Nye kyster

[Saori Mikazuki]

Tråd til Penelope Parker

Saoris hjerte kunne næppe slå meget hurtigere. Det havde virkelig krævet alt i hende ikke at tude hele vejen op til hoveddøren hos familien Parker. Det var et besynderligt lille hus, og det mindede på ingen måde om hendes eget hjem.

De havde haft mulighed for at ankomme til deres værtsfamilier siden den første, men Saori havde virkelig forsøgt at udskyde turen så meget hun kunne, uden at det virkede som om hun ikke ville afsted. Men der var grænser for, hvor længe hun kunne trække tiden ud.

Hun tog en dyb indånding, og lugten af saltvand og tang fyldte hendes lunger. Lyden af havet der brusede ind over kysten i baggrunden, var da heldigvis en smule beroligende, trods alt. Langsomt løftede hun hånden og bankede ganske forsigtigt på den blå dør og afventede et svar.

[Penelope Parker]

Evander Parker havde gjort alt for at gøre klar til udvekslingseleven. Han havde endda bygget en seng til hende og stillet den ind på Parkers værelse, hvor den stod opredt og klar, som den havde gjort i snart en måned. Men pigen havde ladet vente på sig.

Derfor var Penny også helt alene hjemme, da det endelig bankede på døren. Hendes far var taget et hurtigt smut forbi Diagonalstræde for at finde manglende ingredienser, så hun rejste sig fra sin plads i sofaen, hvor hun havde prøvet at formulere et ikke alt for idiotisk lydende brev til Aedan C. Finnigan, og tøffede ud til hoveddøren. Brevet havde hun efterladt sammenkrøllet i skraldespanden.

"Hey," hilste hun, da først døren var blevet åbnet. "Du er udvekslingseleven?"

[Saori Mikazuki]

Saori blinkede et par gange og blev nødt til lige at bruge et øjeblik på at registrere hvad der blev sagt, inden hun stak hånden metodisk frem. Man hilste med håndtryk i England, havde hun læst. Og man præsenterede sig selv med familienavn til sidst. ”Jeg er Saori Mikazuki. Det er godt at møde dig. Hvad er dit navn?” Hun prøvede virkelig at snakke langsomt og tydeligt, men hun var en smule nervøs og det var helt og aldeles umuligt at skjule accenten.

[Penelope Parker]

Parker var ikke rigtig til håndtryk, men der var noget ved pigens måde at række hånden frem på, der fik hende til selv at række ud og trykke hendes hånd. "Saori," gentog hun det bedste, hun kunne og opgav på efternavnet for nu. Det kunne de altid nå til senere.

"Jeg er Penelope, men altså alle andre end min far kalder mig Parker."

[Saori Mikazuki]

Saori så en anelse forvirret ud. Hun havde virkelig givet den en skalle med at læse op på sprog og skikke inden hun tog afsted, og hun var ret sikker på, at det kun var lærere og andre højtstående personer, man burde kalde ved familienavn.

”Penelope. Okay.” Gentog hun blot, og besluttede sig for, at det nok var det mest hensigtsmæssige at kalde pigen. ”Må jeg komme ind, Penelope?” Hun tilbød et høfligt smil og nikkede mod entréen bag døren.

[Penelope Parker]

Parker hævede brynene og trådte til siden, så Saori kunne komme forbi. "Øh, æh, okay," fremmumlede hun, stadig lidt overvældet og kløede sig på kinden.

"Men altså, helt seriøst, bare Parker, det er helt fint."

[Saori Mikazuki]

Måske havde Penelope læst op på Japansk kultur inden Saori kom, og prøvede på at imødekomme hende? Det var da eget smigrende, men de var ikke i Japan så det var helt fint med Saori, at de brugte fornavne.

”Ie, det er okay. Penelope er meget fint. Hvor sætter jeg mine sko?” Klumpen i maven var ikke blevet mindre, da hun endelig var trådt indenfor. Engelske huse var besynderlige, og hun følte sig slet, slet ikke hjemme. Men hun skulle bo her hele sommeren, så hun blev nødt til at gøre et forsøg.

[Penelope Parker]

Parker syntes overhovedet ikke, at Penelope var i nærheden af fint, men pegede bare lidt uengageret på det lille kludetæppe ved døren, hvor deres sko væltede hulter til bulter mellem hinanden.

