Boblende

[Gillian C. Fudge]

Udfordringer havde ikke været en mangelvare i forholdet mellem Liam og Gillian. Der havde været flere udsving end hos de fleste, men lige denne dag lod de til at være et helt normalt par. De havde siddet ved siden af hinanden under middagen og Gillian havde endda dristet sig til hele to glas champagne, som havde efterladt hende lattermild og en smule rød i kinderne.

Diskret lænede hun sig ind mod sin forlovedes øre. "Skal vi ikke gå udenfor lidt?" hviskede hun ganske lavmælt.

William Knight

[William Knight]

En dag ville det blive dem. Den tanke havde Liam ikke kunne slippe under hverken ceremonien eller middagen. Tanken om ægteskab generede ham ikke så meget som den havde gjort engang, men han havde stadig meget at lære. Der havde været utallige minefelter i forholdet, men når han trykkede Gillians hånd under bordet, var det med en overbevisning om at de kunne klare det. Sammen.

Ganen smagte lidt af champagne og der var en velkommen ro i den mørkhårede knægts krop, da den kønne pige ved hans side hviskede ham i øret. Efter at have siddet længe nok, med en velstrøget og knappet skjorte - hvor ærmerne ikke var rullet op, mærkede han bestemt et behov for at trække vejret i et sekund. Derfor nikkede han, før han fulgte hende ud.

"Åh, det havde jeg brug for..." Kom det fra ham, da den første smule luft kom ned i lungerne igen.

[Gillian C. Fudge]

Stolen skrabede dæmpet mod gulvet, da Gillian kom på de noget usikre ben. Heldigvis havde hun Liam ved sin side og hun støttede sig lidt mere end normalt til hans arm, som de forlod lokalet til fordel for haven. Impulsivt lænede hun hovedet ind mod hans skulder og trak selv vejret dybt end i lungerne.

“Det er smukt herude,” bemærkede hun lavmælt og tog endnu en dyb indånding fyldt med duften af Averyfamiliens have.

[William Knight]

Under middagen havde hans disinteresse i overklassens smalltalk, kommet på noget af en prøve. Sådan var det vel, når man ikke bare kunne sekludere sig i en samtale med ens forlovede. Det var vel forventet, at man snakkede med de andre ved bordet, og han havde gjort et bravt forsøg. Selvfølgelig var temaet i samtalerne ofte hvad han ønskede at beskæftige sig med. Svarene var stadig mangelfulde, men han forsøgte at formulere sig langt mere velovervejet. At gøre Gillian pinligt berørt, var ikke på listen over ting han efterstræbte sig på.

"Mhm," Kom det fra ham, som han fulgte hendes blik rundt i omgivelserne, "Det er meget... Perfekt." Det var vel en måde at sige det på. De mørke øjne vendtes snart mod brunetten, "Du hygger dig. Ikke?"

[Gillian C. Fudge]

Liam var ikke svær at læse og Gillian forstod, at haven måske ikke var i hans smag. Faktisk, slog det hende nu, kunne hun slet ikke forestille sig ham bo i et hus som det, hun boede med sin mor i. Eller bedsteforældrenes. Hun fugtede læberne og vendte blikket tilbage mod haven.

“Jo,” svarede hun oprigtigt, men med en smule mere eftertænksomhed bag ordet end øjeblikket forinden. “Men du gør ikke?” Hun vendte ansigtet tilbage mod ham.

[William Knight]

Der var en sødme i havens aroma. Stedet her, var nok indbegrebet af noget mange sigtede efter. De brune øjne bevægede sig over Gillians ansigt, før han sendte hende et blødt smil. Sociale sammenhænge havde altid vægtet tungt. Tungere end studierne og drømme om fremtiden. Men der var en forskel mellem de stivpudsede begivenheder, og teenageres drukfester.


"Jo. Jeg hygger mig," svarede han. Det var ikke løgn. For han fik chancen for at vise Gillian at han godt kunne agere blandt andre og træde mere officielt ind i rollen som hendes forlovede, "Selvom man kunne være mere komfortabelt påklædt." Han listede en finger ind i skjortens krave for at løsne den lidt.

