Besøg hos en gammel prut

[Algernon McLaggen]

Tråd til Benedict McLaggen

Det var absolut og helt igennem den mest ligegyldige pejs Algernon nogensinde havde rejst til med susenetværk. Den var tydeligvis kun installeret til netop dét formål, og Algernon var lige ved at slå hovedet ind i nogle af stenene, da han stavrede ud fra hullet og ind på stuegulvet, hvor en meget stærk lugt ramte hans næsebor. ”Ben?” Kaldte han ud i lejligheden, ”hvorfor fanden lugter her så meget af prut?”

[Benedict McLaggen]

Ben stod i køkkenet over en gryde og hang lidt, da der lød et råb fra stuen og han et øjeblik var ved at hive tryllestaven frem, for at slå ned på indbryderen. Han genkendte dog sin lillebrors stemme og fornærmelser og fnøs.

"Det er dig selv, der stinker af teenager, knægt," lød det derfor fra køkkenet.

[Algernon McLaggen]

Som en tro kopi af sin storebror, diskede Algernon også op med et fnys. ”Du er bare misundelig gamle,” svarede han på vej ud i køkkenet. ”Laver du mad? Er det dét der lugter?” Ærligt var det nok i virkeligheden Algernon der var lidt misundelig. Han ville ikke være ked af at have sin egen lejlighed.

[Benedict McLaggen]

Nogen gange kunne Ben godt være lidt misundelig på Algernon, der var teenager, fri for kedelige bekymringer og pligter, men han havde et ret okay liv og han elskede altså stadig June Chang-Masters, selvom deres forhold var blevet ekstremt fast. Derfor var det let nok at nøjes med at sende en let forbandelse afsted over skulderen mod sin lillebror, der fik en bums til at gro frem på hans pande.

"Stegte pølser og løg, lille idiot," svarede han. "Jeg mindes ikke at have inviteret dig dog. Så hvad laver du her? Problemer derhjemme?"

[Algernon McLaggen]

”Årh, for f.. Virkelig Ben? Virkelig? Din lort.” Han sendte sin bror et irriteret blik og gnubbede det nu temmelig ømme punkt midt i panden. ”Det eneste problem derhjemme er, at der er dødkedeligt. Hvor er din roomie?” Han kiggede kort efter den anden beboer, men måtte konkludere at der ikke var andre end de to brødre.

[Benedict McLaggen]

Ben var ret selvtilfreds, som han fortsatte med at stege pølserne og løgene, uden at vende hovedet efter lillebroren.

"Han skred da det sekund han hørte din skingre stemme," svarede han drævende, selvom han som sædvanlig ikke rigtig havde nogen idé om hvor Gallagher O'Leary var. Han bekymrede sig ikke så meget. De havde hver deres liv.

"Hvordan har de gamle det? Stadig dødirriterende?"

[Algernon McLaggen]

”Eller da han fik færten af dine sure løg,” svarede han igen og hoppede og at sidde på køkkenbordet, inden han nikkede til spørgsmålet om deres forældre. ”Hvorfor tror du ellers jeg kommer forbi? Det er ikke fordi du laver mad, tro mig.” Grinede han og svingede lidt med benene.

”Har du bare stået her og ristet pølser hele sommeren, eller har du rent faktisk lavet noget nice?”

[Benedict McLaggen]

Det var på egen risiko, at Algernon hoppede op at sidde på køkkenbordet, men det mindede Ben ham ikke om. Han fnøs blot at det flabede svar og lænede sig selv let imod vasken. "Jeg er auror," svarede han og undlod afslutningen -lærling, fordi den i denne kontekst ikke var relevant.

"Jeg laver altid nice ting. Men de er hemmelige, betteskid." Han hævede et enkelt bryn. "Og dig selv?"

[Algernon McLaggen]

”Du kan da godt afsløre lidt? Jeg siger ikke noget videre.” Og så hemmeligt kunne det vel heller ikke være. Hvor vigtige missioner blev man overhovedet sendt på som lærling? Algernon spekulerede kort over, om det mon var en karriere han selv burde overveje, men det sagde ham egentlig ikke det store.

[Benedict McLaggen]

Et simpelt fnys forlod Ben, der havde alt for høje tanker om sig selv og sin vigtighed, til at bryde sin tavshedspligt overfor ministeriet.

"Glem det," svarede han brysk.

[Algernon McLaggen]

Algernon kunne ikke gemme en utilfreds mine. "Du er godt nok blevet gammel og kedelig, Ben." Han hoppede ned fra bordet og kom over for at se lidt på madsituationen, som ikke var voldsomt interessant.

Lænet ind over køkkenbordet, med albuerne i bordpladen og hovedet i hænderne, stod Algernon og betragtede en pølse han var ret overbevist om var brændt på. "Score man mange damer som aurorlærling, eller hvad?"

[Benedict McLaggen]

Ben rodede lidt rundt i pølse-løg blandingen på panden og gav Algernon en albue, da han kom i vejen. Han tog det ikke så tungt med beskyldningen om at være kedelig, men trak på skuldrene. Han vidste selv bedre.

"Åh ja," svarede han. "Der går sjældent en dag, uden at jeg får noget," forsikrede han med et skævt smil. "Har du snart fået taget hul på din egen fyldepen...?"

[Algernon McLaggen]

Algernon gjorde et lidt halvhjertet forsøg på at undgå albuen, uden held. ”Pft, ja? Ikke at det rager dig.” Noterede han oprørsk.

”Hvad med hende dér din dame, Ben? Har du så haft trekant med hende og alle auror scoringerne?” Det var federe at granske i Bens privatliv, end hans eget.

[Benedict McLaggen]

Ben kendte en afledningsmanøvre, når han så den. Han fnøs. "Det rager ikke dig hvad jeg laver med June," konstaterede han.

"Det er noget andet end duller. Men fortæl mig så, hvis du har dyppet: Hvornår?"

[Algernon McLaggen]

”Kærestekedelig,” mumlede han anklagende og greb ud efter et løg der lå på bordet og ikke var blevet brugt.

”I januar,” svarede han endelig og så på sin bror, nysgerrig på reaktionen selvom han forsøgte at skjule det.