå ned. ”Hvordan sprang de til den konklusion?”

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lykkes aldrig med at drikke fra flasken, for end ikke øjeblikket lå Teddy ved hans side og det syntes derfor som om, at begge troldmænd havde glemt alt om den motordrevne båd; den båd, hvorpå de lå.

Den ranglede troldmand lo højt, i det han skar en grimasse af luften. ”Det er næsten det sjoveste af det hele!”, fortalte Tobias, og mente det, hvorefter han rømmede sig teatralsk.
”Rabbie mente, at det var mistænksomt, at jeg intet havde sagt til modstandsbevægelsen – at Cedric intet havde sagt! Men Cedric kan jo ikke sige noget, han ikke ved noget om, vel? Det er jo ret svært!”, lød det dernæst, fuldstændig fordrukkent og snøvlet, men dog ikke mindre bestemt – og der var ingen tvivl om, at Tobias Holmes fandt hele situationen latterlig. Havde selvindsigten ikke været sløret af alkoholen, ville Tobias selv i det mindste vide, hvorfra vreden kom og hvorfor den blev ved med at hamre i hans blodårer. Det var derfor temmelig ærgerligt, at selvindsigten endnu ikke havde indfundet sig…

”Og ærlig talt – hvad skulle jeg sige? Intet af det havde jo noget med dem at gøre! Hvad har jeg nogensinde gjort for at fortjene den mistænkeliggørelse? Hvorfor er det deres første reaktion?!”

[Teddy Lupin]

Teddy halvt fnøs og halvt spyttede af grin, men det blev gradvist mindre hysterisk, til den til sidst døde lidt hen mens Tobias fortsatte og Teddy lyttede. Motoren, radioen og vandet mod båden der stadig sejlede med fuld fart, var bare baggrundsstøj, og ikke noget Teddy bekymrede sig om lige nu.

”Det lyder langt ude, Toby. De må have misforstået et eller andet, jeg mener… Det giver jo ingen mening? Det kunne ligeså godt være dem der arbejdede for amerikanerne, så.” Han grinte og mente det egentlig som en joke, ”jeg mener, det ville da i det mindste give dem en grund til, at blive fornærmede over at du ikke havde fortalt dem det.” Bemærkede han og gloede op.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias kom til at le højt, i det han nikkede. "Forhelvede, det er faktisk rigtigt!", medgav han snøvlende, hvorefter Tobias rullede rundt, så han kunne betragte Teddy fra siden. Det gjorde godt for kvalmen, der stadig rumsterede bag i hans undergulv.

"Og hold nu kæft en drejning! Det ville have været en helvedes historie, hvis det var tilfældet! Jeg tror slet ikke, at jeg ville kunne have fået hænderne ned", fortsatte Tobias ivrigt, i det han blev afbrudt af sin egen, hæse latter.

[Teddy Lupin]

Teddy rakte hænderne op foran sig, og trak dem fra hinanden for at illustrere en overskrift. ”Modstand i modstandsgruppen!” Bemærkede han, inden han blev opmærksom på, at alt gyngede lidt mere når man sådan lå og kiggede op. Så han trillede op på siden ligesom Toby.

”Det er emnet til vores første flyer! ’Krodreng og russer raser over at modstandsfolket gør modstand’, så vi kan få advaret alle der er anti MACUSA om, at det er mest fornuftigt ikke at gøre noget ved det.” Der var stadig et grin spredt over Teddys ansigt, som stadig tog det hele for at være lidt en joke. Rabbie og Karkaroff var selvfølgelig ikke MACUSA spioner.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias kunne ikke undgå at le og latteren brølede ud mellem de hvide tænder, så hans øjne blev våde af grin. Dernæst nikkede han ivrigt.
"Og byline skal være noget i stil af, 'dem, som gjorde modstand og fortrød bittert'! 'Dem der gjorde modstand, men glemte at fortælle alle om det'", lo Tobias, i det han daskede drillesygt til Teddy.

Det gik en rum tid før Tobias faldt ned og instinktivt mærkede han lettelsen sprede sig over hans skikkelse; en lettelse der havde forladt måneder før men som nu var krøbet tilbage, næsten uset.
Og så var det jo tid til det, som alle under alkoholens hårde jernhånd, måtte igennem; kærlighedserklæringen.

Tobias sukkede tungt og lagde en arm omkring Teddys skulder. "Med al sandsynlighed for at få Vic på nakken, så vil jeg lige fortælle dig, at jeg elsker dig over alt på jorden, Ted! Du er min bedste ven!-", fortalte den ranglede troldmand snøvlende, men mere nåede han dog ikke at fortælle - og enhver måtte tro, at der var meget mere at berette - for pludselig lød der et brag fra bådens bagende...