[Gillian C. Fudge]

Selvom hun så grundigt efter, kunne Gillian ikke spore tegn på løgn i hans ord og hun godtog dem som sandhed, selv hvis det skulle være champagnen, der slørede hendes dømmekraft. Det var i hvert fald nok den, der fik hende til at tage halvandet skridt frem mod ham.

“Kom her,” bød hun blidt og løsnede den øverste knap for ham. “Du er flot i dag, selvom det ikke er komfortabelt.”

[William Knight]

William vendte sig mere mod hende, da knappen blev løsnet. Rammer og restriktioner var stadig ikke vante for ham, men Gillian gav ham stadig plads til at trække vejret. Han kunne nok lære af hendes tålmodighed. 

"Kun i dag?" spurgte han, mens venstre mundvige hævede sig opad, "Jeg troede godt at du kunne lide min sjuskede stil."

[Gillian C. Fudge]

Smilet sneg sig over hendes læber, mens hænderne fandt til ro på hans brystkasse. “Det er vores hemmelighed,” svarede Gillian med en rødmen i kinderne, der ikke længere kun skyldtes champagnen.

‘“Desuden prøver jeg også blot at give udtryk for, at du ser mere tilpas ud i den her form for ramme, end du tror.”

[William Knight]

Komplet betaget af brunetten med de lange øjenvipper og rødmende kinder, mærkede han den velkendte varme i brystkassen igen. Uanset hvor uvant man kunne være i omgivelserne, var Gillian på mange måder hans anker. På den bedst mulige måde.

"Det hjælper at du er her. Du er den bedste motivation," Bemærkede han, med et drenget udtryk i blikket. Ideen bag, var nu også dybfølt. Han kunne godt bære sig selv med en løves stolthed, når Gillian var hans. Ikke kun af forpligtelse, men også af noget der stak dybere.

[Gillian C. Fudge]

Gillian trak op i et nyt smil. På mange måder fik de det bedste frem i hinanden, når de tillod sig det, for de kunne åbenbart også ganske hurtigt få trukket langt værre, grimme og usikre sider ud.

Med et smil skubbede hun sig op på tæer og trykkede læberne mod hans, selvom deres forældre og de andre gæster var ikke mere end et par meter fra dem. Lige nu var de alene.

[William Knight]

Læberne smagte af champagne, men blødheden var velkendt og betryggende. En hånd havde listet sig ind under det brune hår, selvom fingrene ikke begravede sig dybt nok til ikke at kunne glide væk igen, hvis nogen søgte udenfor.

Før munden forsvandt fra hendes, havde han brummet dæmpet og tilfredst i kysset. "Du motiverer mig ikke til at gå indenfor igen," mumlede han mod hendes læber.

[Gillian C. Fudge]

Gillian fnes genert og dumpede ned at stå på flad fod igen. Modsat nogle af de andre piger havde hun holdt sig til flade sko og så længe, hun ikke behøvede at stå ved siden af nogle af de andre, gik det. Det var også meget bevidst, at hun var gået en stor bue uden om Kala i frygt for, at Liam først ville opdage sin fejl, hvis de to piger var for tæt på hinanden.

"Jeg vil også langt hellere være herude med dig," hviskede hun og sneg fingrene over hans skulder og om i hans nakke.

[William Knight]

"Desværre må vi ikke forlade festen før brudeparret," Bemærkede han, selvom overvejelsen dog virkede eftertragtelig. Kunne han bare forsvinde med Gillian, kunne han nok stilles temmelig tilfreds. Og alligevel. Han var der for sin ven - og han var der for at vise Gillian, at han kunne finde ud af det.

"Har jeg hørt," Tilføjede han. Traditioner var ikke altid noget han satte sig meget ind i. En finger gled lidt rundt om en af hendes buende lokker. Han slugte alle indtryk ind. For snart, havde de kun chancen for at se hinanden månedsvis.

[Gillian C. Fudge]

Gillian smilede overbærende, ganske tilfreds med, at Liam var ved at have styr på og, endnu bedre, overholde tradition og protokol.

"Det er nok bedste. Imrah er jo din ven, ikke?" Det var ikke altid lige at vurdere med de løvedrenge.