Siden sidst.

[Sarah Bennett]

Det var hen på aftenen. Gaderne lå øde, og kun de modige eller virkelig dumme ville bevæge sig ned i Tusmørkegyden. Sarah havde dog planer og hendes krops holdning indikerede også at man ikke skulle komme for tæt på hende. Hun dukkede hovedet da lyset fra et vindue syntes lige lovlig skarpt, og i stedet gik hun tæt mod murstensvæggen i håb om at gå i et med de mørke skygger.

Den lille klokke lød da hun tog i håndtaget og gik ind i tattovørsalonen. Man skulle umiddelbart tro at der var lukket, men Siobhan Munro vidste at hun ville dukke op.

[Siobhan Munro]

Det var utvivlsomt et spørgsmål om dage, før tatovørsalonen ville blive skoddet til og lukket. Det efterlod et blødende hul i Siobhans hjerte, men der var intet at gøre. Hun kunne spørge Reginald Fudge om midlerne til at holde den åben, men selv da var der ingen kunder. Selv på kanten af Tusmørkegyden, var magikerne tøvende med at komme i nærheden af en varulv.

Så derfor var hun ved at pakke alt sammen, mens hun ventede. Hendes sanser var skærpede og hun havde drejet hovedet allerede før klokken lød. Langsomt rettede hun sig op og da hun så skikkelsen i døren, talte hun med en hæs stemme.

"Sarah."

[Sarah Bennett]

Det var et skeptisk og noget overrasket blik der var nået op til Sarahs blågrønne øjne. Hun sank en enkel gang før hun løftede hovedet. Deres kontakt havde ligget på et minimum der grænsede til det ikke-eksisterende. Langsomt klarede hun halsen.

"Hvad laver du?" Var det første der kom fra hende i det hun drejede rundt om sig selv og slog ud med sine arme.

[Siobhan Munro]

Engang havde Siobhan været tættere på Sarah end noget andet menneske i verden. Nu havde de ikke set hinanden i lang tid og deres kontakt havde været al for sparsom. Måske havde det noget at gøre med forsigtighed. De havde begge været med i to ulveflokke, der var blevet raseret. Men måske var det også for at holde netop minderne om det på afstand.

"Pakker sammen," svarede hun, lettere hæst og havde rettet sig helt op. "Butikken lukker. Og jeg flytter."

[Sarah Bennett]

Sarah følte sig altid tættere på Siobhan når de var sammen. Det var alt for let at lade fortiden være gemt væk når man ikke var sammen hele tiden. Alligevel ville den rødhårede heks altid være Sarahs mest fortrukne person. Så det pinte hende ekstra meget at se at hun var blevet nødt til at dreje nøglen om.

"Flytter? - Hvorhen? Du ved du altid kan være hos mig" fortalte veninden i det hun trådte helt hen til hende for at gribe blidt rundt om hendes arm.

[Siobhan Munro]

Siobhan ville ved næsten alle andre have trukket sig tilbage, hvis de havde nærmet sig så hurtigt. Sådan havde hun det ikke med Sarah og hun smilede svagt over venindens ord.

"Det ved jeg, Sarah," forsikrede hun, selvom hun ikke var sikker på at det var sandt. Sarahs liv måtte være lige så ustabilt som hendes, selvom den lyshårede kvinde altid havde været bedre til at få tingene til at flaske sig.

"Jeg bor hos min... Nye alfa."

[Sarah Bennett]

Sarah blinkede et par gange. I et øjeblik syntes stilheden at krybe ind i den mørke og tomme butik. Langsomt klarede hun halsen.

"Alfa?" hviskede hun og rystede på hovedet. Det var ikke engang et år siden at Jason og hans bror var blevet dræbt i en brand, og allerede. Hun trak vejret dybt ind.

"Alfa.." brummede hun efterfølgende. "Hvor længe har du vidst det?" Hun følte et stik, som var hun blevet forrådt. Selvom det ikke havde været Siobhans mening, så kunne Sarah ikke helt være i det.

[Siobhan Munro]

Siobhan havde altid fulgt Sarah. Hun var blevet forvandlet og de havde delt en alfa. Så havde hun fulgt Sarah til Azrael, som havde endt med at koste hende alt. Nu var det første gang, at hun var gået sine egne veje og hun kunne se realisationen af det på venindens ansigt.

"Siden maj," konstatede hun hæst, før hun fortsatte med de næste, skæbnesvangre ord. "Siden jeg forvandlede ham."

[Sarah Bennett]

Sarah rankede sig, som forsøgte hun at virke mere rolig end hun egentlig var. Det havde altid været nem. Siden første år på Hogwarts, til livet i Sharnbrook. Det havde altid været dem mod verdenen. Men så brød det første helvede løs og de blev delt. Så brød det andet helvede løs og kontakt blev cuttet. Hun holdte vejret og kunne tydeligt mærke effekten.

