Monsteret vender hjem

[Reginald Fudge]

Den 6. juli

Francis' søn var lige blevet gift og selvom det havde taget lang tid at beslutte sig, var Reginald endelig taget afsted til festen. Han var der dog ikke vanvittig længe. Blikke på ham, stirren og hvisken fortalte tydeligt hvad de fleste medlemmer af det magiske samfund mente om ham. Både Imrah og hans brud var dog med i modstanden, som han havde lagt mærke til. Han nåede at ønske dem begge tillykke og at se Gillian C. Fudge , omend det var alt for kort.

Efter ceremonien tog han dog hjem til godset igen. Han smækkede hoveddøren hårdt op og trådte indenfor med rungende skridt i hallen. "Vitae," kaldte han. "Hvor er Siobhan Munro?"

[Siobhan Munro]

Siobhan havde altid haft meget energi. Det samlede sig og skulle ud, men hun havde lovet at stoppe med at slås. Så hun fandt andre måder. Denne gang havde hun fået afløb for rastløsheden, som kun blev større når Reginald var væk, ved at løbe og af samme grund var hun lettere svedig, da hun dukkede op fra en døråbning ved siden af.

"Her," svarede hun, før husalfen kunne og lod blikket glide over ham. Hun var allerede lidt anspændt, usikker på hvad en aften tilbage i verden ville have af betydning.

[Reginald Fudge]

Reginalds blik løb over Siobhan. Noterede sig en fugtig pande, en distinkt lugt og røde kinder. Han tog en dyb indånding og nikkede let.

"Hvad har du lavet?"

[Siobhan Munro]

Siobhans vejrtrækning var stadig en lille stykke over normal, men nærmede sig. Varmen forblev dog og læberne smagte salt af sved, da hun fugtede dem.

"Løbet," konstaterede hun sandfærdigt, uden at tage blikket fra ham. "Jeg var rastløs."

[Reginald Fudge]

Reginalds blik vandrede mellem Siobhans to øjne, før han hævede det ene bryn. Løbet var bedre end at slås og hans skuldre faldt en smule. "Mmh," brummede han. "Godt." Han tog en dyb indånding.

"Du har sikkert brug for et bad," konstaterede han efter et øjebliks tavshed.

[Siobhan Munro]

Der var en umiskendelig spænding i luften og Siobhan fugtede sine læber igen. Hendes blik gled ned over hans ansigt, før det fæstnede sig ved hans øjne igen.

"Jeg var netop på vej," svarede hun og forsøgte at lade være med at tænke på, at hun for nogle måneder siden ville have inviteret ham med uden at blinke.

"Hvordan var det...?" spurgte hun i stedet. Varsomt.

[Reginald Fudge]

Reginald havde ikke med et slag mistet sine følelser for Siobhan og det var svært, på den måde at være op og ned af hende hver dag, men de havde kun hinanden nu og han var endelig begyndt at indrette sig på det. Det betød dog ikke, at det ikke skurrede.

Han tog en dyb indånding. "Det var... Hvad det var," erklærede han tamt. Han stirrede lidt forbi hende. "Gillian var der."

[Siobhan Munro]

Siobhan havde kendt Reginald længe nok til at kende navnene på hans børn - og ekshustru, for den sags skyld. De tre ord ramte hende lidt og hun kunne kun forestille sig, hvordan han måtte have det. Skuldrene faldt og i et øjeblik gled et trist udtryk over hendes ansigt. Da hun talte, var det lavmælt.

"Talte du med hende?"

[Reginald Fudge]

Blikket stirrede lidt frem og han nikkede langsomt, før en dyb, brummende lyd forlod hans strube.

"Kortvarigt." Alt for kort. Han havde set hende alt for kort. "Hun så sund ud..."

[Siobhan Munro]

Siobhan havde en brændende trang til at træde frem mod ham. Gøre et eller andet. Om det så bare var at hvile en hånd mod hans arm. Men samtidig var hun årsagen til at han ikke kunne se sine børn og hun kunne ikke få sig selv til det. Heller ikke selvom alt i hende skreg efter det i en sådan grad, at hun lænede sig en anelse frem.

"Det er godt. At hun har det godt," svarede hun lavmælt og klarede halsen en enkelt gang. "Hvis det lykkes med det nye ministerie..."

[Reginald Fudge]

Reginald kunne ikke tænke på muligheden for at se Gillian C. Fudge igen og rystede på hovedet af det Siobhan var ved at sige. "Nej," svarede han. "Vi kan ikke tænke så langt og lade os forblænde af fantasifostre," konkluderede han.

"Intet nyt her?"

[Siobhan Munro]

Siobhan vidste det egentlig godt og var glad for at blive afbrudt. Hun rankede sig lidt. "Jeg tog ind for at pakke butikken sammen tidligere," konstaterede hun, lidt for påfaldende fladt. Det gjorde stadig ondt, men hun havde affundet sig med det. Det var sådan, det var det.

"Jeg så én, fra min tidligere flok."

[Reginald Fudge]

Reginald stivnede lidt, men nikkede langsomt og så på hende igen, i stedet for at fortabe sig i minder. Hans eget råd. Han tog en dyb indånding og spidsede ører.

"Ja? Hvem? Hvordan?"

[Siobhan Munro]

Komplicerede følelser flakkede kort over Siobhans ansigt. Følelser, som i stor grad var grunden til at hun netop var løbet gennem natten omkring godset. "Hun kom for at se mig," sagde hun, efter lidt tids stilhed.

"Vi har... Sarah har været den eneste familie, jeg har haft, siden jeg var tretten. Det var hende, jeg fulgte. Dengang." Fingrene foldede sig en enkelt gang. "Og igen, da hun fandt en ny flok. Jeg har ikke set hende siden Azreal."

Han havde bedt om at finde varulve, der ville være på deres side. Men der var så meget mellem hende og Sarah. Så meget, der skulle bearbejdes. Hvem ville vide, om det ville ende der? Hun tog en indånding.

"Jeg vil... Gøre, hvad jeg kan med hende."

[Reginald Fudge]

Reginald lyttede og så alvorligt på Siobhan. Han nikkede langsomt og fornemmede dybe lag, der måtte skrælles væk senere.

"Det bliver du nødt til," svarede han lavmælt. "Gå i bad, Siobhan. Vi taler bagefter. Jeg får Vitae til at lave mad."