Farvel til solens land

[Saori Mikazuki]

Tråd til Jiho

Saori forlod kontoret sammen med Yoo Jiho lige dele beæret og rædselsslagen. England var langt væk. Meget langt væk. Og koreaneren hun skulle følges med, var ikke ligefrem nogen hun havde brugt mange timer sammen med, tvært imod. Havde hun bare skulle afsted med en af sine veninder havde det måske kunne gå. Åh, men hun skulle være helt alene i et fremmede land med fremmede mennesker og meget, meget langt hjem.

Hun gjorde dog virkelig alt for at skjule sin nervøsitet. ”Så du er god til Engelsk?” Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle spørge ham om. Og egentlig behøvede de vel slet ikke tale sammen, men om hun ville det eller ej, ville han være det absolut eneste menneske hun kendte bare en lille smule når hun startede på Hogwarts.

[Yoo Jiho]

Det var virkelig ikke det han havde håbet på. Nok var Saori en dygtig elev, men han respekterede ikke ligefrem resten af hendes kvaliteter. Hun var så langt under hans niveau at han næsten følte sig fornærmet over, at hun skulle afsted med ham. Forhåbentlig ville de indse, at de nok skulle tage nogle flere elever med, så hun ikke blev den eneste.

"Ja, men jeg er en dårlig lærer." Sagde han, da han gik ud fra hun måske ville spørge om han ville hjælpe hende med det. Det ville han ikke. Hun havde ikke ligefrem været der for ham, der han havde brug for venner. Han overvejede at gå sin vej, men blev stående og betragtede hendes spinkle skikkelse med et eftertænksomt blik.

[Saori Mikazuki]

Antog han, at hun havde brug for hjælp til Engelsk? Ikke tale om. ”Jeg tror heller ikke de sender os til England for at undervise i Engelsk.” Bemærkede hun lavmeldt og praktisk, idét hun slog blikket lidt væk, skulle det vær tydeligt at hun havde følt sig en smule fornærmet.

[Yoo Jiho]

Bemærkningen var spydig og fik Jiho til at knibe øjnene sammen.
"Nej." Bemærkede han. "Så du kan også tale engelsk?" Spurgte han, siden hun havde talt om dem begge og lydt så skråsikker.

[Saori Mikazuki]

Hun så næsten forskrækket ud over spørgsmålet, men præsterede alligevel at aflevere et selvsikkert: ”Selvfølgelig.” Det føltes allerede som om hun var taget afsted og alt gik galt. Knuden i maven voksede i hvert fald betydeligt, og hun frygtede at han pludselig slog over i Engelsk og forventede et svar på et eller andet hun ikke lige fangede.

[Yoo Jiho]

Det var svært for ham ikke at smile, men han nikkede langsomt mens hans blik hvilede på hende.
"So what's your name?" Spurgte han og lod blikket glide hen over hendes ansigt. Forhåbentlig ville han nu vise hende, at hun ikke var hævet over ham.

[Saori Mikazuki]

Pokker tage ham! Spurgte han om hendes navn? Name var navn, det var hun ret sikker på. Hun sank en klump i halsen inden hun svarede. ”Hvis du har brug for at øve Engelsk, må du finde en anden.” Igen forsøgte hun at undgå hans blik. ”Jeg har andre ting at se til.”

[Yoo Jiho]

"Jeg har ikke brug for hjælp, men måske har du." Sagde han og løftede sine øjenbryn. Derefter vendte han sig om og begyndte at gå sin vej, forhåbentligt langt væk fra den irriterende japanske pige.

[Saori Mikazuki]

I et eller andet mindre panisk anfald, præsterede hun et meget bestemt om end en smule malplaceret: ”No!” Det var ikke voldsomt kompliceret engelsk, men det var da engelsk så nu kunne han ikke komme her og sige hun havde brug for hjælp.

”Hvor skal du hen?” Kaldte hun endelig efter ham.

[Yoo Jiho]

Det var lidt mærkeligt at Saori pludselig udviklede sig til at være en eller anden form for militæragtig type. Han stoppede op og vendte sig om, da hun kaldte på ham. En lille undrende rynke kunne ses mellem hans øjenbryn.
"Videre. Hvorfor er du interesseret?" Spurgte han og løftede sine øjenbryn.

[Saori Mikazuki]

Saori så på ham som om en af dem havde misforstået hele verdenssituationen, og du nu blev nødt til at finde ud af hvem. ”Videre? Men… Vi skal vel…” Ja hun var ikke helt sikker på hvad de skulle, men de kunne da ikke bare sådan være blev valgt ud som de eneste to studerende der nu skulle til England, uden de lige talte sammen om hvad der skulle ske. Hun havde brug for at vide hvad der skulle ske.

”Vi skal finde ud af hvordan vi planlægger det hele? Man kan ikke bare sådan dukke op I England fra den ene dag til den anden.” Der var selvfølgelig en del hun regnede med de voksne tog sig af. Alle de helt lavpraktiske ting. Men hun var ganske sikker på, at der var en lang liste af andre ting som de selv skulle ordne. Hun vidste bare ikke hvad og hun havde brug for en sparingspartner.

[Yoo Jiho]

De havde tydeligvis forskellige ideer om, hvad der skulle ske. Jiho betragtede Saori lettere skeptisk og sukkede derefter langsomt.
"Jeg er sikker på at vores lærere klarer det meste af det." Sagde han uden at gå tættere på hende, så han måtte tale en smule højt.
"Og resten, er jeg sikker på at du kan finde ud af selv, når du nu både kan tale engelsk og alt muligt." Bemærkede han og strøg fingrene gennem sit hår. Det var en bidende bemærkning. En som han fortrød så hurtigt den var kommet hen over hans læber. Den levede ikke rigtig op til hans principper.

[Saori Mikazuki]

Hendes bryn trak sig sammen og hun så ikke voldsomt tilfreds ud over hans bemærkning. Hvis hun havde været nervøs over at skulle afsted før, gjorde det ikke situationen meget bedre at hun skulle afsted med ham.

”Fint.” Noterede hun kort, og forsøgte at opretholde en rolig facade mens hun undgik hans blik. ”Det er ikke noget problem. Jeg klare den selv så.” Og nu var det hendes tur til at gå sin vej, og hun bevægede sig nu i samme retning som han havde gjort, med alle intentioner om at gå hurtigt forbi ham.

[Yoo Jiho]

Da Saori aldrig havde været særlig venlig overfor ham, så gad han egentlig ikke begynde at være det nu. I stedet betragtede han hende blot mens hun gik, mens et alvorligt blik hvilede i hans øjne. Det kunne godt være at han skulle begynde at overveje om han kunne tilgive hende, nu det var hende han skulle afsted med, men det ville ikke blive lige nu. Derfor lod han hende forsvinde ned ad gangen og ventede på at hun var væk, inden han selv smuttede.

Afsluttet.