"Det var da Macusa gjorde sig til kende" konstaterede hun. Sarah vidste godt at veninden var blevet pågrebet, og af den grund havde hun ikke kunne gøre andet end at vente. Men der skete aldrig noget. Hun hørte aldrig noget før for ganske kort tid siden. Selvom de begge havde haft meget at se til, så forstod hun ikke hvordan de begge kunne lade deres venskab drifte så langt fra hinanden.

"Hvornår ville du have fortalt mig det?" Selvom de havde aftalt at se hinanden i dag, var mødet opstået mere tilfældigt end fastlagt. Det var som om de havde tabt det hele på gulvet.

[Siobhan Munro]

Siobhan hørte bebrejdelse i spørgsmålet, selvom den måske ikke var der. Hun var dog forsvarsberedt nok til at tænke, at Sarah heller ikke havde kontakt hende i den tid, hvor hun ikke selv havde rakt ud.

"Når jeg så dig," konstaterede hun derfor simplet, men sandt nok. Desuden havde hun selv tilbragt det meste af en måned i et beskidt hul af slåskampe og whisky. Det var først nu, at hun begyndte at se sund og hel ud igen. "Jeg anede ikke, hvor du var."

[Sarah Bennett]

"Jeg lyder bebrejdende" mumlede hun og sukkede let før blikket igen gled op i et forsøg på at fange Siobhans grønne øjne. "Det var ikke meningen" fastslog hun hurtigt efter. Sandheden var jo at også hun havde haft meget om ørene og heller ikke havde haft den fjerneste idé om hvad der var sket.

"Så var det da godt at mit instinkt sagde mig at vi blev nødt til at se hinanden" bemærkede hun i det hun så rundt i den tomme butik. Når først veninden ville forlade stedet var det ikke til at sige hvor nemt det ville have været at opsøge hende.

"Men er det så bare dét? Jeg ved ikke om jeg skal ønske dig tillykke med den nye alfa" For dem var det en stor ting, og for Sarah var det svært at forholde sig til. Generelt bare tanken om at være under en komplet fremmede. Men på samme måde var det uden tvivl sådan Siobhan havde det efter Azrael. - Minderne fik en kvalm følelse frem hos hende. "Hvornår blev det så rodet..."

[Siobhan Munro]

Siobhan delte den andens frustration. Mere end hun kunne forstå. Hun følte sig komplet ru indvendig. Tyndslidt. "Jeg valgte det ikke selv, Sarah," svarede hun, lettere hæst. "Hvis jeg kunne have fravalgt alfabåndet, så ville jeg have gjort det..."

Ville hun ikke? Hvis hun havde gjort det, hvad ville hun så have haft? "Men det er ikke som før. Det kom, uden min kontrol. Og jeg har ikke tænkt mig at bryde det. Selv hvis jeg kunne, har jeg lovet ikke at gøre det."

[Sarah Bennett]

Sarah så efter noget at sidde på, og trak en gammel slidt skammel ud fra under disken. Tungt satte hun sig ned og begravet for en stund hovedet i sine hænder. Igen var der stille et øjeblik. - Forvandlingen var sket som en hjælp fra hendes tidligere mand der så det som et helligt bånd. Men alt det havde givet hende var problemer. Hendes hjerte slog så hårdt bag brystet at det næsten gav hende en kvalm smag af blod.

Sarah vidste jo godt at alfabåndet ikke var noget man kunne vælge fra når det først var sket. Men det gnavede alligevel at det var endt sådan her. "Hvem er han så?" Hun rankede sig let og flyttede sig rundt på skamlen i håb om at forholde sig mere i ro.

[Siobhan Munro]

Det var et svært spørgsmål. Hvordan i alverden skulle hun svare på, hvem Reginald Fudge var for hende? Hendes bryn trak sig sammen. En midaldrende eks-højmagiratstroldmand med to børn. Det forklarede alt, men samtidig intet.

"Han er..." begyndte hun, tydeligvis i kamp med sine følelser. Ordet alt rungede gennem hendes tanker.

"Vi har haft... Havde... En affære. I snart et år. Han hjalp mig, da ministeriet tog mig første gang. Anden gang... De spærrede mig inde før fuldmåne og glemte mig der. Da han kom for at finde mig... Alt er kompliceret nu. Men han har min loyalitet. Vi kunne også godt bruge din, Sarah."

[Sarah Bennett]

Sarah løftede hovedet da veninden begyndte at tale. Det var åbenbart hverken nemt eller lige til, og hun forsøgte at forblive tålmodig. De ord der fulgte efter var ikke hvad hun havde forestillet sig. Men Sarah havde ingen invendinger. Hun havde været gift med deres første Alfa, og var eks-kærester med deres anden. Det var vel kun rimeligt at det nu var Siobhans tur til at have en historie med en alfa.

"Stoler du på ham?" Spurgte hun endelig.