[Teddy Lupin]

Teddy var færdig af grin. Samtalen og emnet i sig selv var absurd langt ude, men i virkeligheden kunne Toby nok have fundet en ordbog frem og læst op fra ende til anden, og så havde Teddy stadig fundet det morsomt. Han måtte bide sig selv i tungen for ikke også at bryde ud i grin, da Toby sukkede tungt.

”Toby. Toby. Toby. Toby…” blev han ved med at gentage mens vennen snakkede, klar til at afbryde og komme med samme erklæring tilbage så snart vennen stoppede med at tale.

Men det var ikke Teddy der fik flov til at afbryde Toby. Det var båden. Båden! Teddy lettede fra gulvet i en fart da der lød et ordentligt brag fra motoren, og de pludselig mistede al farten. Røg steg op fra bagenden. Teddy kunne ikke se flammer, men der var helt sikkert røg.

Han vendte blikket og så på Toby med forskrækkede øjne. Så så han mod bagenden af båden igen, og ud over havet. Hvor fanden var kysten? Han vendte blikket tilbage på Toby, og med alkohol i blodet blev han nødt til at undertrykke et grin. ”Dude… Vi er fucked.”

[Tobias Huxley Holmes]

Og det var jo sådan set en meget passende beskrivelse af situationen, konstaterede Tobias, om end en smule forvirret, i det han rejste sig besværet fra dækkets træ. Dernæst nikkede han og smed de farverige hænder igennem den sorte manke, som de mørkeblå øjne spejdede henover havet.

Hvor fanden var kysten blevet af? Hvor langt havde de to mænd sejlet? Ingen vidste det – og kun Tobias og Teddy syntes at tale om det.

Tobias rømmede sig og tog tøvende et skridt hen til instrumentbrættet, der, for nær den blinkende knap, var mørklagt. Atter rømmede han sig og efter en kort rum tid, tabte Tobias pusten i et højlydt grin. ”Hold nu kæft, Ted”, udbrød troldmanden, i det han snurrede rundt på hælen og leende faldt sammen på en siddeplads til højre for styrepinden.

”Vi kan jo altid transferere os hjem! Jeg mener… når vi lige har sovet rusen ud…”

[Teddy Lupin]

Båden gyngede nået mere, nu hvor den ikke længere var i bevægelse og Teddy lignede stadig en der lige havde set jordens undergang komme, da Tobias, efter at have undersøgt det stille instrumentbræt, vendte sig om og begyndte at grine igen. Og så var det ganske umuligt for den blåhårede troldmand ikke selv at bryde ud i latter.

Og så var de to unge mænd i gang igen. Radioen var stoppet sammen med motoren, men hvad betød det, når man var strandet på havet med sin bedste ven og et vældigt udvalg af fyldte flasker. ”Skål på det, Toby min ven!”

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias hævede sin egen flaske, så den kolliderede med Teddys og Tobias lo til sin bedste ven, som enhver mand ville le af det umulige. I sandhed forekom situationen surrealistisk men den føltes ikke uoverkommelig. Ikke når troldmanden i form af Teddy var ved hans side. Ja, faktisk fremstod alt grinagtigt og useriøst og Tobias mærkede instinktivt, hvordan det fodrede hans mørkegrå hjerte med alt, hvad det behøvede.

"Hvordan går det egentlig med dig?", spurgte Tobias, måske en anelse ud af det blå, efter at have betragtet vennen en rum tid med svømmende øjne.

[Teddy Lupin]

Efter den skålen og en god tår af flasken, lagde Teddy sig på ryggen og kiggede op. Hans mission var at få flasken til at blive stående på hans pande, men han måtte erkende at det ikke var nogen nem opgave på den gyngende båd.

Spørgsmålet så han dog ikke komme, og da han drejede hovedet for at se på vennen, væltede flasken og nåede lige at spilde en sjat i sit øre, inden han fik styr på den igen. ”Åh! Nej, ad… Øh… Jo, med mig? Toby min ven,” Han rullede om på maven og lagde en hånd på skulderen af den anden troldmand. ”Jeg har intet hørt eller set til ham Rob Gregory Muller , Vic og jeg er sammen igen og hun vil hjælpe med folderne og og og og jeg er strandet midt på havet med min bedste ven og de her flasker, så jeg vil umiddelbart mene at det går helt og aldeles strålende!” Han lagde armene hen over hinanden frem foran sig, så han kunne hvile hovedet på dem. ”Men fortæl mig hellere, hvordan det går med dig?”