"Vi stiller dem også af og til inde ved pejsen eller ved bagdøren, når vi har brugt dem der. Eller egentlig generelt bare, hvor vi tager dem af, så det er helt op til dig," svarede hun og trak på skuldrene.

"Vil du se dit værelse først eller sidst?"

[Saori Mikazuki]

Saori betragtede bunken af sko, og var en anelse usikker på, hvordan hun nu skulle sætte sine egne. Hun endte med at stille dem pænt ved siden af hinanden og indtil væggen. ”Eto ne… Vi kan se mit værelse. Så kan jeg stille mine ting. Er det okay?” Hun vidste ikke helt hvad hun skulle synes om hele situationen indtil videre, men prøvede ikke at minde sig selv om, hvor meget hun allerede avnede at være hjemme.

[Penelope Parker]

Parker så til, mens Saori stillede sine sko. De passede slet ikke ind til den rodede bunke af sko, men hun slap tanken med et mentalt træk på skuldrene og nikkede bare til forespørgslen.

"Selvfølgelig. Så kan vi også endte med at gå ned til stranden," svarede hun og satte snuden mod stuen, hvor trappen førte direkte op til værelset.

Der rodede lidt, men det var ikke voldsomt. Hun havde i hvert fald prøvet at rydde op. "Så, ja, det her er din seng," startede hun og lod sig dumpe ned på sin egen. "Og så sover jeg her. Jeg håber, det er ok, at vi deler værelse? Vi har et mere, men det er fyldt med ting." Sandheden var, at det havde været hendes mors arbejdsværelse og døren havde været lukket lige sidenhendes død.

[Saori Mikazuki]

Saori spærrede øjnene en anelse op ved synet af værelset. Det var helt enormt rodet i hendes optik, og hun sendte et hurtigt blik mod Penelope. Var det engelsk humor? Eller var det virkelig her hun skulle sove? Det virkede desværre til at være det sidste.

Den unge udvekslingsstuderende måtte tage en dyb indånding inden hun nikkede og sendte endnu et høfligt smil. ”Ja det er fint. Tak.” Hun nærmede sig sengen der var tiltænkt hende, og placerede sin kuffert ved siden af. Måske kunne de kigge på det andet værelse senere? Saori havde ikke noget imod at hjælpe med at rydde det op først.

Stille og roligt, gik hun i gang med at rede sin seng med det samme. Hun havde travlt med at tænke på hjem, og havde lidt glemt at de egentlig var i gang med en rundvisning. Penelope havde også sat sig på sengen, så det var vel okay. ”Hvordan, eto… Er du glad for Hogwarts?” Penelope virkede trods alt meget sød, selvom værelset var rodet, og hun ville a gerne lære hende at kende.

[Penelope Parker]

Parker smilede til hende og prøvede generelt at være sit bedste, imødekommende selv. Desuden var det rart at møde et andet menneske, der trods sin alder, var næsten lige så lille som hende selv.

"Jeg har ryddet de tre nederste skuffer til dig," bemærkede hun og trak det ene ben op under sig.

"Ja. Det er som... Hjem. På mange måder. Og folk er rigtig søde. Nogle af dem, i hvert fald." Hun havde i hvert fald sine gode venner.

[Saori Mikazuki]

Saori var ikke helt sikker på, hvad Penelope prøvede at fortælle hende om skufferne, så hun nikkede bare og fortsatte med at rede seng mens hun lyttede intenst for at fange hvert et ord. Hjem var det ord hun lagde mest mærke til.

”Hvordan hjem?”

[Penelope Parker]

Parker trak på skuldrene. "Tjo, vi bor der jo og tilbringer hver dag sammen. Jeg ved ikke... Slottet bliver bare trygt med tiden, selvom det kan virke lidt overvældende i starten."

Hun smilede til Saori. "Jeg er sikker på, du nok også skal få det godt der."

[Saori Mikazuki]

Hvorfor snakkede de nu om steder der var hjem? Hun boede da også på Mahoutokoro og havde venner dér, men det havde ved Inari aldrig føltes rigtigt som hjem. Og Saori tvivlede stærkt på, at Hogwarts ville være anderledes.

Hun nikkede bare stille, og stoppede metodisk lagenet ned mellem madras og sengekant, selvom det allerede lå meget stramt. Forbandede hjemve.